Selvom det er over fire og et halvt år siden, kan Husna al-Ibrahim ikke glemme dagen, da Islamisk Stats krigere rykkede ind i Sinjar-regionen i det nordlige Irak, hvor jihadisterne spredte frygt og rædsel, mens de nærmede sig hendes landsby.
”Klokken var syv om morgenen, da min onkel vækkede os og sagde, at vi var nødt til at tage af sted med det samme. En slægtning fra en anden landsby tættere på Mosul havde ringet til ham og sagt, at IS var på vej,” fortæller den nu 17-årige pige fra det religiøse yazidi-mindretal.
Husna al-Ibrahim og hendes familie var så heldige, at de slap væk uden at møde IS-kontrolposter på vejen. Så heldige var mange af deres trosfæller ikke. Ifølge FN’s opgørelser blev flere end 5000 yazidier massakreret af IS i de dage. Hun husker tydeligt, at ”hele regionen blev omringet, og bortset fra bjergene var der ingen andre steder at søge hen”. Da deres bil stoppede på et hjørne af en stenet vej, blev Husnas forvirring forvandlet til panik over at se hundredvis af andre familier fanget der.
De syv dages frygt, tørst og sult, der fulgte efter, var et mareridt for alle de yazidier, der rømmede deres landsbyer, da Islamisk Stat rykkede ind i Sinjar den 3. august 2014. Før de kurdiske peshmerga-soldater fik åbnet en flugtvej, var mange af de ældre yazidiere, der ikke kunne klare de høje temperaturer på over 38 grader, døde på Sinjar-bjerget, hvor de havde søgt tilflugt.
”Min største frygt var at miste min mormor. Hun er som en mor for mig,” fortæller Husna al-Ibrahim, som mistede sin mor, da hun var helt lille, mens faderen allerede døde, inden hun blev født.
”Min mor døde, før jeg kan huske noget. Så jeg har lært at tilpasse mig, og der er intet, der kan slå mig ud.”
Men minderne om de første dage på flugt får Husnas hjerte til at slå hurtigt.
”Så hurtigt, at jeg kan høre det inde i mit hoved,” som hun siger.
I dag har noget så simpelt som et sæt boksehandsker givet hende nyt mod på livet. Sammen med 11 andre yazidi-piger går hun en time om dagen til boksning her i Rwanga-lejren, en af de 25 lejre i Dahuk-provinsen i den kurdiske del af Irak, som huser omkring 15.000 internt fordrevne flygtninge. De kalder sig boksesøstrene. For Husna al-Ibrahim, der altid har været vild med sport og var på skolens basketballhold hjemme i landsbyen, er træningen noget helt særligt, nu da hun bor i en container i lejren sammen sin søster, mormor, onkel, tante og flere andre familiemedlemmer.
”Det er ikke kun en fysisk aktivitet. Træningen lærer os, hvordan vi forsvarer os selv uden våben, og hvordan vi slipper af med vores frygt,” fortæller hun.
Langt de fleste af lejrens beboere har haft IS-grusomhederne tæt inde på livet, og mange er traumatiserede af overgreb, voldtægter eller af at have mistet deres kære på brutal vis. I et hjørne af lejren bliver en af de små containere hver dag forvandlet til en træningssal. Det er den britiske ngo Lotus Flower, som tilbyder boksetræningen for at hjælpe pigerne med at lægge traumerne bag sig, få fornyet selvtillid og kunne forsvare sig selv. Og bokseholdet er så populært, at yderligere 40 piger nu har meldt sig for at deltage i træningen, der lige så meget handler om fysisk som mental styrke.
”Jeg føler mig sikker og støttet, når jeg er sammen med de andre. Vi har været igennem lignende genvordigheder, og det knytter os tæt sammen, nærmest som søstre. Det minder os om, hvordan det var at have et hjem,” siger Husna al-Ibrahim, mens flere af hendes ”boksesøstre” nikker.
Træningen bliver ledet af en mandlig kickbokser fra nærområdet, men det er planen, at kvinderne i længden selv skal stå for undervisningen. Cathy Brown, en professionel britisk bokser og kognitiv terapeut, har været på besøg i lejren og undervist nogle få udvalgte deltagere som Husna al-Ibrahim, som så skal videregive deres færdigheder til andre kvinder i Rwanga. Ligesom mange af de unge yazidi-kvinder har Cathy Brown selv været udsat for seksuel vold, og boksningen hjalp hende med at finde en indre styrke, da sporten hjælper med at få afløb for vrede og frustrationer. Og Husna er begejstret.
”Det er alletiders mulighed for at gøre noget, jeg er vild med, og samtidig hjælpe andre. Boksning hjælper mine holdkammerater og mig til at få vores selvtillid tilbage. Vi kan nu fokusere på vores fremtid frem for på fortiden. Jeg ønsker at dele det med de andre piger,” siger hun.
Husna al-Ibrahim fortæller, at det at vokse op uden forældre har gjort hende selvstændig og lært hende at klare livets udfordringer, men ”at lære sådan en kraftfuld sport har forstærket ikke bare det, men også gjort mig i stand til at hjælpe de andre piger”.
Blandt Husnas holdkammerater er der kvinder, der har været holdt i fangenskab af IS. Men tingene har ændret sig i de snart fem år, der er gået, siden de først kom forskræmte til lejren. De har fundet et fællesskab og nægter i dag at være ofre. Og det er det, boksetræningen kan, forklarer Lotus Flowers’ regionale leder, Vian Ahmed.
”Hele regionens sociale sammehold er ødelagt, og mange frygter at vende hjem igen. At genopbygge veje og bygninger er forholdsvis nemt. Den helt store udfordring bliver at genskabe de brudte bånd i lokalsamfundene. Boksesøstrene gør sig ingen illusioner om at kunne bruge deres bare næver mod bevæbnede barbarer. Men sporten hjælper dem med at få et søsterskab, som kan få deres frygt til at forsvinde og agere som et team,” siger hun.
Husna al-Ibrahims mormor drømmer om at vende tilbage til landsbyen og sine forfædres hjem. For hendes onkel og tante føles livet i flygtningelejren som én lang ubønhørlig limbo, men de tør ikke vende hjem, da husene er ødelagte, kvæget stjålet og markerne brændt ned. Husna selv har en drøm om at deltage i internationale bokseturneringer og fortsætte med at studere, så hun kan blive læge:
”Derefter vil jeg vende tilbage for at hjælpe mit samfund og alle i nød, uanset hvilken race, religion eller køn de har.”
Oversat fra engelsk af Translated by Us