Kirke & Tro 14.10.18 Kl. 07:05

Ugens kirkenyheder: Det, der binder os sammen og det, der skiller os ad

Her får du det bedste overblik over de væsentligste historier fra troens verden i denne uge. God læselyst!

Inge Haandsbæk Vestergaard
Valgmenighedspræst Morten Kvist får sat kraven på plads inden Folketingets åbningsgudstjeneste. Det skabte postyr at gamle udtalelser om homoseksuelle og pædofili blev hevet frem inden gudstjenesten - og det peger på en folkelig interesse for forholdet mellem religion og stat, mener ekspert.
Valgmenighedspræst Morten Kvist får sat kraven på plads inden Folketingets åbningsgudstjeneste. Det skabte postyr at gamle udtalelser om homoseksuelle og pædofili blev hevet frem inden gudstjenesten - og det peger på en folkelig interesse for forholdet mellem religion og stat, mener ekspert. Foto: Leif Tuxen.

Ugens citat:

“Redningen af de danske jøder var en fælles og spontan handling, som udsprang af danske borgeres ordentlighed, retfærdighedssans og medfølelse. Når mange mennesker tager det ansvar på sig, står medborgerskabet stærkt.”

Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister, i sin tale ved 75-året for redningen af de danske jøder.

Det, der binder os sammen

Det var en rørende begivenhed, der udspillede sig for mange af de fremmødte ved den gudstjeneste i Gilleleje Kirke, som markerede oktober 1943, hvor 7000 danske jøder blev fragtet i sikkerhed i Sverige. Under salmen “Altid frejdig når du går” rejste folk sig for at give udtryk for, at man må “kæmpe for alt det, du har kært og dø, om så det gælder.”

Den folkelige fejring fortsatte i Københavns synagoge i Krystalgade, som blev genåbnet efter en større renovering. Her fik højtideligheden et nutidigt perspektiv med mindelser om terrorangrebene i København for tre et halvt år siden. Blandt de deltagende var kronprins Frederik og Israels præsident Reuven Rivlin, der udtalte:

“Endnu en gang sørgede Kongeriget Danmark sammen med det jødiske samfund i København for, at menneskeligheden var stærkere end hadet.”

Og det, der skiller os ad

Efterdøninngerne fra Morten Kvist-sagen, som fyldte den kirkelige debat i sidste uge, er skvulpet med ind i denne uge. Valgmenighedspræsten, som var inviteret til at prædike ved Folketingets åbningsgudstjeneste, var kommet i en shitstorm efter at flere politikere fremhævede en udtalelse fra 2008, hvori Morten Kvist nævnte pædofile og homoseksuelle i samme sætning. Ifølge kritikerne sammenlignede præsten de to. Men prædikanten selv kaldte det en misforståelse.

Spørger man kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten var det en debat, der kom til at handle mere om en person end om en sag. For tendensen er faktisk, at åbningsgudstjenesterne er blevet mindre og mindre politiske med årene. Og han giver kirkeministeren ret i, at den skarpe afstandstagen til Morten Kvist er et angreb på åndsfriheden.

Så hvorfor blev det så spektakulært? Jo, diskussionen lugter af en anden og større debat, som udspiller sig i Danmark: Nemlig den om danske værdier og religion, og især forholdet mellem stat og religion. Det vurderer leder af Center for Samtidsreligion Marie Vejrup Nielsen. Og så peger hun på, at debatten også peger på en frygt for religiøs radikalisering, hvor også folkekirkens præster kommer i søgelyset.

Gudstjeneste under lup

Et andet emne, som kan fyre op under præstegryderne, er liturgi. Ved en konference i Haslev drøftede præster, organister og menighedsrådsmedlemmer fremtiden for gudstjenestens indhold. Biskopperne har nemlig besluttet, at lægfolk skal inddrages i liturgi-snakken, og derfor er der nedsat såkaldte “ekspertgrupper,” som skal skabe et fundament for den videre drøftelse. Med andre ord, begyndelsen på en længere rejse. Men det var ikke gåpåmod, der manglede blandt deltagerne:

“Liturgi er alt for vigtigt til at overlade til dogmatikerne. Der er mange flere, som har med gudstjenestens liv at gøre, og dem skal vi have på banen,” understregede sognepræst Tine Illum.

En anden, som også finder folkekirkens forkyndelse og debatten om den uhyre vigtig, er den tidligere præst Bent Feldbæk. Så vigtig, at han skrev kirkehistorie, da han i 1996 som første og hidtil eneste præst i folkekirken blev stillet for og dømt af præsteretten i en læresag, hvorefter han mistede sit embede. Årsagen til balladen var, at man i hans optik ikke døber “i” Faderens, Sønnens og Helligåndens navn - men “til.” For omvendelsen er helt central for Snedsted-præsten, der fremhæver den personlige omvendelse og Luthers tanker om, at det er troen, der frelser:

“Selvom folkekirken kalder sig luthersk-evangelisk, er den tilsyneladende gået tilbage til at forkynde frelse ved dåb. Jeg synes, man på den måde reducerer sig selv til en service- og ritualkirke,” fortæller han i et interview i anledning af sin 80 års fødselsdag.

Så fik kirken dén med på vejen.

Mange har en holdning til folkekirkens liturgi, og den er ikke altid positiv: “Ensomt og kedeligt, og som om Gud ikke rigtig er tilstede” var den oplevelse, søster Benedikte fra Benediktinerinderne af den hellige Lioba-orden havde af folkekirken som barn. Det fik hende til at bryde med protestantismen og gå over til den katolske kirke, hvor hun følte sig som en del af et fællesskab. Mød hende her.

Det skriver de andre