”Hvorfor graver I brosten op – hvad skal I bruge dem til?”. ”Hvorfor blokerer I vores gade, så vi ikke kan komme ud?”.
Spørgsmålene bliver stillet af en 70-årig kvinde til en flok sortklædte pro-demokrati-aktivister, der har blokeret en gade midt i Hongkong med orange plastickegler. Hun er vred og bliver ved med at skælde ud, mens hun slæber rundt på keglerne i et forsøg på at fjerne den afspærring af gaden, som de unge har foretaget.
Tilsyneladende er den ældre dame heller ikke bange for dem, selvom de kaster et par småting efter hende og sigter efter hendes ansigt med grønt laserlys.
”I kan da bare slå mig – tæve mig til døde, hvis det er det, I vil. Jeg er bare en bedstemor. Hvad er I for nogle mennesker?”, lyder de retoriske spørgsmål.
Den lille video er optaget og lagt på nettet af Hongkong-avisen South China Morning Post. Da reporteren spørger efter hendes navn, ryster hun på hovedet og siger: ”Hvorfor spørger du ikke i stedet de unge der, hvad de skal bruge brostenene til?”.
Denne episode vidner om, at nok er der tilsyneladende stadig bred folkelig opbakning til demonstrationerne i Hongkong, men for mange er det ved at blive for meget, når protestaktionerne går over i direkte voldelige og destruktive handlinger.
Efter at regeringschef Carrie Lam i fredags indførte maskeringsforbud, er det nærmest kammet helt over. Ikke blot var der bål og brand i gaderne i weekenden, også banker og butikker med tilknytning til Kina fik smadret ruder og inventar smidt ud på gaden.
Men det mest problematiske er måske, at den hårde kerne af demonstranter er begyndt at udøve selvtægt. Forleden gik en af aktivisterne amok og slog løs på en kinesisk ansat i finanskoncernen J.P. Morgan. Han blev omringet af flere pressefolk og aktivister, da han var på vej ind i kontorbygningen med sin frokost, og adspurgt om sin status svarede han på mandarin: ”Vi er alle kinesere.”
Så haglede slagene ned over ham. Og da en taxachauffør angiveligt kørte ind i nogle demonstranter, blev han hevet ud af bilen og tævet til bevidstløshed.
I dag er det præcis fire måneder siden, at den første store protestmarch med omkring en million deltagere fandt sted i den tidligere britiske kronkoloni. Dengang var kravet, at et lovforslag om udlevering af mistænkte kriminelle til det kinesiske fastland skulle skrottes.
Det blev det ikke, i hvert fald ikke i første omgang. Regeringschef Carrie Lam forsøgte at dæmpe gemytterne ved at undskylde og udskyde lovforslaget, men det var ikke nok. Og da nogle af protest-aktionerne i løbet af juli førte til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter, voksede kravene til nu også at omfatte uvildige undersøgelser af politibrutalitet og flere demokratiske rettigheder.
I takt med at især de unge demonstranter følte, at de blot råbte for døve øren, gik de endnu mere drastisk til værks og begyndte at sætte ind med punktangreb mod byens lufthavn og metrolinjer. Disse aktioner vækker ikke lige stor begejstring i alle dele af demokratibevægelsen. Næstformand i Hong Kong Alliance Richard Tsoi har tidligere over for Kristeligt Dagblad udtrykt bekymring over, ”hvordan det her udvikler sig”, og ”hvordan vi lige finder en løsning”.
Kommunistregeringen i Beijing har ikke overraskende reageret skarpt på de seneste voldsepisoder i Hongkong. Og selvom de fleste kineseres opfattelse af situationen i den tidligere britiske kronkoloni er præget af de statsstyrede medier, så er der i den brede befolkning ikke megen sympati at hente for hongkongernes krav om demokrati. Og de nylige billeder af smadrede kinesiske butikker og forulempelse af deres landsmænd i Hongkong gør absolut ikke sagen bedre.
Derfor spørger alle sig selv: Hvornår griber Kina ind – og hvorfor har de mon ikke gjort det for længst?
Måske er den dag rykket tættere på. I hvert fald sagde regeringschef Carrie Lam på et pressemøde i går, at hun bestemt ikke vil afvise at bede Beijing om hjælp, hvis situationen skulle komme helt ud af kontrol.
”Jeg føler stadig, at vi selv er i stand til at finde en løsning. Men hvis situationen bliver helt slem, så kan ingen muligheder udelukkes,” sagde hun ifølge nyhedsbureauet AP.
Problemet for regeringschefen er blot, at ingen længere synes at have tillid til hende – og slet ikke til, at hun kan håndtere en krise som den, Hongkong er havnet i.
Ifølge en meningsmåling foretaget af Hong Kong Public Opinion Research Institute er hendes opbakning dalet fra 63,6 procent i juli 2017 til 24,6 procent i august. Og hendes afgang er ikke længere blandt demonstranternes krav. For som flere af dem tidligere har sagt til Kristeligt Dagblad:
”Så sætter Beijing jo bare en anden marionet ind – og så er vi lige vidt.”