Ugens kirkenyheder: Nyt kirkeligt værktøj og nyt fra Ulkebøl

Her får du det bedste overblik over de væsentligste historier fra troens verden i denne uge. God læselyst!

Kirke.dk er et nyt specialmedie fra Kristeligt Dagblad, som fra 21. september vil lave løsningsorienteret journalistik for dem, der arbejder med kirkeliv.
Kirke.dk er et nyt specialmedie fra Kristeligt Dagblad, som fra 21. september vil lave løsningsorienteret journalistik for dem, der arbejder med kirkeliv. Foto: Adam Garff/.

Ugens citat:

“Man skulle være et skarn, hvis ikke man glædede sig.”

Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift, til de nye tal fra Danmarks Statistik om kirkelige udmeldelser.

Nyt til værktøjskassen
Ja, Henrik Wigh-Poulsen har måske en pointe. Der er nok at glæde sig over i disse dage. Der er først og fremmest godt nyt til alle de, der arbejder professionelt med kirke og menighedsliv i Danmark. Et nyt digitalt specialmedie fra Kristeligt Dagblad ser nemlig dagens lys den 21. september med det sigende navn Kirke.dk.

Med redaktør Kåre Gade i spidsen skal Kirke.dk levere “løsningsorienteret journalistik,” der kan bruges som værktøj i det daglige arbejde eller den frivillige indsats:

“Og så vil Kirke.dk have en meget tiltrængt kalender over kirkelivets faglige arrangementer - kurser, konventer og generalforsamlinger,” fortæller Kåre Gade.

Andre glædelige nyheder handler om folkekirkens medlemstal, eller rettere sagt antallet af årlige udmeldelser af folkekirken, som nu er på det niveau, man så før Ateistisk Selskabs store kampagne i foråret 2016. Biskop over Aarhus Stift, Henrik Wigh Poulsen, glæder sig slet skjult over de nye tal, men understreger også, at de nu ikke kommer bag på ham:

“Folkekirken er en stabil størrelse.”

Balladen om hænderne
Efter at et muslimsk par i Schweiz fik afvist deres ansøgning om statsborgerskab, fordi de nægtede at give hånd til personer af det modsatte køn, er debatten skudt i vejret herhjemme. Dansk Folkeparti og Konservative vil gøre det obligatorisk at skulle give hånd, hvis man vil være statsborger i Danmark, punktum.

Der er stor kompleksitet i den lille berøring mellem fremmede hænder, som varer få sekunder. Det er blevet et symbol på ligestilling mellem kønnene og er en vigtig markør i det danske møde med andre kulturer, hvor det skandinaviske udgangspunkt er at give kvinder samme muligheder som mænd, skriver kirkeredaktør Anders Ellebæk Madsen i en leder.

Ude i verden er der dog ganske forskellige syn på, hvad et håndtryk er og kan. I eksempelvis japansk kultur har berøringsangsten hjulpet med at etableret en kultur for at bukke høfligt. Få overblikket over, hvad håndtrykket betyder for jøder og muslimer her.

Ingen uge uden kritik
Den nye Tænketank Eksistensen, som skal gøre danskerne mere videbegærlige om kristendommen, får nu hug for at have en skæv kønsmæssig sammensætning med kun seks kvinder ud af 20 medlemmer - en “forstemmende” kendsgerning ifølge sognepræst Leise Christensen.

Derudover kritiseres tænketanken for at være centrumvenstredrejet, kirkeligt set. Forfatter og tidligere lektor Hans Hauge undrer sig over, at der hverken er tidehvervspræster, missionske eller frikirkelige kristne repræsenteret i det, han kalder “teologiens svar på tænketanken Cevea.”

Formand for tænketanken Carsten Mulnæs kan dog garantere, at det ikke bliver en politisk lobbyorganisation og understreger, at medlemmerne ikke skal repræsentere bestemte kirkelige retninger, men er valgt ud fra deres faglige akademiske profiler.

Ugens Ulkebøl
I det konfliktramte sønderjyske sogn Ulkebøl har beboerne i denne uge afleveret 921 underskrifter til biskop Marianne Christiansen. De kommer fra borgere, som ikke ønsker, at menighedsrådet skal gå af i utide. Mød ægteparret Møller, der kæmper for kirkelig forsoning ved at stemme dørklokker eller læs ledelsesrådgiver Evabeth Mønsters gode råd til, hvordan man håndterer “sunde” konflikter i menighedsrådene, for som hun skrev tidligere på ugen i avisen: “Konfliktløsning er en kompetence, der skal trænes.”

Ugens person
Danmark har mistet en stor personlighed. Det er næppe til nogens overraskelse, at den folkekære digter og forfatter Benny Andersen er gået bort, og i denne uge blev han bisat fra Sorgenfri Kirke, hvor et entourage af kulturelle- og litterære spidser var samlet med digterens familie for at tage den sidste afsked. Som sognepræst Søren Hermansen udtrykte det i sin begravelsesprædiken:

“En digter dør, og budskabet bringes dagen efter på morgenavisernes forsider i store typer. Det ses ikke ret tit. Men det sås, da Benny var død.”

Det skriver de andre
Præst: Meningsfyldt at være udsendt til Afghanistan
<em>BT</em>

Stjerneparade synger til Aretha Franklins begravelse
Jyllands-Posten

Et Irland i opbrud tager imod paven
<em>Fyens Stiftstidende</em>