Prøv avisen

Hvide briter er snart i mindretal i fem britiske byer

Forretningslivet i Sparkbrook-området i Storbritanniens næststørste by, Birmingham, bærer præg af, at byen ligesom London har mange indbyggere med anden etnisk baggrund end britisk. – Foto: Daniel Leal-Olivas/AFP/Ritzau Scanpix.

I Storbritanniens næststørste by Birmingham vil hvide briter næste år ikke længere udgøre hovedparten af befolkningen. Dermed slutter Birmingham sig til London, Slough, Leicester og Luton på listen over byer, der ikke længere har hvidt britisk flertal

”Du skal være heldig for at høre en engelsk stemme. Det er ikke et særligt rart sted.”

Sådan beskriver Darryll Hills byen Luton omkring 50 kilometer nord for London. Han er godt nok født på det lokale hospital, han har drevet en pub i centrum af byen, og han hører på alle måder historisk til, men han sætter meget nødigt sine ben i Luton nu om dage.

Det er første gang siden 2015, jeg er her i byen, hvor det ikke har været arbejdsrelateret,” siger han, mens han viser rundt i det centrale Luton.

Han kunne ikke drømme om at komme her, hvis ikke han var nødt til det.

”Alle, jeg kender, undgår Luton. Hvis de skal handle, kører de til andre byer.”

Darryll Hills er et typisk eksempel på det, man på engelsk kalder White Flight; når hvide mennesker flytter ud af byer eller specifikke byområder. Samtidig flytter personer med anden etnisk baggrund end britisk til områderne. I Lutons tilfælde betyder det, at man sammen med Slough lidt vest for London og Leicester omkring 160 kilometer nord for London blev de tre første britiske byer ud over hovedstaden London, hvor hvide briter nu udgør under halvdelen af befolkningen.

London har i mange år været en by, hvor hvide briter ikke var i flertal. Ved folketællingen i 2011 var der 44 procent hvide briter i hovedstaden, og intet peger på, at det tal er steget siden.

Og næste år kommer Storbritanniens næststørste by, Birmingham, i samme situation, at under halvdelen af indbyggerne er hvide briter.

En rapport fra Birminghams rådhus advarede i 2018 om, at byen er opdelt i stigende grad. Der stod også, at der bor mennesker fra næsten 200 forskellige lande i byen, og at op mod 50.000 af byens 1,2 millioner indbyggere ikke taler engelsk.

I Luton har gadebilledet også ændret sig de seneste 20 år. Mange kædebutikker er væk, og man ser i stedet flere Poundstores og 99-pence-shops. Butikker, hvor alt koster et pund eller mindre. Kæder som Debenhams og Marks and Spencer er i færd med at lukke deres butikker i byen og i stedet satse på andre byer.

”Jeg og folk, jeg kender, vil ikke herind, fordi vi ikke kan lide at være her. Vi vil gerne undgå banderne herinde,” siger Hills.

Luton har som hovedstaden London problemer med bandekriminalitet. Overfald og knivstikkerier er ikke unormalt, og i 2018 var der sågar et voldsomt slagsmål med macheter, hvor bander stødte sammen i byens centrale indkøbscenter. Alt sammen fanget på video af overvågningskameraer. En blev alvorligt såret.

Om det er den demografiske udvikling eller ej, der har gjort det, så har Luton i hvert fald været centrum for spændinger mellem hvide briter og folk med anden etnisk baggrund, der er kommet til byen eller er født her som anden- eller tredjegeneration.

Dem, der bliver mest vrede over udviklingen, er som regel mennesker i den hvide arbejderklasse.

Den antiislamiske bevægelse English Defence League har sit udspring i Luton, hvor grundlæggeren og leder, til han forlod gruppen i 2013, Tommy Robinson er født og opvokset.

Bevægelsen begyndte som en vred reaktion mod islamister, der demonstrerede mod hjemvendte britiske soldater i 2009.

En række af de islamistiske terrorangreb i Storbritannien har forbindelser til Luton. Blandt andet det voldsomme firedobbelte angreb mod tre undergrundstog og en bus i 2005, hvor 52 uskyldige mennesker blev dræbt i London.

Demografiudviklingen i de britiske byer har utvivlsomt været medvirkende til opblomstringen af English Defence League og et parti som Ukip, men bekymringen er ikke noget, man kun finder på højrefløjen.

Trevor Philips er tidligere kommissær for ligestilling i Storbritannien. Han er sort og er selv født i den tidligere koloni Guyana i Sydamerika. Han er Labour-mand. Men han er de senere år blevet meget skeptisk over for de parallelsamfund, man ser udvikle sig i Storbritannien. Kristeligt Dagblad mødte ham for tre år siden, og her fortalte han, at han er kritisk over for, at dele af det muslimske samfund isolerer sig og ifølge en række undersøgelser helst vil leve efter egne – islamiske – regler og love.

”Når du har et samfund, hvor 1 ud af 10 – og på sigt 1 ud af 5 – ikke accepterer de basale værdier i et samfund, så er du i en kulturkrig,” sagde Philips.

Når Darryll Hills påpeger de problemer, som Trevor Philips påpeger, føler han ofte, at han bliver udråbt til racist af politiske modstandere.

”Man kan ikke være hvid britisk mand og sige, at man ikke vil et sted hen, fordi man ikke kan lide stedet, uden at blive kaldt racist,” siger Darryll Hills, mens han kigger rundt i det centrale Luton, han i mange år var en del af, og ser opgivende ud.

For han har svært ved at genkende det, han står midt i. Og derfor har hans løsning været at trække sig fra byen. Og mange har som ham altså valgt at gøre det samme. Og hvis han møder nye mennesker, der spørger ham, hvor han er fra, så er svaret også et andet end for 10-20 år siden.

”Alle kender Luton, så jeg siger, at jeg er fra tæt på Luton. Jeg siger ikke, at jeg er fra Luton,” siger Darryll Hills.