USA-ekspert: Trumps nødsituation fører næppe til mur

Kristeligt Dagblad har spurgt Jørn Brøndal, leder af center for amerikanske studier på Syddansk Universitet, om præsident Trumps chancer for succes, nu da han vil skaffe penge til sin mur på en kontroversiel måde

Lektor Jørn Brøndal tvivler på, at Donald Trump får overbevist retten om, at situationen ved den grænsen mellem USA og Mexico er en national nødsituation. –
Lektor Jørn Brøndal tvivler på, at Donald Trump får overbevist retten om, at situationen ved den grænsen mellem USA og Mexico er en national nødsituation. – . Foto: Thomas Lekfeldt og Carlos Barria/Ritzau Scanpix.

USA’s præsident, Donald Trump, vil bruge loven om nationale nødsituationer til at indfrie sit løfte om en grænsemur til Mexico, nu da finansloven er vedtaget uden milliarderne til muren. Men er det så ligetil?

Først og fremmest vil to slagsmål gå i gang. I Kongressen vil det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus med Nancy Pelosi i spidsen udfordre det. Det vil med næsten 100 procents sikkerhed ende i en afstemning, der siger nej til en national nødsituation. Så har Senatet 15 dage til at stemme. Ganske vist har Republikanerne flertal i Senatet, men jeg er ikke helt sikker på, at de kommer til at støtte Trump. Det er jeg ikke, fordi det her handler om mere end den evige krig mellem Demokraterne og Republikanerne. Præsidenten prøver at tilrane sig magt på bekostning af Kongressen, da økonomi er Kongressens domæne. Derfor kan der sidde en del republikanere, der tænker, at han går for langt her. Trumps trumf er, at han kan nedlægge veto, hvis begge kamre går imod hans ønske – og så skal de hver især mønstre to tredjedeles flertal for at standse ham.

Det andet slagsmål vil foregå i retssystemet, hvor han højst sandsynligt vil støde på problemer. Her kan han henvise til loven om nationale nødsituationer fra 1976. Den giver ham mulighed for at omfordele midler fra for eksempel militærets kamp mod narko. Men han skal bevise, at han har ret til at tage de her midler, fordi der er en national nødsituation, og det bliver svært.

Vil det lykkes for Trump?

Det tror jeg ikke. Han starter to slagsmål, et i Kongressen og et i retssystemet. Især i retssystemet er udsigterne til, at han kan vinde, ikke særligt store. Hvis det lykkes for ham, vil det i hvert fald ikke ske på den korte bane. Det vil tage lang tid, og byggeriet af muren vil ikke begynde inden for den nærmeste fremtid.

Hvilke konsekvenser vil en national nødsituation have på den lange bane?

Hvis han imod al forventning skulle få det igennem, vil det skabe andre problemer for ham og Republikanerne. Det vil skabe en præcedens, som vil betyde, at præsidenten kan udnytte loven om nationale nødsi- tuationer. På et tidspunkt vil Demokraterne få en præsident, som kan udnytte det her til at erklære nødsituationer i forhold til klima eller våbenlovgivningen. Derfor tror jeg også, at nogle republikanere kommer til at være skeptiske.

Hvilken effekt vil det have på præsidentvalget i 2020?

Det her er en politisk manøvre fra Trumps side. Han har malet sig selv op i et hjørne, først med regeringsnedlukningen og så ved at skrive under på budgetaftalen. Han er tvunget til at gøre noget, så han forsøger at gennemtrumfe en national nødsituation. Og det vil sende et klart signal til vælgerne om, at han ikke har givet op. Det er tydeligt, at valgkampen er i gang.