Prøv avisen

Voldsbølge mod kristne i Indien

Kristne flygtninge fra landsbyen Raikia i den indiske delstat Orissa opholder sig i en flygtningelejr, efter at de angiveligt var blevet overfaldet af fundamentalistiske hinduer. – Foto: Deshakalyan Chowdhury.

50 kristne er blevet dræbt, og over 30 kirker er blevet stukket i brand i den indiske delstat Orissa. Vatikanet advarer mod den voksende kristianofobi i verden

Et halvt hundrede kristne er blevet dræbt, og tusinder har søgt beskyttelse i improviserede flygtningelejre under de seneste dages forfølgelser i den indiske delstat Orissa.

Over 30 kirker er blevet vandaliseret eller er helt nedbrændt i delstaten, der ligger i det midt-østlige Indien. Hundredvis af huse ejet af kristne er blevet plyndret eller stukket i brand af af hinduistiske nationalister.

Intet tyder på, at volden er ved at klinge af. Vi frygter nye overgreb, når den afdøde swami Lakshmanananda Saraswatis aske skal bæres i procession gennem Khandamal, siger Marie-Ange Siebrecht, Indiens-ekspert ved Aid to Church in Need Hjælp til Kirken i Nød en organisation under Vatikanet, som hjælper forfulgte kristne over hele verden.

Voldsbølgen brød ud den 25. august efter mordet på swamien på grund af rygter om, at han var blevet dræbt af kristne.

Siden har en maoistisk organisation taget ansvaret for mordet; en teori som politiet støtter. Men de lokale nationalister fortsætter med at opildne befolkningen til at forfølge medlemmerne af de kristne mindretal.

De hinduistiske nationalister har også beskyldt de kristne for med penge at lokke fattige hinduer til at lade sig omvende til kristendommen.

I virkeligheden handler det om, at de kristne præster og de katolske skoler lærer deres elever, og blandt dem de kasteløse, at ethvert menneske har rettigheder. Det skaber kritik af, at de kristne underminerer det indiske kastesystem, siger Marie-Ange Siebrecht.

Den indiske premierminister, Manmohan Singh, har kaldt overgrebene for en skam over nationen, og den katolske kirkes bispekonference i Indien har opfordret den indiske centralregering til at afsætte delstatsregeringen, som blandt andet består af det nationalistiske hinduistiske parti, BJP.

De skyldige er ikke blevet anholdt. Myndighederne har nærmest været tavse tilskuere, har ærkebiskop Bernard Moras, leder af den katolske bispekonference i Karnataka-regionen, sagt.

Pave Benedikt XVI har fordømt overgrebene, men også mordet på den indiske swami. Samtidig har Vatikanet advaret generelt mod stigende overgreb mod kristne i verden.

De indiske overgreb har gjort spørgsmålet om religionsfrihed så meget mere aktuelt. Kristianofobi, eller had mod kristne, er et voksende problem i verden. Det skal bekæmpes lige så stærkt som islamofobi og antisemitisme, sagde Vatikanets udenrigsminister, ærkebiskop Dominique Mamberti, i sidste uge.

Han henviste blandt andet til, at 21 katolske missionærer blev dræbt i 2007, og at antallet af kristne i Irak, hvor ærkebiskoppen af Mossul i januar blev bortført og dræbt, er blevet halveret siden 2003. Oplysningen om de indtil nu 50 dræbte kristne indere kommer fra det Asiatiske Center for Menneskerettigheder i New Delhi,

Aid to Church in Need retter netop nu søgelyset mod Pakistan, hvor kristne lever i konstant frygt og fare. Andre farlige steder for kristne er Tyrkiet og Algeriet.

De kristnes sikkerhed i verden ser ud til at være blevet en af Vatikanets mærkesager, som pave Benedikt XVI forventes at insistere på, når han om to uger aflægger besøg i Frankrig.

bpedersenkristeligt-dagblad.dk