Ugens kirkenyheder: Moderne mission på Vesterbro og højlydte protester i Vejle

Her får du det bedste overblik over de væsentligste historier fra troens verden i denne uge. God læselyst!

Så er der drop in-dåb igen: I går kunne danskere for fjerde gang komme ind fra gaden og blive døbt. Her er det sognepræst Mette Gramstrup i færd med at døbe, da initiativet blev startet i 2017.
Så er der drop in-dåb igen: I går kunne danskere for fjerde gang komme ind fra gaden og blive døbt. Her er det sognepræst Mette Gramstrup i færd med at døbe, da initiativet blev startet i 2017. Foto: Emil Kastrup Andersen.

Ugens citat:

”Hvis jeg ville gå og eksaminere folk, var jeg nok blevet dommer eller lærer i stedet for præst. Kun Gud ved, hvad der er godt nok, når det kommer til stykket.”

- Mette Gramstrup, sognepræst på Vesterbro og præst ved den første drop in-dåb i 2017, til spørgsmålet om, hvorvidt dåbskandidater behøver en trosafhøring.

Moderne mission på Vesterbro

Drop in-dåb har som koncept kun et år på bagen, men det spreder sig som ringe i vandet. Der er planer om, at den hurtige dåbsform skal udbredes til Sjælland og Østjylland inden længe. I morgen holdes fjerde omgang af drop in-dåb i en kirke på Vesterbro - og det passer bare godt til nutidens dansker at kunne komme ind fra gaden og lade sig døbe, mener lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Anita Hansen Engdahl:

”Det er jo en missionsstrategi, der tilpasser sig nutidens kontekst på linje med de andre nye former, vi har set som minikonfirmander og graviditetssamtaler."

Måske modellen med drop in-dåb som missionsstrategi kunne være noget for vores nordiske naboer? Det er nemlig en usikker tid for den norske kirke med nedadgående kurver. Det skyldes primært et fald i dåbstal, men også den dalende kirkegang kan mærkes. Så nu spørger medlemmerne af kirkens øverste beslutningsorgan Kirkemødet hinanden: Virkede de seneste internetkampagner? Skal man lukke kirker i Oslo? Læs om deres seneste møde her.

Den går ikke

En 100 år gammel rødstenskirke i Vejlebydelen Bredballe er centrum for en protest i disse dage. Kirken skal rives ned, har menighedsrådet bestemt, og der skal bygges en ny og større kirke i stedet. Det er især pladsmangel samt ønsket om at være mere handicapvenlige og tilbyde børnepasning under gudstjenesten, der har resulteret i beslutningen.

Men 700 lokale sognebørn har skrevet under på en samlet protest mod nedrivningsplanerne, og andre har skrevet læserbreve til de lokale aviser. De ønsker indflydelse og kritiserer menighedsrådets lukkede døre, der ifølge en af de protesterende, ”hælder nærmere mod magtens arrogance end mod en tjenende ydmyghed.” Uha.

En anden af ugens kirkelige konflikter har udspillet sig i Nordsjælland, hvor en kirkesanger fik problemer efter at have indspillet en politisk sangvideo om den eskalerende overenskomstkonflikt. Hovedpersonen er kirkesanger og formand for Dansk Kirkemusiker Forening Merete Sand, der synger sin støtte til de lockout-truede på en salmemelodi. Dertil har hun skudt en musikvideo, som er optaget på hendes arbejdsplads i Ledøje kirke - men den går ikke, lyder det nu fra retsteolog Kristine Garde, det kalder episoden misbrug af kirkerummet og tjenesteforseelse. Få indblik i sagen her.

Den går ikke II

Noget andet, der bestemt heller ikke går, hvis man blandt andet spørger folketingsmedlem og værdiordfører for Konservative Naser Khader, er omskæring:

”Religiøse ritualer, der medfører smerter, bør ikke accepteres i et moderne samfund."

Udtalelsen faldt i forlængelse af, at Konservative og Liberal Alliance har besluttet at fritstille deres medlemmer, hvis det stillede borgerforslag mod omskæring af raske drenge under 18 år skal behandles i Folketinget.

35.842 danskere har i skrivende stund skrevet under på borgerforslaget, som kan tages op i Folketinget, hvis det når over 50.000 underskrifter.

I mellemtiden går bølgerne (stadig) højt i debatten om rituel omskæring. Vil et forbud stride mod religionsfriheden og blive en hetz mod muslimer og jøder? Eller handler det grundlæggende om barnets tarv og om ikke at udføre unødvendige kirurgiske indgreb på mindreårige? Følg den løbende debat i avisen.

Ugens indblik

Journalist Charlotte Rørth har vundet mange danskeres hjerter med sin vilde fortælling om dengang hun mødte Jesus og blev fyldt af guddommelig glæde.

En anderledes oplevelse af et sådant møde får man hos Eva Høffding, leder af Ignatius Healing Center. Som teenager forlangte hun et bevis på det guddommeliges eksistens. Det fortrød hun hurtigt, for da hun blev mødt af en guddommelig energi, der rystede hele ungdomsværelset, var det så voldsom en oplevelse, at hun måtte bede Jesus gå igen.

Mød terapeut Eva Høffding i serien ”Troens øjeblik.”

Det skriver de andre:

Metalfans blev forvekslet med selvmordskult
Gaffa

Sandt eller falsk? 7 myter om Vatikanet
Historienet

Utilstrækkelig nedbrydningsproces belaster norske gravpladser
Vårt land

Genopdragelsesrejser er ikke kun skræmmehistorier fra Mellemøsten – det sker også på danske kostskoler
Information

Hendes far er muslim, hendes mor er Jehovas Vidne, og hun selv er rocksanger med meget på hjerte
Fyens Stiftstidende