I Zimbabwe synes et nært forestående farvel til landets enerådige leder gennem 37 år, præsident Robert Mugabe, stadig mere sandsynligt. Selvom præsidenten i går overraskende dukkede op ved en translokation på et universitet i hovedstaden, Harare, har militæret meldt ud, at der ”finder forhandlinger om præsidentens tilbagetræden sted”.
Udsigten til at slippe af med den 93-årige Mugabe tynger ikke zimbabweren Yemurai i hovedstaden, Harare.
”Selv hvis der kommer en anden diktator i stedet, så accepterer vi en ny. Hør her: Vi er arbejdsløse, sultne og fattige. Det eneste, vi ønsker, er, at noget vil ændre sig,” siger han til den amerikanske avis The Washington Post.
Dermed indkapsler Yemurai i få sætninger zimbabwernes desperation. Siden 2000 har det sydøstafrikanske land befundet sig i en næsten konstant social og økonomisk deroute, der har kostet arbejdspladser, penge og et velfungerende uddannelses- og sundhedssystem.
Meget tyder nu på, at Robert Mugabe vil blive erstattet af sin mangeårige tro følgesvend, den forhenværende vicepræsident Emmerson Mnangagwa, som Mugabe fyrede for nylig – en fyring, der udløste den magtkamp med militæret, som i denne uge kulminerede med, at generalerne overtog styringen og satte præsidenten i husarrest.
Den 75-årige Mnangagwa repræsenterer den såkaldte befrielsesfløj i regeringspartiet Zanu-PF, som mest består af ældre zimbabwere med en baggrund i landets frihedskamp i 1960’erne og 1970’erne, og som har tætte bånd til landets militær. Og Mugabe får ifølge krigsveteranerne ikke lov til at sætte sig op mod militæret og forblive ved magten.
Selvom al forandring er velkommen ifølge folk på gaden i Harare, tvivler lektor i sydafrikanske landes politik ved det britiske Leicester Universitet, James Hamill, kraftigt på, at Emmerson Mnan-gagwa kommer til at forbedre hverdagen for zimbabwerne.
”Overladt til sig selv og sine egne partistøtter kan han vise sig at blive en virkelig dårlig nyhed for zimbabwerne. Han er bare mere af samme skuffe,” siger James Hamill.
Håbet kan dog være, at Emmerson Mnangagwa vil gøre en indsats for at rette op på landets økonomi. Gør han det, vil han få brug for lån fra udlandet, og dét åbner for, at det internationale samfund kan stille krav om åbne, demokratiske valg, mener James Hamill.
Men som udgangspunkt er den tidligere forsvarsminister og vicepræsident syltet ind i den samme ”kleptokratiske, korrupte giftige partikultur, der gennemsyrer resten af Zanu-PF,” fastslår den britiske lektor.
De interne magtkampe mellem Zanu-PF’s to hovedfløje – den yngre G40, ledet af førstedamen Grace Mugabe, og befrielsesfløjen, ledet af Emmerson Mnangagwa – er taget voldsomt til i de senere år, og med fyringen af vicepræsidenten så militæret med ét ”deres” mand forsvinde ud af billedet, mens præsidentfruen pludselig var i spil som sin mands arvtager.
Militæret har nok den reelle magt i Zimbabwe, men er ikke interesseret i at få den officielle regeringsmagt, vurderer major Henrik Laugesen, der er forsker på Forsvars-akademiet med speciale i afrikanske forhold.
”I stedet ønsker de en indehaver af den formelle magt, der gavner dem mest,” siger han.
Dermed spiller Zimbabwes militær den samme melodi som i de fleste andre afrikanske lande syd for Sahara, hvor militæret langtfra er nogen neutral instans. Henrik Laugesen mener dog ikke, at militærets indgriben i Zimbabwe har været motiveret af frygt for at miste privilegier, hvis Grace Mugabe kom til magten.
”For også hun ville være tvunget til at indgå en alliance med militæret for at bevare magten. I stedet handler det om, at hun ikke har nogen direkte forbindelse til frihedskampen,” siger han om Mugabes 52-årige anden hustru.
For at forstå Zimbabwes skin-demokrati skal man holde sig for øje, at Zanu-PF er vokset ud af den oprindelige militære frihedsbevægelse Zanu, forklarer Zimbabwe-ekspert ved det nordiske Afrika-institut, Henning Melber.
”Robert Mugabe har personificeret et system, hvori hæren og sikkerhedsstyrkerne altid har været de afgørende elementer,” siger han.
Begge fløje i Zanu-PF er så gennemsyret af korruption, at heller ikke G40 ville skabe reel forandring, vurderer James Hamill.
”Reel forandring forudsætter, at en ny generation kommer til i politik. Kald det for en ’de-zanuficering’ af zimbabwisk politik,” siger James Hamill.
Mange unge zimbabwere er dybt frustrerede over de manglende job- og fremtidsmuligheder i landet, og ved det seneste valg stemte et fåtal af de unge, fortæller generalsekretær i udviklingsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke, Tim Whyte, som netop er hjemvendt fra Harare og også ser lyspunkter:
”Der er et stigende antal unge, som organiserer sig på de sociale medier, ligesom en del unge selv er begyndt at stille op som uafhængige kandidater til det kommende valg (i 2018, red.),” siger han.