Ekstremistiske, voldelige grupper som Boko Haram i Vestafrika og al-Shabaab i Nord- og Østafrika terroriserer i stigende grad det afrikanske kontinent. Fra 2000 til 2010 blev i gennemsnit 890 mennesker dræbt om året i Afrika som følge af voldelig ekstremisme. Det tal steg voldsomt til 5350 om året i perioden fra 2011 til 2016, hvor i alt 33.300 mennesker blev dræbt.
Og de ekstremistiske grupper vil få yderligere vind i sejlene i de kommende år, med mindre der kommer skub i den sociale og økonomiske udvikling i de marginaliserede fattige områder i Afrika nu.
Det konkluderer en ny rapport om voldelig ekstremisme fra FN’s udviklingsprogram, UNDP, på baggrund af den hidtil største spørgeundersøgelse blandt 495 forhenværende medlemmer af afrikanske terrorgrupper, som i går blev præsenteret ved et arrangement på Christiansborg.
Rekrutterne i de voldelige, ekstremistiske grupper kommer typisk fra fattige områder, kæmper med at finde et arbejde og har et relativt lavt uddannelsesniveau, forklarer programkoordinator for UNDP’s udviklingsprogram i Afrika, Mohamed Yahya.
”16 procent af dem har maksimalt to års uddannelse, mens 39 procent har mellem fem og 10 års uddannelse. Typisk er de mellem 17 og 26 år, når de slutter sig til grupperne, og 50 procent af rekrutterne bliver hvervet til den voldelige ekstremistiske gruppe af en personlig ven,” siger han.
Siden 2000, hvor voldelig ekstremisme primært fandtes i nordafrikanske Algeriet, har fænomenet spredt sig massivt til en række andre afrikanske lande som Nigeria, Cameroun, Libyen, Niger, Somalia og Kenya.
Og mens manglende social og økonomisk udvikling og håb for fremtiden udgør vækstgrundlaget for de voldelige grupper, er den udløsende faktor for en ung afrikaners endelige beslutning om at tilslutte sig en voldelig organisation oftest nationalt begrundet.
”7 ud af 10 svarer, at det har været en handling fra regeringens side, der har gjort udslaget,” siger Mohamed Yahya.
Det kan være en anholdelse af eller drabet på et familiemedlem eller en ven. Andre udløsende faktorer kan ifølge rapporten være ”tab af arbejde” og ”handlinger udført af en anden religiøs gruppe”.
Religionen stikker dog ikke så dybt, mener direktøren for UNDP i Afrika, Abdoulaye Mar Dieye.
”Undersøgelsen bekræfter mig i, at det her er onde forretningsmænd, der misbruger islam. Det har intet med islam at gøre. Når du spørger de tidligere medlemmer, hvorfor de meldte sig ind, så svarer en del af dem: ’for at forsvare min religion’. Men når du spørger dem, hvad deres religions budskab er, så ved de det ikke. Når du spørger, om de kan citere noget fra Koranen, svarer de nej,” siger han og tilføjer:
”Og de følte sig snydt af religionen, når de forlod de ekstremistiske grupper. De så, at det ikke havde noget med religion at gøre.”
Paradoksalt risikerer de afrikanske regeringers nuværende militære forsøg på at bekæmpe terrorgrupperne at forværre utilfredsheden med regeringerne, vurderer ekspert i sikkerhed og udvikling i Afrika ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), Signe Marie Cold-Ravnkilde. Hun henviser til det vestafrikanske land Niger, som er naboland til det Boko Haram-plagede Nigeria, og som de seneste over to år har kæmpet for at holde terrorgruppen fra døren.
”Niger har firedoblet sit militære budget for at bekæmpe Boko Haram, øget grænsekontrollen og forbudt motorcykelkørsel (for at forhindre motorcykelangreb udført af Boko Haram, red.). Men de lokale lever i høj grad af at kunne handle på tværs af grænsen, og den nuværende indsats mod Boko Haram gør det svært for dem at skabe et levegrundlag,” siger hun.
Også det internationale samfund bliver nødt til at ændre strategi fremover, hvis terrorgrupperne skal tvinges i knæ, vurderer UNDP-direktøren, Abdoulaye Mar Dieye.
”Grupperne lever højt på en giftig cocktail af fattigdom, dårlig regeringsførelse, manglende fremtidsmuligheder og lavt uddannelsesniveau. De skal fratages deres eksistensgrundlag. I mange af vores hidtidige tiltag har vi i det internationale samfund begået den fejl i alt for høj grad at arbejde sammen med og investere i staten. Nu er det lokalsamfundene, vi skal investere i. Hvis der er stærke civilsamfund, bliver regeringerne også stillet til ansvar og afkrævet god regeringsførelse,” siger han.