Visionen om et ”storrige” lyder skræmmende bekendt. Er det virkelig Putins drøm?

Ruslands aggression over for Ukraine og Putins ord om at indlemme områder med etniske russere i Rusland skaber nervøsitet i Østeuropa. Men det er ikke hans mål, siger lektor

Vesten frygter en russisk storkrig i Ukraine. Men det er kendetegnende for den russiske præsident, at han er stærkt kalkulerende og rationel og altid overvejer, om omkostningerne er større, end hvad han kan vinde, påpeger lektor.
Vesten frygter en russisk storkrig i Ukraine. Men det er kendetegnende for den russiske præsident, at han er stærkt kalkulerende og rationel og altid overvejer, om omkostningerne er større, end hvad han kan vinde, påpeger lektor. Foto: Kremlin.ru/Reuters/Ritzau Scanpix.

Fra sit kontorvindue kan Katri Raik, borgmester i den estiske by Narva, se grænsen til Rusland. Narva var en del af det russiske imperium og derefter af Sovjetunionen, og mere end 80 procent af byens indbyggere er stadig etniske russere. De etniske russere er blevet mere integreret siden Estlands uafhængighed for 30 år siden, og den regionale økonomi i Narva er orienteret mod Vesten.

Alligevel sender de fleste etniske russere deres børn i russisksprogede skoler og benytter sig af russiske medier. Og Ruslands aggression over for Ukraine gør borgmester Katri Raik nervøs for Estlands fremtid. Mens mange etniske estere ser Rusland som aggressor, har mange etniske russere tendens til at mene, at risikoen for krig er overdrevet eller Natos skyld.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

”Vi ved hver især, hvad den anden mener, så vi taler simpelthen ikke om det,” siger Katri Raik til magasinet The Economist.

Ruslands beslutning om at sende russiske soldater ind i Østukraine vækker frygt i Østeuropa. Forud for den russiske beslutning om at bruge militær magt mod Ukraine tirsdag aften anerkendte Ruslands præsident, Vladimir Putin, mandag de to områder i det østukrainske Donbass, som siden 2014 har været besat af russisk-støttede separatister, som selvstændige republikker. Estland og de to andre baltiske lande er Nato-medlemmer og står derfor ikke over for en umiddelbar risiko for russisk invasion.

Men den russiske aggression i Ukraine får dem til at spørge sig selv, hvor langt Putin er villig til at gå.

Ambitionen er overherredømme

Putin blotlagde ifølge iagttagere sine ambitioner om overherredømme over store dele af Europa, da Rusland i sidste uge krævede, at USA trækker alle sine væbnede styrker ud af Central- og Østeuropa samt Baltikum. Som The Economist spørger: ”Hvem bliver den næste?”

Putin selv har ved flere lejligheder argumenteret for, at Rusland med annekteringen af den ukrainske Krim-halvø i 2014 blot tog det tilbage, som altid har tilhørt Rusland. Ud fra den logik er lande i hele det post-sovjetiske område i fare for en invasion.

”Putins handlinger repræsenterer et vendepunkt i Europas historie,” siger den britiske historiker Timothy Garton Ash til avisen Die Welt.

”Faren for en ny verdenskrig i Europa er meget reel og endda inden for rækkevidde,” siger Ukraines ambassadør i Tyskland, Andrij Melnyk, til mediegruppen Funke.

Den russiske præsident fremfører en bagudrettet fortælling med fokus på ”blod og jord” i en tid, hvor de fremadrettede fortællinger om universelle værdier har mistet en vis troværdighed, lød det i går her i avisen fra Mark Medish, tidligere rådgiver for Bill Clinton, USA’s præsident i perioden 1993-2001.

Og det konservative magasin The American Spectator mener endda, at ”Putin stræber efter Lebensraum ” med henvisning til Hitlers erobringskrig og politik om at bringe alle tyske mindretal ”hjem i Riget”.

Røgslør i retorikken

Men det er ikke Putins politiske målsætning at få alle områder med etniske russere indlemmet i Rusland. Det vurderer Jakob Tolstrup, lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, med speciale i den politiske udvikling i de post-sovjetiske stater.

”Han kunne måske godt tænke sig det, men han ved godt, at det ikke har nogen gang på jord. Båndene til de etniske russere bruger han instrumentelt, når han vil skræmme eller destabilisere nabolande, som bevæger sig mod demokrati eller fører anti-russisk politik. Der er ekstremt meget røgslør i hans retorik,” siger Jakob Tolstrup.

