Ukendte forsøgte at sætte ild til vaccinationscenter

Politiet øger patruljeringen ved vaccinationscentre efter et forsøg på ildspåsættelse i Horsens i weekenden.

Ukendte gerningsmænd forsøgte natten til søndag at sætte ild til et vaccinationscenter i Horsens.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Medarbejdere ved vaccinationscenteret ringede søndag morgen til politiet, da de opdagede, at der blandt andet var smadret en rude i bygningen på Fuglevangsvej.

Det viste sig, at rudeknuseren også havde forsøgt at sætte ild til bygningen. Det lykkedes dog ikke, og skaderne på bygningen begrænser sig ifølge politiet "hovedsageligt" til den knuste rude.

- Vi ser med alvor på hændelsen og efterforsker nu, hvad der ligger bag, udtaler politiinspektør Carit Andersen i pressemeddelelsen.

- Vaccinationscentre og deres personale har i denne tid en meget vigtig samfundsopgave, og det er ikke i orden at skabe bekymring hos hverken personalet, der arbejder der, eller hos borgere, der får udsat deres vigtige vaccination.

Politiets teknikere har undersøgt gerningsstedet, og efterforskningen af hærværket fortsætter.

Episoden har ført til, at Sydøstjyllands Politi nu har øget sin patruljering ved vaccinationscentre i politikredsen.

/ritzau/