De kalder sig ”de blodstænkede mænd”, og de demonstrerer i amerikanske byer iført kridhvide beskyttelsesdragter med en stor, rød plamage i skridtet. Med spredte ben og udspredte arme stiller de sig op foran lægekongresser og møder organiseret af for eksempel de amerikanske børnelægers forening, der støtter forældrenes ret til at lade deres nyfødte drenge omskære. Samme silhuet er henover sommeren dukket op på kæmpestore reklameskilte langs indfaldsvejene blandt andet til byen Saint Louis ledsaget af teksten ”Omskæring er grusom og skadelig”.
Medlemmerne af organisationen The Bloodstained Men hører til blandt de såkaldte intaktivister i USA, som kræver stop for drengeomskæring og retten til en intakt krop.
USA er et af de lande i verden, hvor flest mænd er omskåret. Op mod 80 procent af amerikanske mænd har rutinemæssigt fået fjernet forhuden ved fødslen, og 52 procent af de nyfødte amerikanske drenge omskæres stadig af sundhedsmæssige og hygiejniske årsager.
”Det sælges som forebyggelse, men hvis du fjerner noget af en sund og velfungerende krop fra en, der ikke kan give sit samtykke, er det etisk forkert. Det er barnets egen krop, og barnet skal selv bestemme,” siger Harry Guiremand, talsmand for The Bloodstained Men til lokalavisen Westwork i Denver, Colorado.
Overalt kolliderer to diametralt modsatte værdisystemer. I den ene lejr støttes barnets absolutte ret til at bestemme over sin egen krop. I den anden forsvares forældrenes ret til at praktisere indgreb, de oplever som nødvendige.
Men modstanden mod omskæring vokser. Flere amerikanske delstater har overvejet at fjerne sygesikring til indgrebet. Et forslag, som også er blevet fremsat i Storbritannien, hvor omkring otte procent af mændene er omskåret.
Og forbudskrav dukker op igen og igen i Europa, siden en tysk domstolsafgørelse satte fart i den europæiske debat i 2012 ved at erklære omskæring for legemsbeskadigelse. Dommen blev siden neutraliseret af en lov, der tillader omskæring i Tyskland under visse lægefaglige betingelser. Ikke blot i Danmark, men også i Island, Sverige, Holland og Finland har der enten været krav eller politiske forslag om forbud.
Debatten har imidlertid ikke samme politiske betydning overalt, påpeger Joseph Mazor. Han er professor i politisk filosofi og har som underviser ved universiteterne Harvard i USA og London School of Economics fulgt debatten om drengeomskæring på begge sider af Atlanten.
”Den amerikanske debat følger et klart højre-venstre-skel. Konservative befolkningsgrupper støtter omskæring, fordi de selv er omskåret og synes, at forældre selv skal bestemme over deres børn. Og for eksempel i bibelbæltet sætter man religionsfriheden højest. Modstanderne finder vi i såkaldt liberale kredse, der lægger vægt på den enkeltes ret til selv at vælge og sætte sig ud over samfundsnormerne. I Europa er det snarere konflikten mellem sekularisering og religiøs tro, der skiller vandene. Med til dette hører synet på religiøse minoriteter og især muslimer, og spørgsmålet om, hvorvidt de skal tilpasse sig flertallets holdninger,” mener Joseph Mazor.
Han hører selv til dem, der har sat spørgsmålstegn ved, at barnets rettigheder overtrumfer alle andre hensyn.
”Vi opererer jo også flyveører, fordi vi mener, at det er i barnets interesse. Man skal tænke i sandsynligheder, og der er stor sandsynlighed for, at børn bevarer forældrenes tro og derfor vil lade sig omskære, når de bliver voksne, hvilket vil være et langt alvorligere indgreb. Det vil derfor være i barnets bedste interesse, at det bliver omskåret som ganske lille. Og hvor er barnets tarv, hvis forældrene tvinges til at forlade landet,” spørger Joseph Mazor retorisk.
Men disse synspunkter taber terræn, mener Brian Earp, vicedirektør for programmet etik og sundhedspolitik ved Yale Universitetet i USA.
Han tog i 2018 initiativ til et såkaldt konsensuspapir om omskæring, som blev offentliggjort i tidsskriftet American Journal of Bioethics og underskrevet af 90 universitetsfolk fra hele verden og fra felter, der spænder fra lægevidenskab til jura, filosofi og etik.
Underskriverne er enige om, at alle kirurgiske indgreb i børns kønsorganer uden samtykke og uden medicinsk grund skal betragtes som en krænkelse, uanset om det er omskæring af piger, drenge eller interkønnede børn. Det vil sige børn, der er født med både mandlige og kvindelige kønsorganer, og hvor man med kirurgiske indgreb vælger et køn for barnet.
”Dette er en markant ændring, for hidtil er kun pigeomskæring blevet forbudt, mens indgreb, som traditionelt er blevet udført i Vesten, er blevet undtaget. Det ses i stigende grad som hykleri,” siger Brian Earp.
Man skelner mellem de mest alvorlige former for pigeomskæring, som har alvorlige sundhedskonsekvenser, og mere symbolske som prik i klitoris, som også er forbudt, selvom de ikke er mere invaliderende end fjernelse af forhuden, hævdes det.
Dette får hårene til at rejse sig på Jonathan Fox, seniorforsker i religion og politik ved Bar-Ilan Universitetet nær Tel-Aviv og en hyppig deltager i omskæringsdebatten.
”Pigeomskæring er en kulturel og ikke en religiøs praksis og er derfor ikke beskyttet af religionsfriheden. For jøder og muslimer besegler drengeomskæring pagten med Gud. Dette er en konflikt, der ikke kan løses ved en form for kompromis,” mener Jonathan Fox
”Vi har på den ene side et verdsligt verdenssyn og på den anden side et religiøst. De to er uforenelige og kan kun løses ved, at den ene tvinger sit verdenssyn ned over hovedet på den anden. Hvis omskæring forbydes, vil jøder være nødt til at få omskæring foretaget i udlandet. Eller flytte,” siger Jonathan Fox.
Men Brian Earps internationale kompromis anbefaler netop ikke et forbud. Og det er ikke en halvvejs løsning, mener han.
”Foruden den voksende konsensus om, at omskæring er etisk forkert, er der også en voksende enighed om, at det ikke skal forbydes som en form for fysisk overgreb, der straffes med fængsel. Spørgsmålet er, hvordan man bedst beskytter børn, og det sker ikke kun med forbud og straf, men også med oplysning og forebyggelse,” siger Brian Earp.
Blandt underskriverne af artiklen er også professor Morten Frisch fra Aalborg Universitet, som er kendt som en tilhænger af et forbud. Han afviser, at der blandt underskriverne er enighed om, at forbud er unødvendigt.
”Der er meget forskellige holdninger, og der var ikke enighed om at anbefale et lovindgreb. Det kompromis, vi kunne blive enige om, var, at juridiske sanktioner kan være, men ikke nødvendigvis er en passende mekanisme. Dette afspejler også, at det ikke er alle lande, der har så politisk sprængfarlig en debat, som vi har i nogle europæiske lande,” siger han og tilslutter sig Jonathan Fox’ vurdering af, at to uforenelige livssyn i Europa står over for hinanden.
”Der er ikke noget kompromis muligt, og det er et dilemma, som det er op til politikerne at træffe beslutning om,” siger Morten Frisch.