Man kan sagtens gå en tur mellem frugttræerne i de armenske landsbyer i regionen Nagorno-Karabakh øst for Armenien.
Man skal bare vente til efter mørkets frembrud, hvis man ikke vil have en af snigskytternes kugler i nakken.
Med en dansk journalist på slæb tager den 41-årige major Karen Sargsyam ingen chancer. Så to små glas når adskillige gange at blive fyldt med hjemmelavet brændevin, inden mørket er tæt nok, og den svært byggede armenier viser vej til fronten.
TEMA: Det armenske folkedrab 1915
Officielt betræder vi aserbajdsjansk jord, eftersom Nagorno-Karabakh siden 1920erne har tilhørt Aserbajdsjan. Men siden en krig mellem Armenien og Aserbajdsjan i kølvandet på Sovjetunionens kollaps i 1990erne har regionen stort set kun været beboet af armeniere. Krigen kostede cirka 30.000 mennesker livet og gjorde flere hundredtusinde til flygtninge.
Trods en våbenhvile i 1994 er der ingen fredsaftale. Det er blot få dage siden, at Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, i et interview på russisk tv krævede, at "alle armenske styrker trækker sig fra vores territorium".
Kampklare soldater står vagt på begge sider af frontlinjen, og snigskytter dræber ifølge lokale kilder jævnligt soldater og ind imellem civile.
"Snigskytterne skyder, hvis de ser os. Der er ikke noget hvorfor, de skyder bare," siger Karen Sargsyam og råber på armensk ud i mørket.
Hundeglam overdøver cikadernes knitrende støj, og konturerne af to soldater med hunde og lygter kommer til syne. Soldaterne følger os gennem mørket, mens Karen Sargsyam fortæller:
"Vi er glade for, at vi nu bor, hvor vi blev født og hører til. Men problemet er ikke slut. Skyderierne bliver værre. Armenierne tænker hver dag på, hvornår aserbajdsjanerne for alvor angriber."
Karen Sargsyams frygt er ikke uden grund. Ifølge en aserbajdsjansk militærdoktrin skal landet i 2014 kunne tilkæmpe sig Nagorno-Karabakh i løbet af 10 dage, og landets militærbudget er 10 gange større end for blot et par år siden. Mens krigen i 1990erne blev udkæmpet med gammeldags våben og overskydende sovjetiske kampvogne, har landene i dag avancerede våben og missiler, der kan ramme mål 300 kilometer væk.
"For 20 år siden levede vi i fred med hinanden, men da vi gik i krig, blev alle aserbajdsjanere fjender," siger Karen Sargsyam.
"Vi ønsker fred, og jeg tror også, at en stor del af aserbajdsjanerne ønsker fred," siger han.
Intet tyder dog på, at freden er på vej. Tværtimod.
Løsladelsen af en aserbajdsjansk soldat, som havde siddet fængslet i Ungarn i otte år, udløste i august en krise mellem Armenien og Aserbajdsjan, som ikke mindst pustede til den ulmende konflikt om Nagorno-Karabakh. Soldaten blev i 2004 fængslet på livstid i Ungarn, efter at han under en Nato-træning dræbte en af sine armenske militær-kolleger med en økse. Umiddelbart efter løsladelsen i sommer blev han modtaget og hyldet som en folkehelt hjemme i Aserbajdsjan.
Lawrence Sheets, mangeårig journalist i regionen og leder af Kaukasus-kontoret for forskningsgruppen om internationale konflikter, International Crisis Group, er ikke i tvivl:
"Du kan kalde det en konflikt, men jeg vil kalde det en krig. Der er ingen diplomatiske forbindelser mellem Armenien og Aserbajdsjan. Våbenhvilen bliver konstant overtrådt, og overtrædelserne i år har været mere dødbringende end tidligere," siger han.
Man ved ikke, hvor mange mennesker, der dræbes på begge sider af fronten ved Nagorno-Karabakh. Ifølge armenske kilder løsnes der skud cirka 300 gange dagligt. Tallet er usikkert, for overvågningen af den 300 kilometer lange frontlinje varetages af en symbolsk gruppe på seks mennesker under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), og gruppen har ikke mandat til at foretage spontane inspektioner. Sikkert er det dog, at konflikten er ødelæggende for begge lande.
