Jeg har aldrig lært at udtale hans navn rigtigt, beklager Dominique Moïsi, mens han trækker en bog ud af en af de tætpakkede reoler, der dækker væggene i hans arbejdsværelse.
LÆS OGSÅ:De kristne værdier kan hjælpe os ud af krisen
I lejligheden lige bag Madeleine-kirken i Paris lander Charlottenborgs tårn øverst på bogstakken, omgivet af et uvejrsdunkelt lys på omslaget af Christian Købke. Les lumières du Nord. Nordens lys.
De ved, dette særlige lys, der kendetegner nordisk malerkunst som hos Købke i midten af 1800-tallet. Det er dette lys, jeg kommer til at tænke på, når jeg hører asiatiske intellektuelle forudsige afslutningen på Europas og Vestens indflydelse i verden. Min nye bog kommer til at handle om Vestens plads i det asiatiske århundrede, som arbejdstitlen lyder. Og jeg er overbevist om, at svarene på den udfordring, som Vesten står over for, skal søges i en form for ny oplysningstid. En nordisk oplysningstid.
Dominique Moïsi er en af verdens mest ansete geostrategiske analytikere. Grundlæggeren af den franske tænketank Institut Français des Relations Internationales er fast skribent ved for eksempel Financial Times og Die Welt og en efterspurgt gæsteforelæser ved alverdens universiteter.
Og han ser først og fremmest rækken af finansielle kriser siden Lehman Brothers-bankens fallit i 2008 som en bekræftelse på tendensen til, at det strategiske tyngdepunkt i verden flytter sig. Ligesom de to verdenskrige acce-lererede en forskydelse af verdens finansielle og politiske tyngdepunkt fra Europa og Storbritannien til USA, accelererer finanskriserne magtforskydningen til fordel for de nye vækstlande med Kina i spidsen.
Den aktuelle krise kan også få konsekvenser for de nye vækstlande, som kan blive ramt af den økonomiske recession og dermed mindske magtforskydningen. Men vi har allerede længe været på vej ind i en post-vestlig verden, hvor de nye vækstlande udfordrer Vestens magtposition. Den lange historiske fase, der begyndte i midten af 1700-tallet, og som gjorde den vestlige verden til klodens tyngdepunkt, er ved at være slut. Krigene i Afghanistan og Irak har svækket Vesten økonomisk og bidraget til at øge den offentlige gæld, og finanskriserne bekræfter denne udvikling, mener Dominique Moïsi.
Han peger på, at krisen ikke kun er økonomisk, men måske i endnu højere grad etisk og moralsk.
Vesten har levet over evne i økonomisk forstand. Men under evne i intellektuel, åndelig og etisk forstand. Vi har været arrogante over for resten af verden og meget overbærende over for os selv, når vi har overtrådt vore egne etiske regler. Vi har undergravet vores moralske troværdighed, fordi vi har prædiket ét og gjort noget andet, som når vi har foregivet at eksportere demokrati og retfærdighed og samtidig har sat retfærdigheden og retsstaten ud af kraft i Guantanamo.
Dette krav om mere etik er også det krav, der lyder fra befolkningerne, som rammes af gældskrisens konsekvenser, påpeger Dominique Moïsi
Civilsamfundet er det tredje ben i en trekant, hvor hovedkonfrontationen er en kamp om politisk vilje mellem politikerne og markederne, som i stigende grad præges af skepsis over for det europæiske projekt og den fælles valuta. De europæiske befolkninger er villige til at acceptere visse ofre for at redde euroen og den europæiske idé. Men kun hvis byrderne fordeles ligeligt. Den europæiske middelklasse vil ikke betale for de andre, herunder for de fattigere lande i Sydeuropa. Men heller ikke for den rige magtelite. Kapitalismen som økonomisk system er ikke slut. Men der er et voksende, omend diffust krav om en moralisering af systemet, et opgør med grådigheden og pengenes kynisme, vurderer Dominique Moïsi.
