Ugens citat:

“Jeg synes, at præsterne i meget højere grad skulle råbe op, når Folketinget bevæger sig ind på samvittighedens område. Det er en sammenblanding af Luthers to regimenter, og det fører lige ind i det totalitære samfund. Vi er godt på vej.”

Birthe Rønn Hornbech, tidligere minister og vicepolitimester, om nutidens integrationspolitik, især debatten om, hvorvidt man skal lovgive om håndtryk og burkaer.

Hvad dåben kan

Ugen har budt på masser af debat om liturgi og ritualer.

Først og fremmest har det handlet om drop in-dåb - et koncept, der er kommet for at blive, ser det ud til. Vesterbro Sogn vandt Kristeligt Dagblads Initiativpris i år for at have fundet på den nye dåbsform, og flere steder i landet bliver drop in-dåb hevet ind i varmen.

Men det har også skabt debat på ny, for er det symptomatisk for vor moderne tid, at ting skal gå hurtigt og være nemt, eller handler det om at møde folket, dér hvor de er, om det så er i forbifarten?

Præst i Kingos Sogn Henrik Højlund mener, at drop in-dåb smager af “fastfoodkristendom”. At det er et af de “teologiske vildskud, som folkekirken er så fyldt med”.

Men han bliver modsagt af to menighedsrådsmedlemmer fra Frederiksberg. Da deres kirke for nylig havde arrangeret drop in-dåb, blev det en forunderlig oplevelse. Ritualet blev indgangen til et fællesskab, og her oplevede de, at folkekirken viste sig fra sin stærkeste side, skriver de i et debatindlæg.

Sognepræst Steffen Ringgaard Andresen hiver et andet perspektiv ind i diskussionen om drop in-dåb: At nutidens danskere bliver mødt med krav om autencitet i alt, hvad de gør. Og derfor kan de vælge deres børns dåb fra, simpelthen fordi de er bange for, at de ikke “tror nok”. Og her kan drop in-dåben være med til at formidle, at det ikke behøver tage mange års intensiv trostræning at fortjene Guds nåde.

Hvad ritualer kan

I sig selv er ritualer vigtige, uanset tro eller ikke-tro, skrev begravelsesleder Karin Liltorp fra Humanistisk Samfund i et debatindlæg tidligere på ugen. Da en ven forfærdet fortalte om sine oplevelser med bordbøn i USA, var svaret fra den humanistiske leder, at det da egentlig ikke var nogen dum idé. For ritualer er vigtige for fællesskabet, mener hun, og er en pause til eftertænksomhed.

Danmark er fattigt på fælles ritualer, hvis man sammenligner med udlandet. Det mener sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard. Foreningen står bag en ny udstilling ved navn “De døde i vores liv”, som handler om sorg og mindekultur i Danmark. Hun mener, at mange er nødsaget til at opfinde deres egne måder at skabe rammer for at mindes. Udstillingen er således en række personlige beretninger fra forskellige danskere i sorg og viser de ritualer, de greb fat i for at udtrykke sorgen og mindes de døde.

Hvad sorgen kan

Der er få uger til allehelgen, en højtid, hvor man i mange kirker mindes de døde fra det forgangne år. Det er samtidig en højtid, hvor man kan reflektere over sorgens dna og måder at håndtere den på - som sognepræst Lars Gustav Lindhardt, der mistede sin far, forhenværende biskop Jan Lindhardt, i 2014. For ham er sorgen ikke blevet mindre med tiden, men han oplever selv, at han med tiden bliver stærkere og dermed bedre rustet til at bære den. Og så har hans tro været en vigtig del af sorgprocessen:

“Kristendommen er løftet om, at selvom jeg i dag ser kærligheden til min far spejlet i døden, så skal jeg en dag se den igen, som den virkeligt er.”

Og før vi runder sorgen af, er det værd at nævne psykologiprofessor Svend Brinkmanns nye bog, “Det sørgende dyr”. Heri slår han et slag for at skrotte den naturvidenskabelige tilgang til sorgen som en diagnose og se sorgen som den helt naturlige følelse, den er - og hvis det har vakt din nysgerrighed, kan du læse et uddrag fra bogen her.

Ugens portræt

Barrikaderet bag en stor, tung træport i Brøndby Strand bor tidligere kirkeminister og vicepolitimester Birthe Rønn Hornbech, der torsdag fyldte 75 år. Selvom hun er gået på pension, har hun nok at tage sig til, og hun savner ikke politik. For hun har altid været mere optaget af teologi og god litteratur end af livet på Christiansborg, fortæller hun.

Udover sit omfattende foredragsarbejde og læselysten, bruger hun meget tid på teologi og prædiker af og til i forskellige kirker. Hvis hun skulle tage én ting med på en øde ø, ville hun vælge Salmebogen, for "alt hvad hjertet begærer står i Salmebogen".

Læs fødselsdagsinterviewet med hende her.

Det skriver de andre

• Naboer vækket midt om natten af kirkeklokker: De ringede i timevis
  <em>DR</em>
  
• Islam får meningsdannere til at indtage absurde holdninger
  Weekendavisen
  
• Der går en ånd gennem Europa, en kristen ånd
  <em>Politiken</em>