Prøv avisen

Yazidierne er blevet brikker i et magtpolitisk spil i Irak

Azad Asmail dyrker figner på sin farm. Han kan kun sælge fignerne lokalt, da de beskattes hårdt, hvis de transporteres til det kurdiske selvstyre, hvor de kan sælges til en højere pris. Organisationen Human Rights Watch har undersøgt forholdene ved grænseovergangene og mener, at yazidierne siden 2014 har været underlagt økonomisk blokade. – Foto: Tore Rørbæk

Yazidierne i og omkring Sinjar føler sig i stigende grad presset af Iraks kurdiske selvstyre, blandt andet i form af høje skatter. Forsker påpeger, at folkeafstemningen om kurdisk uafhængighed fra Irak for tre uger siden var del af en større strategi for at annektere Sinjar under det kurdiske selvstyre

Azad Asmail er lige omkring de 60 år. Han ved ikke præcis, hvor gammel han er. Det betyder ikke så meget blandt hans generation af yazidier her i Sinjar:

”Det, der betyder noget for os her på egnen, er, hvordan man kom igennem tiden efter den 3. august 2014. Heldigvis overlevede hele min familie.”

Azad Asmail refererer til det angreb, som Islamisk Stat i samarbejde med de arabiske landsbyer syd for det store Sinjar-bjerg i Iraks nordvestlige hjørne satte ind en tidlig augustmorgen for tre år siden. Angrebet endte i et FN-erkendt folkedrab på over 3000 yazidier og bortførelsen af tusinder af yazidi-kvinder, da de kurdiske peshmerga-soldater, der var sat til at forsvare området, blev evakueret.

”Det er der ingen her, der glemmer. Lige meget hvad de gør,” fortæller han.

Sinjar var før angrebet hjemsted for størstedelen af Iraks yazidi-mindretal, hvis årtusindgamle religion har elementer fra både jødedom, kristendom og islam, og som opfattes som vantro djævletilbedere af IS.

Azad Asmail søgte ligesom de fleste andre yazidier tilflugt på det store Sinjar-bjerg. Herfra blev han og de fleste andre evakueret af tyrkisk-kurdiske PKK-styrker i samarbejde med den syrisk-kurdiske YPG-milits. PKK vandt efterfølgende stor popularitet blandt yazidierne og har siden lavet en milits af yazidier. De strides med Irakisk Kurdistans selvstyreregering KRG, der i forvejen konkurrerede med den irakiske regering i Bagdad om kontrol med området.

Disse konflikter har gjort livet endnu hårdere for folk som Azad Asmail, blandt andet fordi KRG ifølge flere rapporter bruger intimiderende metoder for at vinde kontrol med et Sinjar, som bebos af en yazidi-befolkning, der efter folkedrabet i 2014 ikke er dem venligt stemt.

I dag er det tre uger siden, at Irakisk Kurdistan holdt en omstridt folkeafstemning om løsrivelse fra Irak, også i Sinjar og andre områder, som kurderne har indtaget i krigen mod IS. Ifølge KRG’s egne tal stemte 92 procent for kurdisk uafhængighed, men Azad Asmail deltog ikke afstemningen, og han kan ikke forestille sig, at der nogen yazidier på egnen, foruden dem, der er på KRG’s lønningslister, som stemte.

”Det er kun dem, de kan købe med titler og penge, som stemmer for dem,” som han siger.

Forsker ved University of Chicago, Matthew Barber, har modtaget adskillige meldinger om trusler og intimidering af yazidier.

”Indberetningerne kommer fortrinsvis fra flygtningelejre i Kurdistan, hvor flertallet af Sinjars yazidier har opholdt sig efter folkedrabet i 2014,” fortæller han.

Ifølge Barber er der blevet spredt rygter i lejrene om, at de, der ikke stemte, ville blive smidt ud af Irakisk Kurdistan.

”Stemmerne blev afgivet i kuverter med flygtningenes navne på, således at der kunne holdes opsyn med, hvem der stemte,” siger han.