Det billede, der tegner sig i meningsmålingerne, er for det første frygt for arbejdsløshed og vigende levestandard. Men disse materielle bekymringer dækker også over en moralsk kritik af en ulighed, som har nået uacceptable højder. Et af USAs problemer er netop, at den sociale kontrakt er blevet brudt. I 1970erne repræsenterede lønforskellene på arbejdsmarkedt en vifte fra én til 40. Idag er det én til 400. Kapitalismen er blevet vildtvoksende og uregerlig, mener Dominique Moïsi.
Her er det så, at Købkes nordiske lys kommer ind i billedet.
Hvis Vesten fortsat skal spille en rolle i verden, skal vi ændre vores forhold til ikke-vestlige kulturer. Lytte mere og være mindre arrogante. De nordiske lande har i vid udstrækning allerede svaret på mange af disse etiske udfordringer. Man har talt meget om den skandinaviske model i social forstand, men Norden repræsenterer i bredere forstand en ny modernitet, der hviler på de værdier, som skal være bærende i Vestens identitet i forhold til de nye vækstlande.
Det gælder den sociale og økonomiske ulighed, der præger de nordiske lande. Der er fortsat rige og mindre rige, men forskellene er mindre himmelråbende. Det gælder en vis beskedenhed i magtudøvelsen. Magthaverne er mindre arrogante, de er tættere på folket, og det etiske krav om retskaffenhed er større. Det ses på korruptionen, som er langt mindre udbredt i Norden end i resten af verden, hvor den vinder frem, også i lande som Italien og USA. Et andet element er satsningen på uddannelse. Og endelig repræsenterer de nordiske lande en større ligestilling mellem kønnene. Disse værdier er kernen i det, jeg kalder den nordiske oplysningstid.
Ingen af disse værdier er fremherskende i Asien, måske med vægtningen af uddannelse som en undtagelse. Når jeg hører asiatiske intellektuelle, der annoncerer Vestens snarlige endeligt, er det i disse nordiske værdier, jeg ser svaret, siger Dominique Moïsi.
Men hvorfor skulle disse typisk vestlige værdier repræsentere en strategisk styrke i en verden, der domineres af dynamiske vækstøkonomier som Kina med en stærk og århundredlang kulturel forankring?
Vi ser jo netop nu med de arabiske revolutioner, at der i alle kulturer findes en længsel efter demokrati og efter en moderne retsstat. Selvom Kina måske tiltrækker sig opmærksomhed med sin økonomiske dynamik, er der ikke ret mange i denne verden, der drømmer om at blive kineser, på samme måde som den ganske verden har kunnet drømme om at blive amerikaner. Og selvom kineserne gør nar ad Europa og kalder os for et kulturelt museum, er det et museum, de gerne vil tilegne sig. Kina repræsenterer på mange måder spejlbilledet af det værste i Vestens og især USAs økonomiske model. Det er jungleloven, og det er slående, at et land som Brasilien mere eller mindre har overtaget det værste af den amerikanske drøm om fremgang for enhver pris, helt i modsætning til den skandinaviske velfærdsmodel.
Selvfølgelig kan man indvende, at denne velfærdsmodel er en del af gældsproblemet. Velfærdssamfundet skal givetvis trimmes, men løsningen er ikke den økonomiske junglelovs brutalitet, mener Dominique Moïsi og vender tilbage til gældskrisens trekant.
Hvis ikke vore ledere finder løsninger, der bæres af en ny samfundsmæssig etik og etablerer en ny social kontrakt, risikerer trekantens tredje ben i skikkelse af civilsamfundet at vakle og lade sig forføre af populistisk sirenesang, som vi allerede ser i flere europæiske lande.
Dominique Moïsi bladrer igen i sin bog om Christian Købke.
Der er hos de danske guldaldermalere en beskedenhed og en enkelhed i udtrykket, som man også finder i den stort set samtidige svenske gustavianske arkitektur. En stil, som var inspireret af Ludvig XVI, men i en mere enkel, beskeden udgave, uden den franske konges arrogance.
Det er er hele metaforen for det, jeg kalder den nye nordiske oplysningstid, og som kan danne grundlaget for Vestens indflydelse i en post-vestlig verden.