Prøv avisen

Ugens kirkehistorier: Balladen om Jerusalem og Fadervor

Der var fyret godt op under julepynten, da Donald Trump i Det Hvide Hus kunne annoncere, at den amerikanske ambassade i Israel vil blive flyttet til Jerusalem. Foto: Evan Vucci/ritzau/AP

Her får du det bedste overblik over ugens væsentligste nyheder om kirke og tro. God fornøjelse

Ugens citat:

"Selvom flyttekasserne ikke bliver pakket i morgen, kan hans (Trumps, red.) beslutning én gang for alle ødelægge USA's ry som en ærlig mægler i Mellemøsten."

- Kerrin Linde, udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad, om Donald Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem.

Trumps ballade om Jerusalem
Det arabiske ord for Jerusalem er "al-Quds" og betyder "den hellige." Og navnet er sigende: Byen har yderst hellig status for både kristne, jøder og muslimer, som mildt sagt har haft svært ved at blive enige om, hvem der har ret til hvad.

Derfor vækker det undren og kritik, at USA's præsident Donald Trump vil flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. De røde lamper blinker flere steder fra: Pave Frans og europæiske toppolitikere er blandt de bekymrede, og palæstinenserne reagerer med demonstrationer og "tre dages raseri" over beslutningen.

Religions(u)neutral jul
Hjemme i USA er der også nye boller på suppen: Foruden beslutningen om at flytte ambassaden har præsident Trumpi år valgt at glæde sine evangelikale kernevælgere ved at understrege, at julen er en kristen højtid. Det slår han fast på sit første julekort fra Det Hvide Hus, hvor han gør op med forgængerens religionsneutrale hilsener "Season's Greetings" (årstidens hilsen) og skriver "Merry Christmas." Bum.

Julen er heller ikke religionsneutral på Kristeligt Dagblads fagside Religion.dk. Her kan du hver dag i december skrabe dagens låge i den interaktive julekalender, svare på et spørgsmål om jul, kristendom og traditioner - og deltage i konkurrencen om en flot bog- og musikpræmie. Skrab løs her

Revurderet Fadervor
Pave Frans har, udover at kritisere Trump, også haft tid til at tænke over kristendommens ældste bøn, Fadervor, i denne uge. Han er nået frem til, at Gud ikke direkte kan "lede mennesket i fristelse," men at vi selv er skyld i vores fejltagelser. Han vil derfor have den kendte linje ændret til "lad os ikke gå ind i fristelse."

Børn og unges Gud
Gudsbilledet i de moderne børnebibler er blevet mindre teologiske, lyder det fra aarhusiansk ph.d.-studerende. I stedet siger det noget om, hvordan voksne gerne vil forberede børnenes trosliv på den anden side af barnetroen.

Og nu vi er ved barnetroen, har du så set de skønne børn fra Lygten Skole, der med egne ord fortæller, hvem Jesus var? Følg med hver søndag i adventsjulekalenderen på Kristeligt Dagblads facebook-side.

Hvordan forener man som ung sin tro med viden og rationalitet - og hvordan formulerer man troen i den offentlige debat? Det synes de unge at være optaget af ifølge de fire unge religiøse mennesker, avisen har talt med.

Ny lov om trossamfund
Må en frimenighed eller frikirke skrive i vedtægterne, at der ikke må sidde kvinder i menighedsrådet?

Ja, det har de nu lov til, efter at kravet om ligestilling er blevet skrottet fra en ny lov om trossamfund uden for folkekirken, som blev vedtaget fredag. Trossamfundene skal dog opfylde en række andre krav - herunder indsende årsregnskab til Kirkeministeriet, oplyse om donationer og indhente forældrenes godkendelse, hvis mindreårige vil konvertere.

Det skriver andre om kirke og tro:

  • Fotos: 46 blev døbt ved drop-in dåb på Vesterbro.
    Kirken i København
  • Islam bliver mere end fordoblet i Europa frem mod 2050, siger ny rapport.
    Blog, Berlingske.dk
  • Religionshistorikerne Rothstein og Herbener vil hver søndag i en ny klumme kritisere religion, alle dens gerninger og alt dens væsen.
    Politiken.dk
  • Psykolog: Det er helt i orden at lyve om julemanden.
    Dr.dk/nyheder
  • Over for Trump er selv Gud magtesløs.
    Information

Gå ikke glip af disse kommende begivenheder:

Viborg, Midtjylland: Eftertænksom bliver denne sangaften
Pastor Karen Stubkjær lægger op til en særlig eftermiddag, når salmeelskere fra nær og fjern er inviteret til at synge adventstidens mest eftertænksomme salmer. Hvis du er nysgerrig på, hvilke salmer der virkelig kan give stof til eftertanke er det altså ikke en event du må gå glip af! Dette særlige arrangement finder sted på tirsdag den 12. december kl. 14.30 i Viborg Domkirke.

København, København: Den ægte Ulf
Hvem er manden med de tusind masker - skuespiller, dramatiker og halvteologen Ulf Pilgaard? Eller rettere hvem er han ikke? Med bid og vid mestrer han som bekendt utallige roller, som får publikumtil at grine og gyse. Men vidste du, at Ulf har en særlig tilknytning til Grundtvigs Kirke i det nordlige København, som har alt andet end med show og teater at gøre? Find ud hvorfor til dette arrangement, der løber af stablen på tirsdag den 12. december kl. 14.00 i netop Grundtvigs Kirke.

Hunderup, Sønderjylland: Trænger danske kirker i udlandet til lidt dansk folkeoplysning?
Henriette Knudsen, der er præst i Læk, fortæller om danske kirker, der ikke befinder sig i Danmark. Mange vil nok tænke på de gammeldags kirker for sømænd- og orlogsfolk, der stadig den dag i dag bærer navn efter denne tradition. Den danske sømandskirke i New York har eksempelvis rødder tilbage til 1870’erne og hører i kirkelige spørgsmål under biskoppen over Københavns Stift. Dette spændende tema tages op på tirsdag den 12. december kl. 17.00 i Hunderup Kirke.

Assens, Fyn: Et kvart århundrede med Gud og mennesker som job
Den 1. november i år kunne afholdte Birgitte Lerche fejre sit 25-års jubilæum som præst. Derfor kan man denne eftermiddag komme til en spændende beretning, hvor man fra hestens egen mund bliver klogere på livet som, og glæden og udfordringerne ved, et liv som sognepræst i den danske folkekirke. Vær med på onsdag den 13. december kl. 14.30 i Vor Frue Kirkes Hus.

Hvidovre, Sjælland: Opskriften på ægte engelsk julehygge med dansk tilsnit er fundet
På torsdag fusionerer den engelske tradition med at læse ni udvalgte bibeltekster højt i kirken sammen med danske fællessalmer, juleglögg og æbleskiver. Hvidovre Kirkes kor og juniorkor sørger for at salmerne løftes op på et højere niveau, mens menigheden selv læser bibelteksterne højt, når kirken holder "De 9 læsninger."Arrangementet løber af stablen på torsdag 14. december kl. 19.00 i Magistergaarden ved Hvidovre Kirke

Find flere arrangementer i kirke- og kulturkalenderen Kirku