Ugens kirkenyheder: Økumenisk samarbejde uden ortodokse, og kirken på sommerferie

Her får du det bedste overblik over de væsentligste historier fra troens verden i denne uge. God læselyst!

I de større ferieområder oplever kirkens folk en stor søgning til gudstjenester. Derfor vil en turistpræst i Ribe Stift sørge for, at der er noget at komme efter, mens præsterne holder ferie.
I de større ferieområder oplever kirkens folk en stor søgning til gudstjenester. Derfor vil en turistpræst i Ribe Stift sørge for, at der er noget at komme efter, mens præsterne holder ferie. Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift.

Ugens citat:

"Personligt har jeg det fint med liturgien og kan godt lide, at højmessen ikke er noget, man bliver fanget af med det samme, som man gør med Candy Crush."

Bent Meier Sørensen, professor i ledelse, politik og filosofi, om fremtiden for folkekirkens liturgi.

HVEM BESTEMMER I KIRKEN?

Det er kernen i diskussionen om folkekirkens liturgi, som blev skudt igang med en rapport i begyndelsen af juni. I den forgangne uge er diskussionen fortsat i avisen.

For hvordan skal liturgiens form fastsættes i et land, hvor en præst tidligere er sluppet afsted med at sige, at han ikke tror på Gud, mens en anden blev fradømt kjole og krave for at ændre i dåbsritualet? Skal man låne teorier fra ledelsesfilosofien, som det foreslås i rapporten?

Skal præst og menighed i fællesskab kunne justere i højmessen, så den skaber mere nærhed, som Ørestadspræst Rikke Weissfeld mener? Eller ligger der i virkeligheden et fællesskab i, at liturgiens rum på en måde er fremmed for alle, som kirkemusiker Mikael Rahbæk Andreasen mener?

Det vil blive diskuteret de næste måneder, så følg med i debatten på avisens kirke & tro-sider. Eller i dette nyhedsbrev, selvfølgelig.

HVOR BLEV DE ORTODOKSE AF?

Samarbejdet mellem kirkerne befinder sig på et absolut højdepunkt, kunne man forstå på Viborg Stifts biskop og formand for Danske Kirkers Råd, Henrik Stubkjær, i sidste uge. Her skrev han om et nyt hæfte med titlen "Noget om den kristne tro," som næsten alle medlemmer af Danske Kirkers Råd har være med til at skrive. Med undtagelse af de ortodokse kristne, skriver han.

Kun to ortodokse kirker er medlem af Danske Kirkers Råd, og disse havde protesteret mod teksten, fordi de ikke havde været med til at skrive den, skriver en fortørnet ortodoks præst Poul Sebbelov i et debatindlæg. Efter at have fremført denne pointe på et møde, fik han svaret: “Der er ikke ortodokse elementer i teksten, og det skal der heller ikke være, for det er alt for fremmed for dansk kristendom.” Så meget for økumenien.

Uden for kongerigets grænser går det bedre med at få de ortodokse med i det økumeniske arbejde. I går var den katolske kirkes pave Frans i Italien for at mødes med overhoveder for alle de østlige kirker, ortodokse såvel som katolske, for at diskutere de kristnes trange kår og prøvelser i Mellemøsten.

KIRKEN PÅ FERIE

Når danske og tyske turister indtager den jyske vestkyst, kan de med god grund besøge de lokale kirker som sommergæster. I dette område har Ribe Stift ansat en turistpræst, som skal sørge for, at de mange åbne kirker om sommeren også bliver brugt til gudstjeneste og foredrag. Sommeren er nemlig ikke kun das og soven længe, for stiftets præster oplever en stor søgning mod kirken i sommervarmen.

Kirken er også åben andre steder i sommerlandskabet, for eksempel på Nibe Festival. Her kan de unge festivalgængere kigge forbi folkekirkens telt og få vasket fødder af en præst, mens de får sig en god snak - og nærmer sig hinanden. Fra en af de unge lyder det efter at have besøgt teltet: “Det er ikke så helligt, som jeg troede,” og sognepræst Michelle Holst Andersen kalder det “et voldsomt møde mellem kristendommen og virkeligheden,” der har givet hende stof til eftertanke om, hvor og hvordan kirken skal møde folket.

GUDS EKSISTENS

Sangeren, kunstneren og forfatteren Patti Smith er tilbage med en ny bog efter successen “Just kids.” I den nye roman vil hun med egne ord “levere et bevis på, gennem en kamp med ordene, at Gud eksisterer.” Find ud af, om det lykkes hende, i kulturredaktør Michael Bach Henriksens anmeldelse af bogen.

Hvis Gud kan kaldes "realis," så kan mennesket kaldes "homo potentialias" - et væsen, hvis bestemmelse er at kunne blive til noget, mente filosoffen Aristoteles. Eller sagt enklere: Lykken er ikke at nyde tilværelsen. Lykken er at blive mere og mere et menneske. Det giver studerende ved Menighedsfakultetet i Aarhus Jacob Munk tre råd til, hvordan du kan blive. Og måske har du gættet det - det handler blandt andet om mødet med Guds nåde. Og om at gå i kirke om søndagen.

Det skriver de andre:

Danske satanmønter fundet i engelsk kirke vækker international opsigt
Politiken

Muslimer tændte bål trods forbud: Nu kommer politiet med overraskende indrømmelse
<em>BT</em>

Iværksætter: Tænk, hvis Gud er ond?
<em>Politiken</em>

Torkil skal hjælpe nye præster godt igang
F<em>yens Stiftstidende</em>