Følgende boguddrag er fra side 273-77 i "Uffe Mod Magten" af Morten Reimar.
Uffe Elbæk er vred, allerede da han kommer ned til morgenmaden på hotellet i Aalborg. Mark Beanland og Daniel Hauberg sidder der i forvejen, spiser og danner sig tavst et billede af morgenens overskrifter. Maden står på høje borde, og interiøret er holdt i den stramme, ny-danish-design-stil af træ og afdæmpede farver med en knap eller syning i kontrastfarve, som var dominerende i Aalborg for fem år siden, da hotellet blev gennemrenoveret. Hele den ene væg er et stort vindue ud til en park, en anden er gemt bag et sort akustiktæppe. Elbæk går vredt rundt mellem buffeterne, tager med hurtige bevægelser en bolle, smører den med marmelade, så en kop kaffe og et glas appelsinjuice og sætter sig hen til bordet. ”
Hold kæft, det er frækt af Enhedslisten. Nu har de taget den, nu kommer de til at eje den, og vi kan kun snakke flyrejser og skandaler. Det er helt vildt! De siger altid sexsag-er, som om der er flere. Det er ikkehistorier, og samtidig har Enhedslisten haft en voldtægt i borgmesterens seng! Det er helt væk! Jeg flipper, hvis jeg bliver spurgt om det igen. Ikke i dag, det skal jeg virkelig passe på med, det skal ikke bruges på en eller anden P4-journalist …”
Han skumler lidt videre inden i sig selv. Rådgiverne kigger rundt for at se, om de andre gæster på Comwell Hvide Hus’ morgenmadsrestaurant har hørt ham, men den håndfuld, der er, er tilsyneladende alle udlændinge og uinteresserede i, at en lille mand i hvid statement-T-shirt er i dårligt humør.
Men Hauberg og Beanland ved, at det kan have vidtrækkende konsekvenser, hvis han ikke når at falde ned, inden han skal i P4. Det vil betyde, at der er en reel risiko for, at han lader det løbe af med sig, og al hans harme og alle konspirationsteorierne vælter ud af ham i direkte radio, og så er hele kampagnen og i yderste konsekvens partiets overlevelse sat på spil. En Uffe Elbæk, der er så vred så tidligt og endda på et hotel, han selv har valgt, fordi han elsker at vågne op til udsigten ud over hele Aalborg fra en af hotellets 16 etager, er en tikkende bombe. Og de ved også, hvorfor han er i det morgenlune. De vidste allerede, da de tog elevatoren ned, at det ville komme. Enhedslisten har præsenteret et naturudspil, der er bedre end Alternativets. De ligner hinanden, de to udspil, i form og indhold, men det nye er lige dét mere ambitiøst.
Alternativet foreslår, at 20 procent af Danmarks landareal udlægges til naturzoner, mens Enhedslisten foreslår 25 procent. Alternativet vil afsætte 10 milliarder til en genopretning af naturen – Enhedslisten vil afsætte 30. ”Nu kommer alle eksperterne til at sige, de har den mest ambitiøse plan. Så kan vi ikke sige det længere. De kopierer vores politik!” siger Elbæk.
”Det må betyde, den er god,” prøver Hauberg. Altid den rolige stemme. ”Jeg tror bare ikke, vi vinder noget på at blive aggressive.” Beanland synes, at tiden er inde til at stoppe med at være de flinke drenge.
”Hvis Uffe gerne vil være offensiv, synes jeg, vi skal lade ham være det.”
Nu må det snart være på tide at slå tilbage. Bare ikke i P4. Eventuelt i et DR-program om et par dage. Den er Elbæk helt med på. Hauberg fortæller, at den nye Voxmeter- måling siger 4,2 procent, men ikke engang det kan redde humøret. Beanland spiser to skiver brød med ost og et glas yoghurt
– Hauberg får tre skiver melon, tebirkes og en bolle. Han siger til Elbæk, at han i det mindste kan glæde sig over, at Alternativet vil udlægge mere hav til beskyttet naturområde, og så spiser de resten af morgenmaden i tavshed. Uffe Elbæk drikker ikke sin appelsinjuice.
De må ikke miste den grønne førertrøje. Frem for alt er det Alternativets styrke, deres vigtigste claim to fame. Et fåtal af deres vælgere stemmer primært på dem på grund af den politiske fornyelse, og det ved de også godt selv – det samme gælder deres profil på det sociale og iværksætterområdet. Langt størstedelen af deres stemmer får de på at være de grønneste. De allergrønneste. Og for mange vælgere er det ren issue voting, hvor de bider alt fjolleriet og alle skandalerne i sig og stemmer liste Å, fordi klimakampen overtrumfer alt andet. Så hvis de ikke længere er det radikale, grønne valg, har de ikke meget tilbage. Og derfor gør det ekstra ondt, når journalisterne spørger, hvorfor de mister stemmer, når vælgerne i undersøgelserne for første gang sætter klimapolitik som det vigtigste emne i valgkampen. Og derfor må de ikke tabe en centimeters terræn på det grønne område. I det hele taget er der ikke noget, der må gå galt. Kampagnetoget er langtfra en velsmurt maskine, og nogle gange er det kun med nød og næppe, de undgår at køre af sporet.
