Yngre konservative amerikanere er lorne ved Trump

Donald Trump slår skår i det konservative USA og sætter især yngre republikaneres loyalitet på prøve. Nogle vender partiet ryggen på grund af kandidaten. Andre vil alligevel stemme på Trump, selvom han ikke er den perfekte kandidat, som en yngre republikaner i Californien siger

Blandt yngre republikanere hersker der modvilje mod deres partis præsidentkandidat, Donald Trump, men foragten for hans demokratiske modkandidat, Hillary Clinton, er endnu større.
Blandt yngre republikanere hersker der modvilje mod deres partis præsidentkandidat, Donald Trump, men foragten for hans demokratiske modkandidat, Hillary Clinton, er endnu større. . Foto: Lucy Nicholson/Reuters/Scanpix.

Silver Lake-nabolaget i Los Angeles er så trendy, at det økonomiske magasin Forbes har kåret det til ”USA’s bedste hipster-nabolag”. Her er alt, hvad en moderne, progressiv storbyboheme kan drømme om: fikse cocktailbarer, minimalistiske designbutikker og hippe barbersaloner. Det er, politisk set, en demokratisk højborg.

Silver Lakes smarteste kaffebar, Intelligentsia Coffee, kan derfor umiddelbart synes et aparte sted at søge svar på, hvad den yngre generation af republikanere, der repræsenterer partiets fremtid, synes om den omstridte præsidentkandidat Donald Trump. Men de tre konservative amerikanere, som Kristeligt Dagblad har sat stævne her, er vant til at stikke ud.

”Vi yngre konservative føler os meget alene. Vi er en politisk minoritet, der konstant skal forsvare vores politiske holdninger over for vores jævnaldrende, og vi hører heller ikke til blandt de vrede og bitre ældre grupper af republikanske vælgere,” forklarer den 40-årige Joe Moore, der arbejder som kampagnemedarbejder for en republikansk lokalpolitiker.

Mens Donald Trump har rystet Det Republikanske Parti i sin grundvold med sin uortodokse valgkampagne, melder spørgsmålet sig, om han med sine udfald mod blandt andet minoriteter, indvandrere og kvinder vil koste partiet en generation af vælgere, som ikke kan identificere sig med den vrede, som præsidentkandidaten repræsenterer. Ifølge en meningsmåling fra USA Today/Rock the Vote bakker kun 20 procent af vælgere under 35 år op om Donald Trump. Til sammenligning stemte 40 procent i samme aldersgruppe på den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney for fire år siden.

Jim Hughes vil stemme blankt ved valget.
Jim Hughes vil stemme blankt ved valget.

Blandt de yngre vælgere, der tager afstand fra Donald Trump, er arkitekt og designer Jim Hughes. Han har har stemt republikansk hele sit voksenliv, men har nu meldt sig ud af partiet i protest mod byggematadorens præsidentkandidatur.

”Jeg mener, at det er forkasteligt og fuldstændig uforsvarligt, at han er del af partiet – for slet ikke at tale om, at vi har gjort ham til præsidentkandidat. Tænk, at det er lykkedes os at finde en endnu større løgner end Hillary Clinton. Der er nogle mennesker, som ganske enkelt er uacceptable, og Trump er iblandt dem,” siger Jim Hughes.

Han vil stemme blankt ved præsidentvalget den 8. november og kun overveje at få et medlemskort igen, hvis Republikanerne – som han udtrykker det – frigør sig fra ”galningene”.

”Vi er nødt til at udrydde den skingerskøre fløj,” mener Jim Hughes.

Hans kammerat Joe Moore er enig, men har ikke desto mindre besluttet sig for at stemme på Donald Trump.

”Hvis vi skulle være ideologisk rene hele tiden, ville vi under Anden Verdenskrig have holdt os for næsen og bare ladet Adolf Hitler og Josef Stalin bekrige hinanden indtil dommedag. Men på et tidspunkt var vi nødt til at alliere os med en massemorder for at bekæmpe en anden massemorder. På sammen måde føler jeg mig nødsaget til at stemme på Trump for at forhindre, at en værre kandidat – Hillary Clinton – vinder. Jeg håber, at Trump vil nedtone sine angreb på indvandrere og muslimer, i takt med at valgkampen skrider frem,” forklarer han.

