Prøv avisen

Ugens kirkenyheder: Religionsfrihedens beskyttere og kirken under åben himmel

Ugens kirkelige nyheder har især handlet om religionsfriheden og det, som nogle anser for at være en trussel mod den. Et borgerforslag vil fjerne Jehovas Vidner fra listen over godkendte trossamfund, og burkaforbuddet er trådt i kraft. Foto: Mads Claus Rasmussen og Andrew Kelly/Ritzau Scanpix

Ugens citat:

“Gud er ikke kun Gud for buslinje 5, han er chauffør for alle busser!”

- Rikke Weissfeld, sognepræst i Ørestad Kirke. Kan du gætte, hvilken kontekst citatet optræder i? Få svaret længere nede.

Religionsfrihed og Vidner

Med et nyt borgerforslag rettes skytset nu mod Jehovas Vidner - og særligt mod trossamfundets praksis med udstødelse af medlemmer, der ikke lever op til den rette religiøse livsførelse. Staten bør ikke bidrage til et trossamfund, som udelukker folk på den måde, for det er ikke religionsfrihed, lyder begrundelsen for kravet om at fratage Jehovas Vidner deres status som anerkendt trossamfund i Danmark.

Bag borgerforslaget står Martin Brahtz, der i et debatindlæg tidligere på ugen delte sine historier om trossamfundet og argumenterede for, hvorfor Vidnerne er en fare for religionsfriheden. Folketingsmedlem Christian Langballe (DF) bedyrer, at han har i sinde at tage sagen op i kirkeudvalget efter ferien.

Religionsfrihed og tørklæder

Så blev lang tids debat til ny virkelighed: Tildækningsforbuddet - i populær tale burkaforbuddet - trådte onsdag i kraft og udløste selvsagt demonstrationer. Blandt dem, som rammes af forbuddet, er 20-årige Meryem, som i et interview fortæller om, hvorfor hun mener, politikerne vil se tilbage og fortryde denne lov.

Der er også muslimer, som mener, at tildækningsforbuddet er en god ting - blandt andet folketingsmedlem Halime Oguz (SF). Hun mener, det er hjernevask, når kvinder hævder selv at ville tildække sig - og kalder det “en slave, der kysser sine lænker.”

Man må ikke slå ihjel

Den katolske kirke har offentliggjort en ændring i kirkens lære. Dødsstraf kan under ingen omstændigheder tillades, fordi det er “et angreb på menneskelivets ukrænkelighed og værdighed.” Således kan man sige, at moderkirkens høje vægtning af retten til liv er blevet cementeret yderligere. Andre eksempler på dette er katolikkernes modstand mod abort og mod aktiv dødshjælp.

Man kan godt tjene Gud i det fri

Mange præster gned nervøst hænder og spåede om pjat og pjank, da det i 2013 blev gjort muligt at vie folkekirkens medlemmer uden for kirkerummet. Vil folk så til at vies i Rundetårn eller på Storebæltsbroen, lød frygten - som nu er blevet gjort til skamme.

For her fem år senere viser en ny undersøgelse udført af stifts- og sognepræst Thomas G. Felter, at vielserne i det fri ikke resulterer i udskejelser eller tivolisering af et vigtigt ritual. Kun 6 ud af 1769 ansøgninger til biskopperne om udendørs vielser er blevet afvist.

I stedet kan man i undersøgelsen se, at især naturen er vigtig for mange danskere. ”Det hellige og naturen har en storhed, som mange forbinder med hinanden,” skriver kirkeredaktør Anders Ellebæk Madsen i sin leder om erfaringerne med udendørs vielser.

Man kan godt tjene mammon i det fri

Det foregik også udendørs, da kristne fra en bred vifte af højrekirkelige retninger mødtes på Holmsborg Bibelcamping ved Ringkøbing i sidste uge for at tjene Gud - dog ikke med sang, bøn eller vielser for den sags skyld, men med mammon. Handlen gik nemlig flittigt på lejrens område, hvor man blandt andet kunne “vande en teenager” eller få sat garnet til en flad 20’er.

Ugens ris

- Sognepræst Sørine Gotfredsen er for hurtig på refleksen i stedet for at reflektere, lød kritikken fra religionsprofessor Anders Klostergaard Petersen tidligere på ugen. Hans angreb handler om Gotfredsens syn på en igangværende diskussion om, hvorvidt kristendommen passer bedre til sekulære samfund end så mange andre religioner (læs: islam). Enhver der forsker i tro, og som selv er troende, burde inddrage denne personlige erfaring af, hvad det vil sige at tro, mener hun.

Men Sørine Gotfredsen blander tingene sammen i sin refleksion, skriver Klostergaard. For når hun på den måde påstår, at man skal være troende kristen for at kunne tale om kristendommen, kender hun ikke til forskel på kateder og prædikestol - på universitet og kirke.

Ugens ros

- Der var til gengæld smiger til kirkeminister Mette Bock (LA) i et andet debatindlæg tidligere på ugen. Hun fremhævede især ministerens fokus på religiøs sameksistens. Budskabet er, at vi mister noget helt centralt, hvis vi i mødet med andre mennesker lader os styre af angst for fundamentalisme og terror. Religionsfrihed har vi, og den består i at behandle alle mennesker lige - for alle busser har Gud som chauffør, skrev sognepræst Rikke Weissfeld fra Ørestad Kirke i sit indlæg.

Det skriver de andre - om islam, burkaer og kvinder:
Islamforsker. Debatten i Danmark har udviklet sig til et kollektivt hysteri i forhold til islam og muslimer
Politiken

DF-profil fortørnet over, at sundhedspersonale skal lære om ramadan: “Det er knæfald for muslimer”
Berlingske

Folk raser over Søren Espersens burkabillede: “Det er et kunstværk”
BT

"Dansk-muslimske kvinder er gået forrest i kampen for frigørelse. Nu bør mændene også rejse sig."
Weekendavisen

Forening for udsatte muslimske kvinder: "Vi oplever ikke en reel interesse for at hjælpe dem."
Berlingske