Avenue Bourguiba er hovedstadens hovedpulsåre. Den har sit udspring i medinaen, den gamle bydel i hjertet af Tunis, og på en ganske almindelig hverdagseftermiddag pumper boulevarden løs i livlig diskussion.
En taler argumenterer for, at religion og politik ikke skal holdes adskilt. En anden mener, at så længe der stadig sidder folk i regeringen fra Ben Alis parti, RCD, hjælper revolutionen ingenting. En tredje mener, at det islamistiske parti Ennahda er det eneste parti, der seriøst kandiderer til at lede landet videre. En fjerde, at Ennahda er en ulv i fåreklæder, der siger et, men vil noget andet. En femte ...
LÆS OGSÅ:Revolutionens første rus har lagt sig
Dette er Londons legendariske Speaker's Corner i en tunesisk version, men modsat i London er dette ikke en gammel tradition. Under diktator Ben Alis 23-årige regime ville dette aldrig kunne finde sted. Ytringsfrihed i Tunesien før revolutionen den 14. januar bestod i, at man måtte sige alt, så længe det behagede præsidenten. Den nuværende hektiske debat er ifølge den 21-årige teaterskuespiller Dora en nyudsprungen blomst i det tunesiske forår, der vidner om håb for fremtiden.
"Det vigtigste lige nu er ikke, om jeg er enig i alt, der bliver sagt. Det vigtigste er, at folk nu har muligheden for at ytre sig," siger hun.
Som 99 procent af befolkningen i Tunesien er Dora muslim, men selvom islam er statsreligion, har tunesere, der satte deres tro højere end Ben Ali, været nogle af de mest undertrykte. I 1991 blev Ben Ali udsat for et islamisk kupforsøg, og det fik ham til at stramme linjen over for landets islamister. Fuldskæg og tørklæder blev forbudt i det offentlige rum, og 8000 medlemmer fra det islamistiske parti Ennahda blev fængslet i begyndelsen af 1990'erne, og partiets leder, Rached Ghannouchi, blev sendt i eksil. Ghannouchi er nu tilbage i Tunesien, og nogle frygter – andre forventer – at han vil lede Ennahda til sejr ved valget den 24.juli.
"Vi må holde politik og religion adskilt. Selvom jeg er muslim, mener jeg ikke, at Tunesien er tjent med en regering, der vil tvinge folk til at gøre noget bestemt. Religion er en privat sag," siger Dora.
På den anden side af medinaen ligger en af ganske få kirker i Tunis. St. George's Anglican Church fra 1901. Her har Khaled Ben Rejeb arbejdet i syv år som kirketjener. Khaled anser ikke sig selv for specielt religiøs, for ham er jobbet i kirken bare et arbejde.
"Tunesien er ikke et religiøst land. Det er et sekulært land. Hvis nogen vil forsøge at trække religion ned over hovedet på tuneserne, vil de sige stop," slår Khaled fast.
Som eksempel på den sekulære indflydelse nævner Khalid, at man i modsætning til de fleste andre arabiske lande arbejder normalt om fredagen.
Kvinderne i Tunesien er et kapitel for sig. I mere end 40 år har de haft ret til abort og skilsmisse, og ifølge en nylig vedtaget lov skal halvdelen af de opstillede kandidater til det kommende valg være kvinder.
"Islamisterne lader, som om de ikke vil pille ved vores livsstil, men det vil de. Ingen partier har endnu præsenteret deres programmer, men når de gør det, vil vi se, hvad det egentlig er, folk kæmper for – og tuneserne vil sige nej til mere islamistisk indflydelse," siger Khaled.
Tilbage på Avenue Bourgui-ba er solen gået ned og de diskussionsivrige gået hjem. Men på en af de få barer, der holder åbent efter midnat, er der stadig tid til en diskussion.
"Lige nu har landet brug for at blive ledet af dem, der er bedst organiserede. Og hvis RCD ikke må stille op, så er det Ennahda," siger Elias.
Elias' fem venner, der alle har fået et par tunesiske Celtia-øl under vesten, er uenige, og Luca, der er halvt italiener, proklamerer, at vinder Ennahda, siger han farvel til Tunesien. Men Elias fortsætter:
"Jeg er faktisk sikker på, at Ennahda vil komme til magten. Måske bare i fem år. Det vil give de nye partier, der skyder frem nu, tid til at få styr på deres organisation, og efter fem år vil tuneserne stemme på dem i stedet for."
Elias er ingen stor fan af Ennahda, men for ham at se er der alt for mange, der taler følelsesmæssigt og ikke ser på, hvad der egentlig er bedst for Tunesien.
"Hvis det er Ennahda, der lige nu har den bedste organisation, og hvis de, som de siger, ikke vil pille ved kvinders rettigheder og tunesernes frihed, kan jeg ikke se, hvorfor det skulle være så farligt, at de kom til magten. Hvis vi er utilfredse, kan vi jo bare stemme på nogle andre næste gang."