Prøv avisen

Vinter-OL var en forudsigelig manøvre fra det nordkoreanske regime

Alle, der følger situationen, regnede med, at Nordkorea på et tidspunkt ville gøre noget for at lette presset. Vinter-OL er en stor mulighed,” siger Christopher Green, ekspert i Nordkorea. Foto: Lee Jin-man/ ritzau scanpix

Nordkorea kan bruge deltagelsen i vinter-OL til at skabe splittelse i Sydkoreas forhold til USA, siger Nordkorea-ekspert Christopher Green

Det var en ekstremt forudsigelig politisk manøvre fra Nordkorea. Sådan lyder vurderingen fra Nordkorea-ekspert Christopher Green fra tænketanken International Crisis Group om Nordkoreas deltagelse i vinter-OL i Sydkorea.

”Nordkorea har fokuseret på udviklingen af sit atomvåbenprogram og sine missiler i snart to år. Det har skabt stærk uvilje i det internationale samfund, som har ledt til konsensus i især FN’s Sikkerhedsråd om pres og sanktioner mod Nordkorea. Så er det ikke overraskende, at Nordkorea forsøger at engagere Sydkorea. Alle, der følger situationen, regnede med, at Nordkorea på et tidspunkt ville gøre noget for at lette presset. Vinter-OL er en stor mulighed,” siger Christopher Green, som står bag tænketankens netop udkomne Nordkorea-rapport ”From Fire and Fury to Freeze-for-Freeze” (Fra bål og brand til fastfrysning for fastfrysning).

Hvorfor har Nordkorea brug for at nedtrappe spændingerne?

Nordkoreas forhandlingsteknik har de seneste 20 år været at øge spændingerne, og så har man under disse perioder opnået tekniske militære fremskridt, hvorefter man så sænker disse spændinger igen, før det kommer ud af kontrol. Ifølge lederen Kim Jong-un blev Nordkorea sidste år en atommagt, og derfor tror det nordkoreanske folk i teorien på, at regimet har nået sine mål.

Er det en stor sejr for Sydkoreas nye liberale præsident, Moon Jae-in, som har efterstræbt dialog med Nordkorea, siden han blev valgt sidste år?

Nej, jeg ser ikke udviklingen som en stor sejr for nogen. Det giver Nordkorea mulighed for at skabe ustabilitet i sydkoreansk politik og samfund og i alliancen mellem Sydkorea og USA, fordi USA kun er fokuseret på atomtruslen, mens Sydkorea har flere interesser at varetage. Sydkorea er mere åben over for at se Nordkorea som en partner i stedet for en trussel. Så vi kan ikke sige, at nogen har vundet noget endnu. Men set fra den koreanske halvøs perspektiv gør det det hele en smule lettere.

Hvad vil der efter din vurdering ske, efter at vinter-OL er slut?

Forskellige faktorer spiller ind her. Den vigtigste handler om de planlagte fælles militærøvelser mellem Sydkorea og USA, som er blevet udskudt og nu skal finde sted i april. Hvis Nordkorea spiller på den korte bane, så vil styret skrue op for spændingerne igen i april og sige, at Sydkorea har provokeret det på grund af militærøvelser. Hvis Nordkorea tænker mere langsigtet, så vil man vise sin vrede på det retoriske plan, men fortsætte dialogen med Sydkorea.

Vil Nordkorea droppe sit atomvåbenprogram, som jo er USA’s erklærede mål?

Styret har ingen planer om at komme af med sine atomvåben, da de er essentielle for den nordkoreanske stats overlevelse og politiske legitimitet. De kan ikke komme af med dem, selvom de gerne ville, og det vil de ikke.