Joe Moore lægger vægt på, at den næste præsident vil få mulighed for at udpege mindst én højesteretsdommer og dermed blive i stand til at dreje den overordentligt indflydelseserige domstol, der lige nu ideologisk er delt lige over midten, til venstre eller til højre.

Joe Moore ved ikke, hvad Trump vil gøre som præsident.
Joe Moore ved ikke, hvad Trump vil gøre som præsident.

”Vi ved stadig ikke, hvad Trump vil gøre som præsident. Men vi ved præcis, hvad Clinton vil gøre: Hun vil indsætte venstreorienterede ideologer i højesteret,” siger han.

Der er imidlertid også yngre vælgere, der mere eller mindre betingelsesløst støtter Donald Trump. Blandt dem er den 34-årige Bijal Chhadva, der også er dukket op til snakken med Kristeligt Dagblad på kaffebaren.

”Det er vigtigt for mig at stemme på en kandidat, som vil være god for USA’s økonomi. Jeg mener, at Donald Trump er en af de få politikere, som ikke er til salg for penge. Han kan træffe de rigtige valg uden at skulle stå til ansvar over for særgrupper. Han er ikke en perfekt kandidat, men han appellerer til de af os, der er træt af, at der ingenting sker i Washington,” siger Bijal Chaadva, der arbejder med software og ejendomsinvestering.

Både Bijal Chhadva, Joe Moore og Jim Hughes betegner sig som socialt konservative, men ikke religiøse. Dermed repræsenterer de en af Republikanernes store udfordringer i en tid, hvor den højrereligiøse alliance, som partiet har været afhængig af de seneste par årtier, svækkes blandt andet på grund af den demografiske udvikling i USA.

”Værdipolitik er vigtig, fordi det ofte har at gøre med familien, og hvis ikke familien fungerer, så er staten nødt til at træde til. Men de traditionelle sociale værdikampe, som Republikanerne sammen med de højrekristne har ført i årtier, er et overstået kapitel,” siger Joe Moore.

Jim Hughes hæfter sig ved, at fremtrædende evangeli- kale ledere som Jerry Falwell Jr. bakker op om Donald Trump.

Bijal Chhadva på 34 år mener, at Trump langtfra er den perfekte kandidat, men han vil alligevel stemme på ham til november, fordi ”Donald Trump er en af de få politikere, som ikke er til salg for penge.”
Bijal Chhadva på 34 år mener, at Trump langtfra er den perfekte kandidat, men han vil alligevel stemme på ham til november, fordi ”Donald Trump er en af de få politikere, som ikke er til salg for penge.” Foto: Privatfoto

”Donald Trump er den mest amoralske, uetiske person, som du overhovedet kan finde. Den kendsgerning, at evangelikale spydspidser bakker op om ham, efter at de i årevis har fordømt Bill Clinton som en løgner og kvindebedårer, beviser for mig, at den højrekristne bevægelse er en vittighed,” siger han med henvisning til den tidligere demokratiske præsident, der er gift med Demokraternes præsidentkandidat.

Trods sin store modvilje mod Donald Trump er Jim Hughes, ligesom sine to republikanske kammerater, overbevist om, at den omstridte ejendomsmatador bliver USA’s næste præsident.

”Donald Trump vil vinde, fordi præsidentvalget i sidste ende altid er en popularitetskonkurrence, og Clinton er alt, alt for upopulær. Og der er en ægte og legitim vrede i den amerikanske befolkning. Men Trump er en falsk og farlig profet. Jeg troede, at vi efter otte år med en charlatan som Barack Obama i Det Hvide Hus ville vælge en statsmand. I stedet har vi som folk politisk og kulturelt atter mistet vores greb om virkeligheden,” siger Jim Hughes.