Prøv avisen

Ugens kirkenyheder: Missionen, imamerne og "filosofiens Elvis Presley"

"Fællesskab" stod der skrevet bag formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard, da han var på talerstolen til organisationens årsmøde. Det skal gøres mere tydeligt, hvad der er evangelisk-luthersk lære, lød hans opsang til flokken. Foto: Ben Haman

Her får du det bedste overblik over de væsentligste historier fra troens verden i denne uge. God læselyst!

Ugens citat:

“Det er ikke ligegyldigt, hvilken Kristus vi forkynder. Og jeg synes, at der er rod i butikken på det her felt.”

Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission, på organisationens årsmøde på Mørkholt Strand Camping.

Missionen og moneterne

Ugen har handlet om tal og økonomi i den kirkelige arena, hvor der for nylig har været holdt årsmøder i nogle af de største kristne organisationer. Bibelselskabet kunne vise et flot overskud på over en halv million, der primært skyldes et styrtende godt salg af Bibelen til konfirmander og den nye Kirkesangbogen. Dog er der udsigt til faldende arveindtægter, og medlemspleje og -udvikling vil fremover være i fokus.

Der var også imponerende tal hos Indre Mission, der for tredje år i træk fremviste et strålende regnskab. I år var der endda et millionoverskud, men trods jubel over tal på bundlinjen og glade mødedeltagere på Mørkholt Strand Camping, lod formand Hans-Ole Bækgaard en alvorlig og kontant bemærkning falde fra scenen om, at Indre Mission skal skærpe forståelsen for den evangelisk-lutherske lære og øge medlemmernes åndelige dømmekraft. Alt dette i tråd med bevægelsens oprindelige formål fra 1861 om at “lede til Jesus - leve i Ham,” mens han understregede, at der er alvorlige konsekvenser, når man forfalder til en teologi, der ikke taler klart om synd og nåde, frelse og fortabelse. Så blev det slået fast med syvtommersøm.

Selvom Mission Afrikas årsmøde først løber af stablen til september, bliver det et år med nye boller på suppen. Generalsekretær Peter Fischer-Nielsen er nemlig stoppet som generalsekretær for i stedet at blive sognepræst. Bag sig efterlader han en organisation, som økonomisk er udfordret og formentlig må finde nye indtægtskilder ud over genbrugsbutikkerne, som oplever hård konkurrence.

Også Landsforeningen af Menighedsråd har holdt årsmøde. Det foregik på Nyborg Strand i denne weekend, og et af punkterne på dagsordenen var at blive bedre til at tale om troen i stedet for blot de praktiske opgaver. Dette er blandt andet mundet ud i den nye hjemmeside talomtro.dk, som skal hjælpe menighedsrådene med at nedbryde den kirkelige blufærdighed, forklarer formand for foreningen Søren Abildgaard.

Balladen om imamerne

Efter implementeringen af den såkaldte “imamlov” fra 2016, er det blevet obligatorisk for alle religiøse ledere med vielsesbemyndigelse at deltage i et kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre. Intentionerne var gode, men loven har fanget en række danske frikirkepræster i en lang række af kurser, som de nu kalder for “spild af tid og penge” og “helt absurde.” Kritikken går blandt andet på, at de ærkedanske præster skal undervises i demokrati, mens der ved deres side sidder imamer, som dårligt kan forstå dansk og ikke får noget ud af undervisningen.

hvad siger kirkeministeren til kritikken? Hun mener, at det er for hurtigt at drage konklusioner og understreger samtidig, at hun med kurset håber, at trossamfundene uden for folkekirken vil få lejlighed til at tale med hinanden.

Debatten om imamer og kontrol med religiøse forkyndere har også udmundet i flere forslag til, om man ikke kunne etablere en dansk imam-uddannelse - et emne, som stud.jur. Tarek Ziad Hussein også udbygger i sin bog “Det sorte skæg,” hvor han efterlyser kritisk, teologisk tænkning blandt muslimer.

Kan det lade sig gøre? Hvad er erfaringerne fra Tyskland og USA, hvor lignende uddannelser i dag udbydes, og hvilke udfordringer har vi i en dansk kontekst? Det giver religionsforsker Niels Valdemar Vinding et bud på i religionsanalysen.

“Filosofiens Elvis Presley”

Sådan kaldes den slovenske filosof Slavoj Zizek, som trak fulde telte på Heartland Festival i sidste weekend. Zizek er kendt for at tale nutiden imod med sine provokerende og populærkulturelle referencer. Han kalder sig en kristen ateist, der har fundet inspiration hos filosoffen Hegel og i Paulus’ tale om, at alle uanset kultur og køn er lige som Kristi følgere. Kristeligt Dagblad mødte ham til en snak om tro og kristendom som revolutionær tænkning.

De 1500 salmebøgers hus

Så stor er samlingen blevet i ægteparret Bettina og Peter Noers præstegård i Frøslev på Mors. Her har de sammen udviklet en forkærlighed for de indbundne bøger. Den ældste salmebog er helt tilbage fra Reformationens spæde dage i 1500-tallet - mød de to passionerede samlere her.

Ugens kirke

Dragshows, burlesque og voodoo-gudstjenester er blandt de genrer, som er blevet blandet sammen under weekendens Northside-festival i Aarhus. Her har man i et særligt eventområde kunnet blive "gift" i festivalens egen kirke. Hvad mener de med det, og hvad er formålet med festivalkirken? Vi har spurgt en af arrangørerne. Læs interviewet og se billederne fra den solrige og alternative gudsdyrkelse.

Det skriver de andre:

DF’er provokerer med burkaopslag: Hvordan kan børnene finde deres mor?
Dagens.dk

Muslimske friskoler er roden til alt ondt, mener tidligere elev
Berlingske

Pludseligt brud på ramadanen gjorde underværker for fodboldlandshold
Jyllands-Posten

Afbrændingsforbud på Fyn kan aflyse sankthansbål
Fyens Stiftstidende