Hvad er formålet med Auschwitz Museum?
"At mindes ofrene, at lære folk verden over om, hvad der skete her, at det skete og derfor kan ske igen og at bevare det oprindelige sted for den tidligere lejr."
Hvad er hovedfortællingen om Auschwitz?
"Da museet blev grundlagt af overlevende i 1947, foregik det midt i stalinismen, den hårdeste version af sovjet-kommunismen, og kommunisterne forsøgte at bruge lejren politisk i kampen mod Vesten, mens de overlevende forsøgte at fortælle deres historie. Der var ikke meget fokus på jødernes lidelser. Efter 1989 har forskellige erindringer kunnet mødes, og kompleksiteten af Auschwitz’ historie er blevet anerkendt. For nogle er det historien om det sted, hvor de mistede deres familie, for mange jøder er det vigtigste udryddelsen af jøder, for mange polakker udryddelsen af politiske fanger. Men der kæmpes ikke længere om erindringen. For os er det vigtigste at sikre, at alle minder er lige."
Hvilken rolle spiller Auschwitz i byens erindring?
"Den lokale befolkning blev udsat for enorme lidelser, jøder som ikke-jøder, og det er ikke særligt kendt. Med grundlæggelsen og udviklingen af Auschwitz indledte nazisterne en brutal bølge af fordrivelse. Først rundt om lejren, derefter i andre landsbyer. Folk, der kommer uden historisk viden, tænker ofte, at byen og lejren eksisterende relativt fredeligt side om side. Men sådan var det ikke. Nazisterne destruerede huse, røvede folks ejendom, skød folk i gaderne, sendte jøderne i ghetto og førte dem siden tilbage til byen for at myrde dem i lejren. Nazisterne ville gøre Auschwitz til en mønsterby for tyskere i Det Tredje Rige, og de byggede huse, som eksisterer i dag."
Nazisterne ændrede navnet på byen her fra Oswiecim til Auschwitz, og selvom der i dag bor 40.000 indbyggere i Oswiecim, er byen først og fremmest kendt som Auschwitz. Bliver Oswiecim nogensinde en normal by?
"Det er en normal by. Kun under krigen var det ikke en normal by. Jeg har boet her i 12 år, har min biograf, mine museer, en legeplads til mine sønner. At lede efter det unormale er kontraproduktivt. Det er en by med en fortid. Jeg kan forstå frustrationen her, når andre – også polakker – kun ser byen ud fra det perspektiv, at lejren lå her. Når folk herfra rejser rundt i Polen, og andre spørger, hvor de kommer fra, siger nogle, at de kommer fra Bierun (naboby, red.), for ingen kender Bierun, mens alle har en mening om Oswiecim. I New York har man oplevet den 11. september, man har et mindested, folk kommer for at tage billeder, men livet på Manhattan er ikke hørt op. Sådan er det også i Oswiecim. Folk har ret til at leve et normalt liv."
Jeg kunne se, at der bor folk i nogle af lejrens barakker?
"Det vil få en ende. Det er mennesker, som ikke har råd til at bo andre steder, og som flyttede tilbage hertil efter krigen. Overlevende ledte efter et sted at bo, og værelserne i SS-bygningen stod tomme. Nogle mennesker har boet her i mange år. Verden har siden forandret sig. Det, der var rimeligt i 1940’erne, er ikke rimeligt mere. Men vi smider dem ikke ud, vi venter, til de er væk, og derefter vil bygningerne indgå i museet."
Tænker beboerne over, at de bor i en koncentrationslejr?
"De bor ikke i en koncentrationslejr, de bor i et mindesmærke. Men de ved godt, hvor de bor. Forstår du, man vænner sig til ting. Det, der er chokerende for dig, fordi du kommer udefra, begynder at blive almindeligt efter en uge. Det betyder ikke, at det ikke er vigtigt, hvad der fandt sted her. Vi sidder lige nu i et tidligere SS-apotek. Jeg kunne sidde her hver dag og tænke på SS’ forbrydelser, men det er mit kontor, mit liv, jeg har mine fotos af mine børn, jeg har mit rod på bordet, som du kan se – det beklager jeg i øvrigt. Jeg kender rummets historie. Men det er ikke en lejr, det er et museum, erindring har flere lag, og det giver ikke mening blot at betragte fortiden ud fra et lag."
Hvad er den vigtigste pointe ved 75-årsdagen for befrielsen?
"At der stadig findes overlevende, der kommer 200 her til mindehøjtideligheden, og så længe vi kan, skal vi lytte til dem. Vi har en solid historisk ramme bestående af fakta og dokumenter. Men alle farverne inden for denne ramme er historierne fra de overlevende, og så længe de lever, skal vi ydmygt lytte. Jeg har stadig numre i min telefon på nogle af dem, som ikke lever længere, og jeg burde måske slette dem, men gør det ikke. De har været mine venner, og som guide har jeg kunnet ringe dem op, hvis jeg fik et spørgsmål, kun de kunne svare på. Vi ved ikke, hvor mange der er tilbage. Men tiden kommer, hvor der ikke er flere, og så vil vi aldrig kunne stille de spørgsmål igen."
Hvad er historiens vigtigste budskab til os i dag?
"At vi ikke må skille vores historiske viden fra vores moralske ansvar. Det er ikke de overlevende, der står med ansvaret, det er ikke den yngre generation, det er dig og mig. Når du går ud herfra, vil jeg ikke blot, at du har fået fortalt en historie, men at du føler dig ubehageligt til mode og tænker på dit moralske ansvar i verden."