Yderligere to områder i Kina melder om smitteudbrud

Kinas mest alvorlige udbrud af coronasmitte i flere måneder har spredt sig til yderligere to regioner i landet.

Deriblandt til Chongqing-området med 31 millioner indbyggere.

Det oplyser Kinas Nationale Sundhedskommission lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

I alt er der registreret 55 nye smittetilfælde i Chongqing og i provinsen Fujian.

Det er uendeligt få tilfælde sammenlignet med de fleste andre lande og især i forhold til Kinas befolkningstal.

Ikke desto mindre har et statsligt medie kaldt udbruddet for det mest omfattende siden Wuhan, hvor verdens første covid-19-tilfælde blev registreret for godt halvandet år siden.

Avisen Global Times citerer dog eksperter for, at udbruddet menes at være i den tidlige fase og sandsynligvis stadig kan bringes under kontrol.

I forvejen er der meldt om udbrud af den ekstra smitsomme Delta-variant i fire andre provinser samt i hovedstaden Beijing.

Udbruddet har tilsyneladende sin oprindelse i byen Nanjing. Her blev der 20. juli opdaget et nyt smittetilfælde i byens lufthavn.

Siden er næsten 200 personer blevet smittet i Nanjing. Ifølge lokale medier er alle flyafgange fra byen sat på pause indtil 11. august. Det skriver BBC.

Syv af de smittede personer er i kritisk tilstand.

Myndighederne er begyndt at teste folk for covid-19, og den opgave slutter først, når alle 9,3 millioner indbyggere er testet, skriver nyhedsbureauet Xinhua.

Folk bliver opfordret til at bruge mundbind, stå med mindst en meters afstand og undlade at tale sammen, mens de venter på at blive testet.

Ifølge byens sundhedsmyndigheder er det Delta-varianten, der er årsag til smittetilfældene.

En sundhedsmedarbejder i Nanjing oplyser ifølge BBC, at tilfældene er knyttet til rengøringsfolk, som arbejdede på et fly fra Rusland, der ankom til Nanjing 10. juli.

Ifølge Xinhua havde rengøringsfolkene undladt at følge "strikse" hygiejnetiltag.

/ritzau/