Prøv avisen

Yemen-forhandlinger brød sammen inden start

En ung demonstrant i Yemen deltager mod stigende inflation og leveomkostninger i Yemens næststørste by, Aden, lørdag - samme dag som forhandlingerne måtte opgives i denne omgang. Foto: Saleh Al-Obeidi/Ritzau Scanpix

Manglende garantier får Yemens oprørere til at blive væk fra FN-ledede fredsforhandlinger i Genève.

De FN-ledede fredsforhandlinger om krigen i Yemen er efter alt at dømme kollapset, inden de overhovedet var begyndt.

Siden torsdag har repræsentanter for Yemens regering og FN's særlige udsending, Martin Griffiths, ventet på, at houthi-oprørernes delegation sluttede sig til forhandlingerne i den schweiziske by Genève.

Men lørdag står det klart, at oprørernes delegation ikke kommer.

De forklarer, at de ikke kan komme, fordi de ikke har fået garanti for en sikker tilbagevenden til Yemen.

FN-udsendingen er lørdag varsom med at placere skylden for de mislykkede forhandlinger.

- Det er ikke første gang, at vi oplever vanskeligheder i en yemenitisk sammenhæng. At kritisere den ene eller den anden side hjælper ikke Yemen, siger Griffith på en pressekonference.

- De ville gerne have været her, og vi gjorde ikke forholdene tilstrækkeligt rigtige til, at de kunne komme, tilføjer han.

Forhandlingerne skulle have været de første i næsten tre år mellem Yemens stridende parter.

Omkring 10.000 mennesker er blevet dræbt, siden den saudiskledede koalition gik ind i konflikten i Yemen i marts 2015.

Hjælpeorganisationer siger, at 8,4 millioner mennesker i Yemen er på kanten af sult. FN har betegnet situationen i landet som verdens værste humanitære krise.

/ritzau/AP