"Konflikten går ud over den økonomiske udvikling i Armenien, da grænserne til Tyrkiet og Aserbajdsjan er lukkede. Derudover har konflikten en yderst skadelig virkning på den psykiske sundhed i regionen. Der er en konstant frygt for krig på begge sider," siger Lawrence Sheets.
Konsekvenserne af en krig vil dog være langt mere vidtrækkende end som så, mener Lawrence Sheets.
Nagorno-Karabakh er en afgørende brik i den geopolitiske magtkamp mellem militære stormagter. Tyrkiet står på Aserbajdsjans side, mens Iran og Rusland har stærke forbindelser til Armenien. USA har et tæt forhold til Aserbajdsjan på grund af interessen for olie, men USA er også nødt til at bevare et godt forhold til Armenien, fordi den armenske diaspora i USA har stor politisk indflydelse.
"Desværre har det meste af verden ikke gjort sig klart, hvor farligt det her er," siger Lawrence Sheets.
Märta-Lisa Magnusson, lektor ved Center for Kaukasusstudier ved Malmø Universitet og forfatter til flere bøger om Kaukasus, er også bekymret.
"Indtil for nylig troede jeg ikke, der ville være risiko for, at de store lande ville blive indblandet i tilfælde af, at Armenien og Aserbajdsjan begyndte at ryge i totterne på hinanden igen. Men jeg er mindre sikker nu, for USA, Rusland, Tyrkiet og Iran er meget følsomme over for ændringer i den del af verden. Der er store sager på spil blandt andet kontrol med olie og gas, og ingen vil opgive deres positioner. Alle holder hinanden skak, og den her situation er skakmat," siger hun.
Uforsonligheden mellem Aserbajdsjan og Armenien går ifølge Märta-Lisa Magnusson tilbage til Sovjetunionens grundlæggelse, hvor Nagorno-Karabakh kom på aserbajdsjanske hænder, selvom den armenske del af befolkningen udgjorde næsten 95 procent. Krænkelser af menneskerettigheder har siden været slemme på begge sider, men Armenien viste sig fra sin grimmeste side, da landet under 1990ernes krig smed det aserbajdsjanske mindretal ud af Nagorno-Karabakh, mener hun.
"Armenien er den største aggressor. De armenske beboere i Nagorno-Karabakh kunne ikke have gennemført en etnisk udrensning af aserbajdsjanere uden hjælp fra Armenien. Under Sovjet begik aserbajdsjanere forholdsvis stygge angreb på armenske landsbyer i området, og så blev det tak for sidst, da Sovjet kollapsede," siger Märta-Lisa Magnusson.
Pargev Martirosyan, ærkebiskop for den armenske kirke i Nagorno-Karabakh, ser anderledes på sagen. Han har sæde i regionens kulturelle hovedstad, Shushi, som i århundreder har været religiøst centrum for de kristne armeniere. På et klippefremspring ved landevejen ind til byen står en kampvogn med et kridhvidt kors på siden som monument over armeniernes sejr over de muslimske aserbajdsjanere.
"Vi forlader ikke vores land, Nagorno-Karabakh. Vi er kristne, de er muslimer, men det er ikke et religiøst problem. Det handler om historisk land. Vi har været under sovjetternes ateistiske regime og under aserbajdsjanernes nationalistiske regime. Nu er vi frie," siger ærkebiskoppen og skyder sine buskede øjenbryn i vejret.
"Vi er klar til at have et godt forhold til Aserbajdsjan, og vi bliver nødt til at sætte os til forhandlingsbordet. Hvis aserbajdsjanerne vil komme og bo her sammen med os, hvorfor så ikke? Men vi flytter ikke," siger han og peger ud på den genopbyggede Shushi Katedral, som ligger over for bispedømmet.
Det aserbajdsjanske militær brugte kirken som våbenlager, indtil byen blev overtaget af armenierne under krigen.
"Vi beder hver dag om fred, men skal vi dø, så skal vi dø. Vi er her for at beskytte vores kirker. Vi bor her," siger han og banker pegefingeren i bordet i takt med stavelserne:
"Det vil vi gerne dø for."