Putin forsøger at bringe en russisk patriotisme i spil ikke bare i Rusland, men blandt de russiske mindretal i nærområdet. Denne patriotisme skal legitimere Putins styre.

”Tidligere legitimerede han sig ved stabilitet og økonomisk fremgang efter de kaotiske Jeltsin-år i 1990’erne. I takt med, at alt det andet går dårligere, legitimerer han sig nu langt mere i retning af patriotisme og russisk storhed,” siger lektoren.

Efter at have beordret russiske tropper til det østlige Ukraine sagde den russiske præsident tirsdag, at han ikke har planer om at genoprette et Storrusland.

”Vi forudsagde spekulationer om, at Rusland planlægger at genoprette sit imperium inden for imperiets grænser,” sagde Putin på et møde med Aserbajdsjans præsident, Ilham Alijev, i Kreml.

”Dette stemmer absolut ikke overens med virkeligheden,” sagde han ifølge The Moscow Times.

I sin tv-transmitterede tale mandag aften understregede Putin dog, at ”det moderne Ukraine er fuldstændig skabt af Rusland”.

”Ukraine er ikke bare er et naboland for os. Det er en umistelig del af vores egen historie, vores kultur og vores åndelige rum,” sagde præsidenten og kaldte ukrainerne for ”vores slægtninge, folk knyttet sammen af blod, af familiære bånd”.

Det var i forbindelse med Krim-annekteringen i 2014, at Putin præsenterede idéen om at samle de etniske russere, men opgav den igen, fordi den er for kompleks, vurderer Judy Dempsey, senior fellow ved tænketanken Carnegie Europe, chefredaktør for mediet Strategic Europe og ekspert i Østeuropa.

”Det er meget urealistisk, at han vil sigte efter det,” siger hun.

Destabilisering som mål

Kremls mål er snarere at bruge ”fastfrosne konflikter” til at udvide sin rækkevidde uden for de russiske grænser. I de seneste tre årtier har Rusland støttet et prorussisk regime i Moldovas udbryderregion Transnistrien. I 2008 invaderede russerne Georgien til støtte for separatistregeringer i Sydossetien og Abkhasien, to provinser med store russisktalende befolkninger. Seks år senere erobrede Rusland Krim fra Ukraine og støttede oprøret af prorussiske separatister i Donbass.

”Putin behøver ikke at erobre et naboland for at fratage det magt. Det er nok at destabilisere det. Set fra min stol ønsker Rusland under Putin at konsolidere sin indflydelse og sit greb om flere tidligere sovjetlande og forhindre, at de bevæger sig i retning af Vesten,” siger Judy Dempsey.

Blandt nogle etnisk russiske mindretal uden for Rusland vækker Putins tankegang støtte, fortæller lektor Jakob Tolstrup. Udbryder-republikken Transnistrien i Moldova lever i høj grad af lyssky økonomiske aktiviteter, og den pro-russiske elite her instrumentaliserer Putins påstand om, at man bliver nødt til at beskytte russiske mindretal, fordi det giver støtte fra Rusland, så de kan have deres smuglerrede i fred. Også i de østukrainske selvudnævnte republikker Luhansk og Donetsk bruger separatisterne Putins påstand til at kontrollere de to regioner.

”Det er en lokal politisk elite, der bruger ideen om, at de russiske mindretal er truet, til at opnå lokale privilegier og magt,” siger Jakob Tolstrup.

”Om befolkningen ser det på samme måde, er mindre klart. Der var ganske vist folkelige demonstrationer, da den pro-russiske, ukrainske præsident Janukovitj i 2014 gik af, for han var folkets mand i det russsisk-talende Østukraine. Men der var næsten lige så mange og lige så store demonstrationer i regionen for at blive i Ukraine,” påpeger han.

Vesten frygter nu en russisk storkrig i Ukraine og forsøger at lure Putins næste træk. Det er kendetegnende for den russiske præsident, at han er stærkt kalkulerende og rationel og altid overvejer, om omkostningerne er større, end hvad han kan vinde, påpeger Jakob Tolstrup.

”Han ved, at det ville have enorme omkostninger at invadere Ukraine, ukrainske partisaner ville blive ved med at gøre modstand. Men vi har samtidig at gøre med et lukket diktatur, hvor alt besluttes af en leder, som kun får input fra en meget lille kreds. Det betyder, at udviklingen altid er præget af 15 procents vilkårlighed. Vi kan ikke udelukke, at han er så besat af tanken om, at Rusland skal have genrejsning efter mange års fornedrelse, at han er villig til at tage skridtet og føre storkrig mod Ukraine. Men jeg anser det stadig for usandsynligt,” siger han.

Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.