Prøv avisen

Ugens kirkenyheder: Kirkelige oprørstider anno 1968 og 2018

Danske kirkedage er et koncept, som blev udviklet tilbage i 1968, og som siden da har været holdt hvert tredje år. Billedet her er fra Kirkedage 2001 og viser den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, som ses sammen med daværende Aarhus-biskop Kjeld Holm. Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

Her får du det bedste overblik over de væsentligste historier fra troens verden i denne uge. God læselyst!

Ugens citat:

"Vi kan som præster ikke have særlige ‘fine fornemmelser,’ hvor vi synes, vi skal forpligte os mere på menigheden end på det øvrige fællesskab. Luther forbeholdt jo heller ikke kaldstanken til præstestanden, men talte også om lægens, lærerens og sygeplejerskens kald."

- Per Bucholdt Andreasen, formand for Præsteforeningen, om de præster, der melder sig ud af fagforeningen for ikke at skulle strejke.

Interreligiøs uro

Velkommen tilbage efter en kulmination af påskeugens fejring af Jesu opstandelse.

Efter påskens glædelige budskab svinger pendulet tilbage. Der har i ugens løb floreret en række triste historier fra Tyskland om jødiske elever, der udsættes for mobning på tyske skoler. Ifølge tyske aviser må de jødiske elever ofte høre fra deres muslimske kammerater, at Adolf Hitler var en helt, fordi han ville udrydde jøderne.

Sagen er så alvorlig, at formanden for den tyske forbundsdag Wolfgang Schäuble har taget bladet fra munden og udtaler, at det stigende jødehad “også kommer gennem indvandring og det had til Israel, som piskes op i den muslimske verden.”

Udviklingen rækker ud over Tysklands grænser: Rapporter viser, at antallet af overgreb mod jøder er stigende både i Øst- og Vesteuropa, og hændelser af hadfulde overgreb har præget den offentlige debat i blandt andet Storbritannien, Frankrig, Ungarn og Belgien. Derfor vil EU i en ny undersøgelse forsøge at afdække fænomenet i 13 europæiske lande.

Oprøret i kirken 2018

Strejken er nok udsat, men ikke droppet. En række præster har i denne uge meldt klart ud, at de nægter at stejke og opfordrer kollegaerne til at melde sig ud af præsternes fagforening Præsteforeningen. Det gælder blandt andet sognepræst Katrine Winkel Holm, der ikke kan komme overens med fagforeningens påbud om, at hun skal lade "alt sit præstearbejde" ligge under en konflikt. Må man så heller ikke drikke kaffe med sognebørnene? Eller trøste én med ondt i sjælen?

Hos formanden for Præsteforeningen Per Bucholdt Andreasen er der rysten på hovedet over snakken om et kald, som overgår enhver strejke. Nok har fem præster meldt sig ud af fagforeningen under konfliktforløbet - men tre gange så mange har meldt sig ind, pointerer han.

Oprøret i kirken 1968

I år er det 50 år siden, at ungdomsoprørsåret i 1968 udspillede sig. Et historisk tilbageblik viser, at det er en periode, som har været med til at forme nutidens Danmark, også kirkeligt set.​​​​​​ Bølgerne gik højt i oprørsåret, da det liberale ungdomsarbejde stødte sammen med en konservativ teologisk tradition. Det løsnede op i kirkens selvforståelse, så præster i de kommende 50 år begyndte at kunne lave sjov med troen og deres embede, og en række tiltag som teologi for lægfolk, kirkedage og Menighedsfakultetet så dagens lys.

Kirken fik en mere international og praktisk tilgang til verden - men oprøret bar også kimen til meningstyranni og tidens marxisme, skriver kirkeredaktør Anders Ellebæk Madsen i en leder. Han understreger også, at denne kritiske tradition uden tvivl har banet vejen for et syn på kristendom som modkultur til materialisme og konkurrencesamfundet.

Ugens person

Som Paulus sagde, så får vi ikke gjort det gode, vi gerne vil. Det understreger journalist og tv-vært Gertrud Højlund, mens hun bestiller tatar og pommes frites på en café, sat stævne af avisens journalist. Og dette lille optrin afspejler hendes forhold til troen ganske godt:

"Kristendommen en fortælling til os om, at det syndfri liv ikke findes, og at sorrig og glæde altid vil gå hånd i hånd," fortæller Gertrud Højlund. Læs interviewet med hende her.

Det skriver de andre:

Robotforsker efterlyser gode råd fra præster og filosoffer.
Politiken

Seks jomfruer vogtede over Rom i 1110 år.
Historienet

Søren Kierkegaard kan stadigvæk lære dig noget om dannelse.
Information