Fremtiden er lys. Zimbabwe bliver en skinnende stjerne til efterlevelse ikke blot i Afrika, men i hele verden. Befolkningen lader sig ikke i længden bedrage af tyranniets narrestreger. Processen mod demokrati er ustoppelig.
Selv over en lidt ustabil internetforbindelse trænger optimismen og entusiasmen tydeligt igennem. De positive budskaber ovenfor er desto mere overraskende, fordi de kommer fra Nelson Chamisa, der om nogen langtfra burde være optimist. For den 43-årige advokatuddannede politiker stillede som leder af Zimbabwes oppositionsbevægelse MDC i 2018 op til landets præsidentvalg mod Emmerson Mnangagwa fra det regerende parti, Zanu-PF – og Chamisa fik ved den lejlighed en eftertrykkelig lektion i, hvordan man styrer, kontrollerer og manipulerer et valg.
Perioden var ellers præget af optimisme og – troede mange – et demokratisk nybrud i Zimbabwe. Året før var Robert Mugabe, landets enerådende leder siden uafhængigheden i 1980, blevet sat fra magten af militæret efter omfattende folkelige protester, og Mnangagwa, den tidligere vicepræsident, som havde overtaget magten, havde lovet et frit og fair valg.
De fleste uafhængige prognoser forudså en sejr til den unge og karismatiske Chamisa, der få måneder før valget var blevet ny MDC-leder efter afdøde Morgan Tsvangirai. Sådan gik det imidlertid ikke. Ifølge det officielle valgresultat, der først blev offentliggjort efter en meget langsom og særdeles omstridt optælling, vandt Mnangagwa valget med lige over halvdelen af stemmerne.
Det er denne periode, som den danske dokumentarfilm ”Præsidenten”, der følger Chamisa tæt før, under og efter valget, drejer sig om. Filmen har europapremiere i morgen på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, og selvom Chamisa ikke blev Zimbabwes præsident, glæder han sig meget over, at filmen nu vises i Europa.
”Det er en fantastisk film. En virkelig historie. En kronologisk fortælling, som man ikke kan sætte en finger på, og som på en meget elegant måde fortæller historien om, hvordan valget i Zimbabwe blev stjålet. Filmen er et uomgængeligt bevis på, at valget blev manipuleret, og på, at hr. Mnangagwa tydeligvis ikke har befolkningens støtte,” siger han.
Mens der for små tre år siden var grund til forsigtig optimisme, så er situationen i Zimbabwe i dag umiddelbart langt værre. Med coronapandemien som bagtæppe har regimet skruet ekstra op for repressioner og derudover med held splittet MDC i rivaliserende fraktioner, hvilket blandt andet betyder, at Chamisa ikke længere har adgang til det partihovedkvarter, der spiller en stor rolle i filmen. Enkelte tidligere MDC-folk har ligefrem meldt sig ind i Zanu-PF. Nelson Chamisa vælger imidlertid at fremhæve, at styrets ageren skaber en modreaktion.
”Jeg er faktisk opmuntret over, at regimet i Harare opfører sig så underligt, som det gør. Mens resten af verden er optaget af coronapandemien, står vi i Zimbabwe over for en dobbelt pandemi af både covid-19 og despotisme, hvor undertrykkerne prøver at svække vores parti og desillusionere vælgerne. Men det smukke er, at folk ikke lader sig snyde. De lader sig ikke bedrage af diktaturets krumspring og narrestreger. Tværtimod. Støtten til vores parti er stigende, og det er derfor, regimet agerer så panisk og desperat,” siger han.
Den vurdering får Nelson Chamisa delvis støtte til fra den zimbabwiskfødte politiske analytiker Alex Magaisa, der nu bor i Storbritannien. Over for nyhedssiden The Africa Report vurderer han, at Chamisas MDC ”stadig er en meget stærk bevægelse, der har støtte fra flertallet af landets befolkning”, men tilføjer også, at ”oppositionen har været lidt stille i 2020. I år er det vigtigt, at den er mere modig og er villig til at udfordre det autoritære regime set i lyset af Zanu-PF’s forsøg på knuse den.”
I marts konstaterede Zanu-PF’s politiske kommissær Victor Matemadanda da også over for avisen The Zimbabwe Mail med slet skjult fryd, at Chamisas bevægelse er ”ved at smelte som et brændende lys”. Nelson Chamisa medgiver, at 2020 har været et stille år, men det er ifølge ham selv helt bevidst og del af en større strategi frem mod det næste præsidentvalg i 2023. Han er med egne ord ”ikke gået under jorden”, men ”lytter til græsrødderne”. Og det arbejde er ved at bære frugt.
”Vi kan se, at græsrødderne virkelig påskønner dette arbejde. Folk føler større ejerskab til deres kamp og bliver mere involverede, modige og inspirerede,” siger han.
Derom senere . For noget i den sætning sender Nelson Chamisas tanker et helt andet sted hen. Nærmere bestemt til Danmark:
”Det ville være en ære at møde den danske statsminister, Mette Frederiksen. Vi er begge socialdemokrater og har omtrent samme alder (der er godt to måneders aldersforskel mellem de to politikere, red.). Hun er en inspirationskilde for mig og et positivt eksempel for unge mennesker på, hvad der er muligt. De unge bør være i centrum, når det drejer sig om at bidrage ikke blot til den nationale, men også til den globale udvikling, og der er hun et fremtidens ansigt for demokrati, udvikling og inspiration. Jeg vil virkelig gerne møde hende.”