I Aarhus forleden, da de havde delt vegetarisk overskudsmad ud ved Åen, havde de en time fri, inden ’Grønnere end systemet tillader’ gik i gang. Elbæk og rådgiverne fik sig en softice med krymmel hos Frellsen på Strøget og gik stille og roligt mod Turbinehallerne. På Østergade, ved Sallings sideudgang, koncentrerede Elbæk sig så meget om sin is, at han snublede over en ujævnhed på fortovet og var lige ved at vælte ud på vejen med hovedet først. Kun rent instinkt reddede ham fra at smadre is, næse og tænder ned i asfalten. ”Der var det hele lige ved at være slut,” sagde Elbæk.
Ligesom et par dage senere, på Østre Stationsvej i Odense, da holdet kom kørende i en GoMore’et, hvid Toyota Auris Hybrid, og der var vejarbejde i nærmest hele byen, og de drejede til venstre uden at se sig ordentligt for, og rådgiveren bag rattet måtte tryksparke bremsen i bund for ikke at køre direkte ind i en cyklist. ”Fuck! Det havde været en overskrift! Er du vågen?” råbte Elbæk til chaufføren.
Heldigvis trillede cyklisten videre uden at kigge ind i bilen. Havde de ramt hende, var de færdige, også selvom det ikke var Elbæk, der kørte bilen. Hvis det kunne ødelægge ikke bare Hans Engells politiske karriere, men sende Det Konservative Folkeparti ud i en flere årtier lang krise at ramme en betonblok, så bare overvej, hvad det ville have af konsekvenser at ramme en cyklist.
Intet må gå galt så tæt på valget. Derfor har Elbæk også fået et par siders papir med til P3, hvor han inden P4-interviewet skal være med i programmet ’Musikchefen’ og fortælle om sine yndlingssange. Papiret er forfattet af presseafdelingen og har forslag, begrundelser og anekdoter til velovervejede sangvalg.
DR’s afdeling i Aalborg ligger i et område, der nok er tænkt som et innovationscenter, hvor techvirksomheder og de IT-relevante retninger på Aalborg Universitet ligger side om side, men det ligner noget, der er gået i stå.
Der er betonbygninger med god plads i form af vildtvoksende græs imellem dem, og det hele har en aura af nyligt sløjfede marker. DR’s bygning er i én gul etage, dørene er blå, og indeni hænger der sandfarvede lydplader på væggene. Det hele er forældet undtagen selve radioudstyret, der står som rumskibe midt i hvert studie med skærme, hovedtelefoner og mikrofoner stikkende ud på robotarme. Op ad væggene står der gamle mosgrønne veloursofaer som dem, hippe caféer købte for syv-otte år siden, bare mere slidte. Musikchefen selv, altså programmets vært, er i København og taler med Elbæk ved hjælp af mikrofon og hovedtelefoner, men lytterne behøver ikke vide, de sidder i hver sin ende af landet. Han siger velkommen til, da de går i gang, som om de sad over for hinanden. Elbæk sidder med Hauberg, der har sørget for at fikse en kaffe med mælk, inden det gik i gang. Beanland hører programmet i et andet, tomt studie.
Det første nummer, Elbæk vælger, er under overskriften ’Et, der fylder alt lige nu’. Overskrifterne har presseafdelingen fået i forvejen, og de har skrevet ned til Elbæk, at Rihanna-nummeret ’We Found Love’ fylder alt lige nu. Det bliver spillet. ’Et, der siger noget om din ungdom’ er enten Janis Joplins ’Piece of My Heart’ eller David Bowies ’Heroes’, og Elbæk vælger sidstnævnte.
”Sangen kommer i 1977, hvor jeg er 23 år og bliver far for første gang,” siger han.
”Jeg skal til at finde ud af, hvordan man opdrager en søn, og så kommer David Bowie og viser, hvordan man kan være mand og udfolde sin kærlighed. Og han siger, at vi alle kan være helte, hvis vi har modet til det. Det rammer lige i hjertet som ung far.” ’Heroes’ bliver spillet.
’Et, der siger noget om partiet’ er Drakes ’Started from the Bottom’, som også bliver spillet.
”Det handler om at være iværksætter, jeg er om noget iværksætter. Jeg tror, alle iværksættere, de kender det, at omverdenen siger:
’Du skal ikke tro, du er noget’. Det er vi heldigvis mange, der gør.”
Det hele er hurtigt og sikkert overstået. Sangvalget var ungt, friskt og ladet med gode budskaber, men også meget forudsigeligt og klinisk renset for risici. Havde Elbæk ikke valgt netop de numre til at blive spillet, havde P3 nok spillet dem alligevel.
Uden at rykke sig skal Elbæk nu være gæst i P4-programmet ’Skyd på formanden’, hvor både værten og lyttere stiller skiftende partiledere kritiske spørgsmål live i radioen. Det åbner direkte på Elbæks flyrejser, og han svarer, at han flyver langt mindre i dag end tidligere og for eksempel for nylig har taget toget til Oslo. Han ser irriteret hen over bordet til Hauberg, der møder hans blik med en smittende ro.
En lytter vil vide, hvad Elbæk har tænkt sig at gøre for de små landsbysamfund i forhold til internet og offentlig transport, og en synes elbiler er for dyre. Elbæk svarer ikke synderligt overbevisende, men han svarer dog på alle spørgsmål fra øst og vest. En lytter har økokvæg og kan ikke forstå, der skal CO2-afgifter på oksekød, og en ringer for at spørge, om han bare vil lade grænserne stå pivåbne, eller hvad.