Et besøg i flygtningelejren Bajid Kandal, der ligger på hovedvejen til Sinjar på KRG’s territorium, støtter den amerikanske forskers indtryk af afstemningen. Ingen vil stå frem med navn, men alle fortæller de, at det var deres klare opfattelse, at hvis ikke de stemte, ville de blive smidt ud af lejren. En besked, der ifølge flygtningene blev overbragt af en kurdisk peshmerga-officer.

Det er ifølge Matthew Barber et tegn på, at kurderne i dag gør brug af lignende ”intimiderende metoder, de selv har været udsat for” under Saddam Hussains styre.

I et indlæg på hjemmesiden Joshualandis.com konkluderer han, at ”afstemningen ikke bare handler om kurdisk uafhængighed, men at den tjener som et figenblad for at tilrane sig minoriteters land, som ikke allerede er underlagt det kurdiske selvstyre”.

Human Rights Watch (HRW) har dokumenteret, hvordan ngo’ers arbejde med at bringe fornødenheder til Sinjar forhales og obstrueres. Ifølge menneskerettighedsorganisationen er Sinjar tilmed blevet underlagt en økonomisk blokade af KRG, der gør import af byggematerialer og en lang række andre varer næsten umulig, samtidig med at eksport til det kurdiske selvstyre bliver hårdt beskattet.

På Azad Asmails lille støvede landbrug for foden af det store Sinjar-bjerg dyrkes der figner, peberfrugter og tomater. Dem må han sælge på det lokale marked, selvom prisen er meget bedre i Irakisk Kurdistan. Sammen med nabogårdene har han en større fåreflok, men når fårene skal sælges til slagtning i KRG, beskattes de med 16.000 irakiske dinarer stykket, svarende til 87 kroner.

”Hvis der dør så meget som et enkelt får under transporten, så giver det underskud,” fortæller han.

Mere end tre år efter Islamisk Stats ødelæggende angreb er genopbygningen næsten ingen vegne nået, og det er stadig småt med helt basale services såsom strøm. ”Sommetider tænker jeg, at de slet ikke vil have, at yazidierne vender tilbage hertil,” lyder det fra Azad Asmail.

I maj i år blev den sidste halvdel af Sinjar befriet fra IS. Befrierne var fra den primært shia-muslimske og iransk-støttede milits Hashd al-Shaabi, som ikke vil give afkald på det befriede område. Således er Sinjar nu delt mellem tre stridende parter.

En tur syd om Sinjar-bjerget til frontlinjen mellem peshmerga-styrkerne og Hashd al-Shaabi ved byen Tal Kasab, afslører en absurd realitet. Mændene i peshmerga-uniformer, der bemander maskingeværerne bag volden og sandsækkene, er alle yazidier. På den anden side ligger Hashd al-Shaabis soldater. De er også yazidier. For alle konfliktens parter har indrulleret yazidier blandt deres væbnede styrker.

Officeren ved frontafsnittet vil kun udtale sig på betingelse af anonymitet. Han ærgrer sig over, at peshmergaerne ikke fik grønt lys af amerikanerne til at indtage de områder, som Hashd al-Shaabi nu kontrollerer. Det har plaget de yazidier, som har boet i de nu befriede landsbyer på den anden side af jordvoldene, at IS kontrollerede deres landsbyer, og de ikke kunne vende hjem. Derfor deserterede de fra peshmerga og sluttede sig til shia-militsen. HRW har efterfølgende dokumenteret, at familierne til disse yazidier er blevet smidt ud fra Irakisk Kurdistan.

Det er i det hele taget svært at bevæge sig ret mange meter i Sinjar uden at støde på en kontrolpost.

Azad Asmails landbrug giver ham mad på bordet, men som han siger ”er det svært at finde andre måder tjene penge på end at melde sig under de stridende parters faner. Det eneste lønnede job her i Sinjar er i militæruniform”.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den kurdiske selvstyreregering.

En yazidi i peshmerga-uniform ses her ved frontlinjen til shia-militsen Hashd al-Shaabi syd for Sinjar. En dukke er sat op på den anden side af sandsækkene. I ingenmandsland, midt mellem frontlinjerne, har man fundet en massegrav med knogler fra folkedrabet på yazidierne i 2014, men de stridende parter kan ikke blive enige om, hvem der skal undersøge massegraven. – Foto: Tore Rørbæk