Et år efter, at den gule bølge første gang skyllede ind over Frankrig den 17. november 2018, lever ”oprøret fra middelstanden” stadig. Hver eneste lørdag lige siden har Frankrigs hr. og fru Jensen iført sig gule trafikveste for at give deres vrede frit løb.
Tusindvis af rundkørsler er blevet blokeret af lastbilchauffører, håndværkere og hjemmehjælpere, som har holdt sig varme med termokaffe og hjemmelavede sandwich. Og centrene i de store byer er lørdag efter lørdag blevet indtaget af gule veste, ofte med voldsomme optøjer til følge.
Men de gule veste har også været et politisk eksperiment, hvor rundkørslerne er blevet til en slags moderne tingsteder for en folkelig debat uden sidestykke.
Vel er antallet af demonstranter blevet mindre. Og opbakningen bag bevægelsen, som havde 89 procent af den franske befolknings sympati, da trafikvestene indtog de første rundkørsler og motorveje for et år siden, er blevet halveret.
De krigslignende scener på Champs Elysées i Paris med pansrede køretøjer og tåger af tåregas har sat sig varige spor, og billederne af hærværk mod nationale symboler som Triumfbuen og overfald på journalister har chokeret både offentligheden og de gule veste selv.
Men ”vi er her stadig”, ”On es là”, som de gule vestes slagsang lyder. Og i dag lover de en kæmpedemonstration for at fejre etårsdagen for en revolte, der opstod på Facebook som en spontan protest mod nye grønne afgifter på diesel. 287.000 mennesker demonstrerede den 17. november 2018, og godt 2000 rundkørsler og betalingssteder på motorvejene blev blokeret.
”Hele Frankrig, alle regioner, har været ramt af krisen. Vi skal tilbage til 1700- og 1800-tallet for at finde noget tilsvarende,” skriver samtidshistoriker ved Sorbonne Universitetet Pierre Vermeren i sin bog om de gule veste, ”La France qui déclasse” (Det Frankrig, der nedgraderer).
Men hvad er det, de vil opnå med en sæson to? Dieselafgiften er forlængst blevet afskaffet. Og præsident Emmanuel Macron har lagt 75 milliarder kroner på bordet i form af især skattelettelser til de lavestlønnede og pensionisterne og et særligt løntillæg finansieret af det offentlige. Yderligere 30 milliarder kroner følger næste år til andre afgiftsnedsættelser.
”I gennemsnit har en fransk familie fået 3000 kroner mere mellem hænderne i 2019, og der følger yderligere 1500 kroner til næste år. For en lavtlønsfamilie er det et betydeligt beløb, som er blevet brugt på forbrug, og det er faktisk en af forklaringerne på den franske vækst,” konstaterer Mathieu Plane fra det økonomiske forskningsinstitut CFCE.
Men sådan opleves det ikke af de gule veste, som vil demonstrere i morgen.
”Hvilke milliarder har vi fået?”, spørger for eksempel Danielle.
Hun er en net dame på 72 år og folkepensionist i den lille by Saint-Etienne, 50 kilometer syd for Frankrigs næststørste by, Lyon. Den gamle mineby har aldrig rigtig rejst sig, efter at først minerne og derefter fabrikkerne lukkede. Selv en lørdag eftermidag er flere af butikspersiennerne rullet ned og dækket af graffiti. Til gengæld står de gule veste troligt på Folkets Plads, La Place du Peuple.
”Jo, afskaffelsen af en del af lokalskatterne har hjulpet. Men hvor meget ekstra giver det om måneden? Ikke ret meget. Det ændrer jo ikke vores liv. Og det er lige så meget mine børnebørns fremtid, jeg er bekymret for,” siger Danielle.
Som mange andre vil hun hverken fotograferes eller oplyse sit efternavn. Tilliden til medierne kan ligge på et meget lille sted.
Frédéric, 47 år, slutter sig til med en plakat, som han selv har lavet. Den ene side viser en urobetjent. På den anden side har han klæbet et billede af præsident Macron udstyret med hitler-overskæg og et billede af Føreren selv udstafferet med et hagekors og teksten ”Hitler gassede jøderne. Macron gasser sit folk”.
”Det er måske lidt overdrevet at sige, at vi har et nazistisk diktatur,” medgiver Frédéric, der er kontoransat.
”Men vi er på vej derhen i fuld fart. Og vi bliver gasset næsten hver lørdag,” siger han oprørt med henvisning til politiets brug af tåregas mod de gule veste.
