Prøv avisen

WHO: Strålefare i Japan er lille

Evacuees hold blankets as they stand in a line to enter a temporary shelter after radiation leaked from an earthquake-damaged Fukushima nuclear reactor, in Koriyama, northeastern Japan March 12, 2011. Japanese authorities have told the U.N. ´s atomic watc Foto: Jo Yong-Hak

Risikoen for at blive syg på grund af stråling efter et radioaktivt udslip i Japan er lille, siger WHO

Verdenssundhedsorganisationen WHO siger, at risikoen for at blive syg efter den radioaktive læk fra et japansk atomkraftværk synes at være "temmelig lille", men WHO's netværk af eksperter er rede til at hjælpe, hvis de bliver bedt om det.

- I øjeblikket ser det ud til, at risikoen for den offentlige sundhed er temmelig lille. Vi forstår, at den stråling, der er sluppet ud fra værket, er en lille mængde, siger WHO's talsmand, Gregory Hartl.

Radioaktiv stråling strømmede lørdag ud fra atomværket i Fukushima, efter at en eksplosion havde revet tag og vægge af en af værkets reaktorbygninger.

Tusinder af japanere, der er blevet evakueret fra området omkring atomkraftværket, blev lørdag skannet for stråling.

Selv om Japans regering insisterer på, at strålingsniveauet er lavt, så har myndighederne evakueret et område i en radius på 20 kilometer fra atomkraftværket.

De japanske myndigheder har meddelt Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), at de forbereder sig på at uddele jodtabletter til personer, som bor i nærheden af de to atomkraftværker, der er berørt af fredagens massive jordskælv.

Jod kan beskytte mod skjoldbruskkirtelkræft, der kan være en konsekvens af radioaktiv stråling.