Prøv avisen

Vrede i Holland over arrestation af satiretegner

Den hollandske justitsminister, Ernst Hirsch Ballin, er blevet kaldt i samråd i parlamentet om sagen. – Foto: Hrvoje PolanAFP.

Politikere og mediefolk er rystede over anholdelsen af tegner, der anklages for at fornærme og diskriminere muslimer. De mener, der ligger politiske motiver bag, og frygter for en indskrænkning af ytringsfriheden

En hollandsk satiretegner blev forleden vækket i sin seng af 10 politibetjente, der midt om natten beslaglagde hans computer, cder, dvder og mobiltelefon og tog ham med på politistationen. Tegneren, der arbejder under pseudonymet Gregorious Nekschot, anklages for med sine tegninger at bryde hollandsk love mod diskrimination og anstiftelse af had og vold, idet han fornærmer muslimer og mennesker med en mørk hudfarve.

Politiaktionen, der efter forhøret på stationen endte med, at Nekschot sad i en celle i 30 timer, kom først frem et par dage senere, og den resulterede i en sigtelse mod tegneren for otte specifikke tegninger, der ifølge anklageren er uden for ytringsfrihedens grænser.

Arrestationen har vakt stor harme blandt politikere, mediefolk og andre tegnere, der frygter for den kunstneriske frihed i landet. Flere mener, at der bag den offentlige anklagers beslutning om at skride til anholdelse nu ligger politiske motiver.

Timingen ser alt andet end tilfældig ud, så tæt på alt røret omkring Fitna, siger Hans Mulder, der er formand for Stiftelsen Presse og Tryk med henvisning til offentliggørelsen af den højrepopulistiske politiker Geert Wilders anti-koran-film af samme navn for syv uger siden.

Det virker, som om vores politikere vil sende et signal til udlandet om, at vi godt nok havde nogle problemer med Wilders, men se lige her, hvor gode vi er til at gå i kødet på en forkert tegner, siger Mulder til avisen De Telegraaf.

Geert Wilders, der stod bag filmen, som regeringen i marts undersøgte, om den kunne stoppe, kalder arrestationen skandaløs og smagløs og beskylder den offentlige anklager for at blotte diktatoriske træk.

Holland ligner DDR, siger Wilders ifølge dagbladet Trouw.

Fra venstrefløjen i parlamentet kalder socialistpartiet SP aktionen for en reak-tion ude af proportioner, mens Hollands vicepremierminister fra det socialdemokratiske PvdA, Wouter Bos, er chokeret over, at der i tegninger, som befinder sig inden for rammerne af kunstneriske ytringer, kan findes anledning til en eventuel strafforfølgelse.

Justitsminister Ernst Hirsch Ballin fra premierminister Jan Peter Balkenendes kristeligt-demokratiske parti, CDA, er nu blevet kaldt i samråd i parlamentet om sagen, hvor han skal forklare politiets og anklagerens handlinger. Ballin afviser over for nyhedsbureauet ANP, at der i anholdelsen skulle ligge en begrænsning af ytringsfriheden i Holland, og han siger, at sagen udelukkende er et anliggende for politiet og anklageren.

En af de store kilder til undren hos politikere og lederskribenter er, at politiet først har slået til mod Nekschot nu, når de første anmeldelser mod ham kom ind i 2005. Anklagemyndigheden siger, at det har taget tre år at finde frem til tegnerens identitet, i og med at han ikke bruger sit rigtige navn. Han har dog både et forlag, en e-mailadresse og egen hjemmeside, hvor han løbende har lagt sine tegninger ud. Motiverne spænder vidt. Nogle fremstiller muslimer som truende personer med våben, andre tager profeten Muhammed under behandling, og andre igen benyttes til at kalde den hollandske hovedstad for islamsterdam med henvisning til antallet af muslimer i Amsterdam. Strafferammen for at tilskyndelse til had og diskrimination går fra en bøde på 140.000 kroner til fængsel i op til to år.

Justitsminister Ballin deler ikke forbavselsen over, at sagen først tages op nu.

Den offentlige anklager gør sit arbejde og gør det professionelt, siger ministeren til nyhedsbureauet Novum.

Selv ser Gregorius Nekschot sig som offer i et politisk spil

Jeg kan kun tolke dette i politiske termer, siger han i et interview med den hollandske radioavis, hvor han også udtrykker bekymring for, at hans rigtige identitet og adresse vil blive afsløret som følge af anholdelsen.

Det er jo ikke for ingenting, at jeg bruger pseudonym. Det er ikke volapyk, jeg producerer, jeg ved hvad konsekvenserne kunne være, siger Nekschot.

I 2004 blev Holland rystet af en fanatikers mord på filmmanden Theo van Gogh, der blev myrdet på grund af sin islamkritiske film Submission, som var lavet i samarbejde med den hollandsk-somaliske ekspolitiker Ayaan Hirsi Ali, der i samme forbindelse blev truet med at lide samme skæbne som van Gogh.

brun@kristeligt-dagblad.dk