Frédéric tilhører ikke de venstre- og højreekstremistiske grupper, som beviseligt har infiltreret demonstrationerne. Han var efter eget udsagn nærmest apolitisk, indtil de gule veste gav utilfredsheden et sted at udfolde sig – langt fra de fagforeninger som også opleves som en del af ”systemet”.
”For mange har de gule veste været den første erfaring med politisk mobilisering, og mange er blevet enormt chokerede over den vold, der har fundet sted under demonstrationerne. Nogen har givet op, andre er blevet mere hærdede,” siger sociolog ved universitetet i Lyon, Guillaume Gourgues, som har fulgt flere grupper af gule veste.
De krav, som i dag lyder fra de gule veste, handler især om at få præsident Macron og regeringen til at træde tilbage. Det er også det eneste, som kan få Frédéric til at pakke den gule vest sammen.
”Så får vi valg, og så må vi se, hvad der sker. Vi er bare trætte af alle dem, der skummer fløden og lever højt på strå, mens vi andre kun lige klarer os igennem,” siger han.
Under de mest voldsomme demonstrationer i Paris i foråret var målet at trænge ind i præsidentpalæet som et nu-tidigt remake af den franske revolution mod datidens politiske elite. De gule veste vil så at sige ”tage kontrollen tilbage” over demokratiet, for eksempel med mere direkte demokrati i form af folkeafstemninger. Og flere steder spirer forsøg på at udvikle nye former for lokaldemokrati, observerer Guillaume Gourgues.
”Der er en enorm appetit på nærdemokrati og direkte demokrati. Nogle forsøger nu at stille op til kommunalvalget i marts næste år for at ændre det politiske system nedefra,” siger han.
Til gengæld har de gule veste systematisk nedkæmpet ethvert forsøg på at give bevægelsen en form for struktureret ledelse, som regeringen kunne forhandle med. Enkelte, som lastvognschaufføren Eric Drouet, sygehjælperen Ingrid Levavasseur eller iværksætteren Priscillia Ludosky, er blevet en slags selvbestaltede talspersoner, men er også blevet skarpt kritiseret for at acceptere de politiske spilleregler og for eksempel at have stillet op som uafhængige kandidater ved EU-parlamentsvalget i maj.
”Frankrig tæller i dag kun nogle få tusinde virkeligt aktive gule veste,” mener Jean Garrigues, professor i samtidshistorie ved universitetet i Orléans og ekspert i politiske bevægelser.
”Emmanuel Macron har håndteret den gule krise habilt. Han har ændret stil, som man blandt andet så, da han gik på tv den 10. december sidste år og nærmest ydmygt sagde, at han ville lytte mere til almindelige mennesker. At han kørte dødt løb med Marine Le Pen ved EU-valget i foråret skyldes formentlig håndteringen af de gule veste. At lederen af National Samling alligevel var 0,9 procent foran, viser, at han ikke har vundet slaget,” siger Jean Garrigues.
Den store nationale debat, som blev lanceret af Emmanuel Macron som svar på protesterne med tusindvis af offentlige møder i forsamlingshuse, hvor franskmændene strømmede til i en slags national samtalekatarsis, har også medvirket til at tage brodden af den folkelige utilfredshed.
Og et flertal af franskmændene synes nu, det er på høje tid at gemme de gule veste væk. Men 4 ud af 10 forventer, at de vil vende tilbage igen. For grundlæggende er utilfredsheden med den politiske elite og middelklassens frygt for social marginalisering ikke forsvundet.
”De gule veste er det franske udtryk for den globale tendens til folkelig modstand mod ulighed og mod det repræsentative demokrati, som ikke opfattes som virkeligt folkestyre,” siger Jean Garrigues.
”Vi har set det for nylig i Chile og andre steder i verden, men også tidligere med Occupy Wall Street efter finanskrisen i USA og Podemos i Spanien. Overalt rejser befolkningerne sig imod det, de opfatter som et samfund i to hastigheder og et repræsentativt demokrati, som ikke længere opfattes som virkeligt demokratisk. Den tendens forsvinder ikke, heller ikke i Frankrig,” siger Jean Garrigues.
I Saint-Etienne er både Danielle og Frédéric klar til at markere årsdagen for de gule vestes ”første akt”.
”Vi er der stadig. On est là. Det er det, vi vil vise dem,” siger Frédéric.
Og det handler ikke kun om at kræve og protestere, tilføjer Danielle, hans ældre kampfælle:
”Jeg har lært mange at kende her, som jeg ellers aldrig ville have talt med. Vi er blevet venner, vi hjælper hinanden, hvis vi kan. Vi er blevet som en slags ny familie. Og vi bliver ved så længe det skal være.”