Det står i paragraf 67: ”Borgerne er garanteret ytrings-frihed, pressefrihed og frihed til at forsamles, demonstrere og danne foreninger. Staten skal sikre den frie aktivitet for demokratiske politiske partier og sociale organisationer.” Så der burde ikke være noget at rafle om. Ytringsfriheden er garanteret i henhold til forfatningen.
Problemet er blot, at der er tale om paragraf 67 i den nordkoreanske forfatning, som landets diktator Kim Jong-un fortolker og forvalter efter eget forgodtbefindende. Ingen menneskerettigheds-organisation med respekt for sig selv vil hævde, at Nordkorea er i nærheden af at have ytringsfrihed.
Nordkorea er i den henseende blot et ud af utallige lande, som skriver ét i deres forfatninger, men gør noget helt andet i praksis. I et kapitel af bogen ”The Free Speech Century” (Den fri tales århundrede), der udkom kort før jul sidste år, skriver Tom Ginsburg, professor ved University of Chicago med speciale i forfatningsret og menneskerettigheder, at stort set alle forfatninger indeholder en bestemmelse om retten til ytringsfrihed.
Ifølge Tom Ginsburgs forskning sikrer 99 procent af alle de forfatninger, der er kommet til efter 1990, retten til ytringsfrihed. Ytringsfrihed nævnes hyppigere i nutidens forfatninger end rettigheder som retten til liv, retten til religionsfrihed, retten til at forsamle sig eller danne foreninger. I det hele taget anses ytringsfrihed for så vigtig, at selv lande, der ikke har nogen som helst hensigt om at levere den til deres borgere, gør et nummer ud af at hykle opbakning til idéen, understreger han.
”Meninger og tilkendegivelser er magtfulde og centrale fænomener i alle samfund. Derfor forsøger alle regeringer at forme og kanalisere ytringerne til deres fordel i det omfang, de kan. Men ingen ønsker at indrømme det, og derfor ser vi selv brutale diktaturer hævde, at der er ytringsfrihed. I hvert fald er alle frie til at udtrykke deres begejstring for deres afholdte leder,” skriver Tom Ginsburg i en e-mail til Kristeligt Dagblad.
Formuleringer om ytringsfrihed er blevet stadig mere populære op gennem historien. Før 1900 havde kun 71 procent af alle nye forfatninger en bestemmelse om ytringsfrihed. Efter 1990 har 99 procent af alle nye forfatninger – 164 i alt – som nævnt en bestemmelse om ytringsfrihed.
David Andersen er videnskabelig assistent ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i menneskerettigheder, magt og demokrati. Han peger på, at interessen for at skrive ytringsfriheden ind i forfatningerne følger i slipstrømmen på det store fokus, der har været på at indføre demokrati efter Berlinmurens fald.
”Efter Murens fald er demokrati blevet en kapital, som enhver politisk leder slår sig op på. Man er nødt til at sige, at man går ind for demokrati, hvis man vil fremstå som en legitim leder. Og ytringsfriheden opfattes som tæt forbundet med demokratiet. Det er en del af pakken, hvis man vil opfattes som demokrat,” siger han.
I stedet for at forbyde ytringsfriheden generelt gør mange magthavere derfor i stedet det, at de forbyder konkrete foreninger eller gør det vanskeligt at mødes i større forsamlinger i det hele taget.
”I stedet for at knægte ytringsfriheden generelt kan man slå ned på retten til at danne specifikke foreninger. Det er formentlig også derfor, at vi ser, at retten til forsamlings- og foreningsfrihed er mindre udbredt i forfatningerne. Så kan politiske ledere henføre sig til, at det ikke er ytringsfriheden som sådan, de efterstræber, men alene konkrete problematiske sammenslutninger,” siger David Andersen.
De mange paragraffer om ytringsfrihed står i grel modsætning til de faktiske vilkår i flertallet af verdens lande. Ifølge den amerikanske organisation Freedom House, der måler graden af ytringsfrihed og demokrati over hele verden, levede kun 13 procent af verdens befolkning i 2018 i et land med en fri presse. Næs-ten halvdelen af verdens befolkning – 45 procent – levede derimod i lande, der var direkte ufrie. Det vil sige lande, hvor man ikke kan skrive frit om politiske nyheder, hvor journalisters liv og tryghed er i fare, hvor staten blander sig i mediernes arbejde, og pressen er underlagt juridisk og økonomisk pres.