Prøv avisen

Zimbabwe på vej mod demokratisk forfatning

Selvom der er lang vej endnu, før underskrifterne er sat, rundede Zimbabwe i denne uge et skarpt og vigtigt hjørne i processen frem mod en ny og mere demokratisk forfatning. Foto: PHILIMON BULAWAYO Denmark

Efter at præsident Mugabe åbent har støttet processen, er Zimbabwe kommet tættere på folkeafstemning

Selvom der er lang vej endnu, før underskrifterne er sat, rundede Zimbabwe i denne uge et skarpt og vigtigt hjørne i processen frem mod en ny og mere demokratisk forfatning. Det skete, da landets stærke mand, den aldrende præsident Mugabe, ved den anden store stakeholder-konference meldte klart ud, at han støtter processen.

LÆS OGSÅ: Zimbabwes seniorer er i frit fald

Konferencen samlede hele landets politiske elite og andre interessenter og var imødeset med spænding af to grunde. For det første var den første stakeholder-konference endt i rygende uenighed og enkelte voldelige episoder, og for det andet truede politbureauet i Robert Mugabes dominerende parti, Zanu-PF, med at afspore hele processen, da det for to uger siden fremsatte hele 266 ændringsforslag til det eksisterende forfatningsudkast.

Derfor var lettelsens suk til at høre, da præsidenten ved konferencens indledning bad om en fredelig afvikling og om, at man civiliseret holdt sig til at diskutere ikke kaste med stole eller på anden måde ty til vold. Og den bøn blev efterlevet og blev efterfølgende fulgt op af et løfte fra præsidenten om, at han vil bakke op om den videre proces frem mod en folkeafstemning om en ny forfatning.

Flere kilder med indsigt i Zimbabwes politiske forhold er ikke i tvivl om, at Robert Mugabe har valgt at bryde med den konfronterende linje for at sikre sit styre legitimitet ved det parlaments- og præsidentvalg, der vil blive gennemført inden for et år, samtidig med at han og landets øvrige politiske ledelse er under tungt pres fra regionens øvrige lande.

Men den imødekommende tone er ikke det samme som, at vejen er fuldstændigt banet. Der er stadig en del knaster, der skal forhandles på plads. Det drejer sig i særdeleshed om en begrænsning af præsidentens magt, om decentralisering af magten væk fra det nationale parlament i Harare og ud i landet, om at sikre at nedsatte kommissioner fremover kan fungere uafhængigt og demokratisk, og om at sikre minoriteternes rettigheder langt bedre, herunder eksempelvis de homoseksuelles.

Ingen er i tvivl om, at nøglen fortsat ligger hos Robert Mugabe. I sidste ende drejer det sig om, hvorvidt han vil sætte reel handling bag de flotte ord på konferencen.

Zimbabwe står nu ved en korsvej. Valget står mellem at vedtage en mere demokratisk forfatning eller at fastholde status quo, siger Ketil Karlsen, Chargé dAffaires og leder af den danske repræsentation i Harare.

Den kommende tid vil vise, om Mugabe har magten og viljen til at bringe Zimbabwe på demokratisk kurs ved at lade hele befolkningen stemme om en forfatning, der reelt vil åbne for flerparti-demokrati.

Bliver stridsemnerne forhandlet på plads, forventes det, at Zimbabwes borgere skal til stemmeurnerne i slutningen af i år eller starten af 2013.

Danmark har via Danida støttet forfatningsprocessen, herunder særligt den omfattende proces, hvor borgerne på i alt 5000 møder landet over er blevet bedt om at give deres input til den kommende forfatning.

Derudover har vi naturligvis en løbende diplomatisk dialog med alle parter om vigtigheden af, at Zimbabwe vælger en demokratisk kurs. Det er vigtigt både for landet og for stabiliteten i hele regionen, siger Ketil Karlsen.