Nelson Chamisas ønske om et møde er hermed sendt videre, og mens de to politikere nok kunne blive enige om mange ting, er det to helt forskellige politiske virkeligheder, de bevæger sig i. For eksempel blev Chamisa tilbage i 2007 indlagt på hospitalet med kraniebrud efter et politisk motiveret overfald, og undervejs i ”Præsidenten” modtager han også en ikke nærmere specificeret dødstrussel fra militæret. På spørgsmålet om, hvorvidt kampen for demokrati er de personlige ofre værd, glider han lidt af og svarer mere overordnet.
”Ved du hvad. Kampen for demokrati er ikke bare en spadseretur i parken på en søndag. Det er ikke instant-kaffe. Det er ikke en seng fyldt med roser, men nærmere med torne. Men det smukke er, at når først du har startet kampen, så er sejren uundgåelig. Det smukke er, at vi turde indlede den kamp, havde modet til at starte den – og når først ånden er ude af flasken, kan den ikke stoppes tilbage. Vi vil nå vores mål,” siger han og fortsætter:
”Vi har allerede betalt den ultimative pris. Vi har fået mordtrusler. Folk er blevet bortført, tæsket, lemlæstet, er blevet arresteret på falske anklager og smidt i fængsel. Men vi har lært af det.”
”Ja, vi missede en mulighed i 2018, men at gå glip af en mulighed er ikke det samme som at tabe den for evigt. I stedet er det en lejlighed til at korrigere og perfektionere vores ageren, så vi er sikre på, at vi gør det rigtigt næste gang,” siger Nelson Chamisa.
Dermed er vi tilbage ved strategien frem mod Zimabwes næste præsidentvalg om to år. Nelson Chamisa vil ikke her og nu love, at han stiller op til valget, og han kalder det ”udsigtsløst” at holde et valg, hvis ikke der inden da har været en række reformer.
”Vi har brug for, at retsstatsprincippet atter respekteres. Vi har brug for at få fravristet tyranniets kontrol over samfundsmæssige nøgleinstitutioner,” siger han og nævner landets valgkommission, der også spiller en stor rolle i dokumentarfilmen.
”Det er en nødvendighed, at valgkommissionen er uafhængig. Lige nu er den kontrolleret af præsidenten og hans parti. Uden en uafhængig valgkommission er det umuligt at holde et uomtvisteligt valg.”
Et andet emne, Nelson Chamisa nævner, er spørgsmålet om de millioner af zimbabwere, der bor og arbejder uden for landet, især i Sydafrika.
”Som det er nu, kan zimbabwiske statsborgere ikke stemme, hvis de er i udlandet. Diasporaen bidrager med rigtig mange penge til samfundsøkonomien. Og hvis man bidrager til samfundet, må man også kunne stemme. Vores diasporas stemmer skal respekteres,” siger han.
Nelson Chamisa var som kun 21-årig med til at grundlægge oppositionsbevægelsen MDC. Nu er der gået mere end 21 år, uden at demokratiet har slået rod i Zimbabwe. Så hvordan er det muligt stadig at være optimist? Hvad holder ham i gang? Hvad er hans drivkraft? Nelson Chamisa er selv ikke i tvivl om, at hans kristne tro spiller en stor rolle i den sammenhæng.
”Min tro er mit kompas, når det gælder politik. Jeg tror, at alt drejer sig om, hvad Gud har skabt os til at være. Vi er skabt til at være gode mod hinanden. Vi er skabt til at leve i fred og harmoni. Vi er skabt til at leve i frihed. Vi er skabt til at gøre hinanden bedre og støtte hinanden. Og det er kun muligt, hvis vi respekterer de grundlæggende principper, som Gud har indpodet i os og stadfæstet i De Ti Bud. Kun på den måde bliver vi hele mennesker,” siger Nelson Chamisa og vækker med sine retoriske gentagelsesfigurer mindelser om taler af den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King.
Den advokatuddannede zimbabwiske politiker og King har da også et andet fællestræk. For Nelson Chamisa færdiggjorde for fem år siden en teologisk uddannelse og har i dag tilladelse til at fungere som præst, og som han siger:
”Når jeg har tid, så forsøger jeg også at dele det glædelige budskab, evangeliet, med dem, der vil lytte.”
Lytte håber Nelson Chamisa også, at verden vil, når det gælder kampen for demokrati i Zimbabwe. Og han tror, at den danske dokumentarfilm, der havde verdenspremiere i USA i januar, kommer til at have en stor effekt.
”Vi er meget beærede over, at ’Præsidenten’ nu bliver vist i både USA og Europa, hvilket gør en lokal fortælling fra Zimbabwe til en verdenshistorie. Det er lande, der er meget vigtige aktører, når det drejer sig om at påvirke forholdene hos os. Jeg håber naturligvis også, at almindelige folk efter at have set filmen og hørt om vores historie, vores udfordringer, vores håb, bekymringer og ønsker vil blive inspireret til at hjælpe os i kampen for demokrati,” siger han.
I det hele taget har Nelson Chamisa en opfordring ikke blot til de mennesker, der ser filmen, men til ”alle gode mennesker i verden”:
”Hjælp zimbabwerne med at gøre det, der er godt for deres land. Zimbabwerne er gode mennesker. Kloge mennesker. Fredselskende, høflige, foretagsomme, hårdtarbejdende. Vi har alt i vores land. Vi har naturressourcer, over 60 mineraler, et godt klima. Det er et fantastisk land. Alt i Zimbabwe er godt – undtagen lederskabet. Og vi er nødt til at fikse det for at kunne få styr på alt andet. Og der har vi brug for hjælp fra resten af verden, herunder Danmark og andre skandinaviske lande. Når først diktaturet er væk, så kan vi begynde på reformer, på at bygge landet op og på at bygge broer til det internationale samfund. Så vil Zimbabwe udvikle sig til en skinnende stjerne, ikke blot på det afrikanske kontinent, men i hele verden.”