Prøv avisen

Vores forældre nåede det aldrig

"Vi fik 15 minutter til at pakke vores ting og forlade vores huse, resterne af vores ting blev brændt," fortæller den i dag 80-årige Ablaha Mamudov om dagene i maj 1944, da tatarerne blev fragtet i godsvogne til Usbekistan. -- Foto: Ota Tiefenböck.

Krim-tatarerne blev efter Anden Verdenskrig deporteret af Stalin til Usbekistan og drømte i mange år om at vende tilbage til deres fædreland på Krim. Nogle af dem nåede det aldrig

"Vi drømte hele tiden om at vende tilbage til Krim, men vores forældre nåede det aldrig, de døde med drømmen," siger 80-årige Ablaha Mamudov med en bevæget stemme, mens tårerne triller ned ad hans solbrændte kinder.

Tårerne passer umiddelbart ikke med den fysiske styrke og maskulinitet, han ellers udstråler, men Ablaha Mamudov er tydeligvis påvirket af sine ord og af de tanker, ordene vækker i ham.

Ablaha Mamudov er en af de mange Krim-tatarer, som efter Anden Verdenskrig blev anklaget for at samarbejde med tyskerne og deporteret af Stalin til Usbekistan. Efter Sovjetunionens opløsning fik tatarerne lov til at vende tilbage og bosætte sig på Krim igen, men tankerne om livet i eksil og de mange år med hårdt arbejde og længsel kan fortsat påvirke Ablaha Mamudov og de fleste tatarer.

"Vi fik 15 minutter til at pakke vores ting og forlade vores huse, resterne af vores ting blev brændt," fortæller Ablaha Mamudov om dagene i maj 1944, da tatarerne blev fragtet i godsvogne til Usbekistan, og tilføjer:

"Mange døde undervejs af dysenteri og malaria."

Stalin ønskede at udslette tatarerne og deres kulturelle identitet og gik grundigt til værks. De tatarer, der klarede turen, blev indkvarteret i store barakker og var i mange år tvunget til at arbejde mange timer hver dag.

"De spredte familiemedlemmer til forskellige dele af Usbekistan, så vi var nemmere at knække. Vi blev tvunget til arbejde elleve timer dagligt på en fabrik. Det gjaldt alle, der var ældre end 12 år," fortæller Ablaha Mamudov.

Han tilføjer, at usbekerne så på tatarerne med mistro på grund af den sovjetiske propaganda og historierne om tatarernes rolle under Anden Verdenskrig, der florerede rundt i befolkningen.

"De stolede ikke på os og var aggressive. De sagde, vi havde svigtet, og at vi ikke fortjente at blive behandlet godt," siger Ablaha Mamudov.

Det tog ifølge Ablaha Mamudov tatarerne mere end 10 år at blive accepteret i deres nye hjemland i Usbekistan. Ablaha Mamudov og hans familie nåede at få et forholdsvis godt liv i Usbekistan, men tanken om at vende tilbage til Krim var hele tiden en uadskillelig del af familiens hverdag. Da muligheden bød sig i 1991, var Ablama Mamudov ikke i tvivl om, at han bare skulle af sted, og han fortryder ikke sin beslutning, selvom hjemkomsten til hans fødeby, Bahchisaray, i det sydlige Krim var forbundet med store besværligheder og skuffelser.

"Vi blev mødt med mistro af den russiske befolkning på øen, som fortsat ser ned på os og opfatter os som en trussel. Vi fik ikke vores ejendomme tilbage, så i vores hus bor i dag en russisk familie, som fik huset tildelt, efter vi rejste. Vi måtte begynde forfra og bygge os et nyt hus i udkanten af byen," fortæller han med beklagelse i stemmen, men tilføjer hurtigt:

"Men vi er hjemme, og det er det vigtigste; jeg ville ønske, at mine forældre også oplevede at komme tilbage til deres fædreland. De talte ikke om andet."

udland@k.dk