I debatindlæg, ledere og interviews diskuterer kommentatorer, politologer og politikere i øjeblikket, hvorfor Vesten er havnet i en så intens konfrontation mod Rusland, der er eskaleret med krigen i Ukraine.
At Vesten skal vinde, er der ikke uenighed omkring. Men er konflikten opstået, fordi Vesten har provokeret Rusland ind i en aggression, eller er den alene Ruslands skyld? Det er et spørgsmål, der skaber store brudflader i debatten. Modstandere kalder hinanden for putinister eller ønsketænkende idealister, og ingen af delene skal forstås positivt.
Debatten handler også om, hvad der nu skal ske med Vestens sikkerhedspolitik. Er vi vendt tilbage den rå magtpolitik, hvor stormagterne med militærmagt skal holde hinanden i skak, eller får den fælles fjende tværtimod Vesten til at samle sig om en forstærket tro på den liberale verdensorden, der blomstrede frem efter murens fald i 1989?
Magt eller handel?
Debatten udspringer af en årtier gammel akademisk sikkerhedsdiskussion mellem såkaldte realister og liberalister.
Realisterne anskuer den militære verdensorden som et politisk magtspil, hvor staterne først og fremmest tænker i på egne interesser og egen overlevelse. De grundlæggende interesser vil altid være vigtigere end internationale love og konventioner, som i bedste fald er hensigtserklæringer. Nutidens realistiske analyse hedder derfor, at magtbalancen er blevet for skæv, og at Rusland har følt sig så truet af Natos udvidelse mod de russiske grænser, at det har fremprovokeret en radikaliseret, russisk udenrigspolitik.
Den liberale retning er til gengæld opstået som et modspil til realisternes magtanalyse. Hvor realisterne mener, at regler, konventioner og relationer i internationale institutioner som FN og Verdenshandelsorganisationen (WTO) mest af alt bare er hensigtserklæringer, man kan enes om, når magtbalancen er intakt, mener liberalisterne, at internationale relationer er forudsætningen for at undgå konflikter. Nationer, der handler sammen i et regelbaseret system, er nemlig langt mindre tilbøjelige til at gå i krig med hinanden, lyder teorien.
"Liberalisterne vil pege på, at konflikten mod Rusland bunder i, at landet ikke er blevet ordentligt indlemmet i den internationale økonomi. Ruslands økonomi er stort set baseret på olie- og gaseksport, og derfor er den ikke en særlig stærk bremse mod 'eventyr' i udenrigspolitikken," siger Sten Rynning, professor i international politik på Syddansk Universitet.
"Realisterne ville sige, at i 1990'erne havde den liberale, amerikanske verdensorden magt til at garantere samarbejdet. Men nu er magten eroderet. USA har lavet nogle fejltrin i sine krige i Irak og Afghanistan, samtidigt med at Kina var på vej op, hvilket har skabt en magtforskydning i forhold til det velkendte. I de magtforskydninger begynder det at gå galt, og så fornemmer nogen, at der er mulighed for 'eventyr'."
Teorier bliver politiseret
En af de mest fremtrædende realister er den amerikanske politolog John Mearsheimer, som mener, at Vesten og særligt USA er principielt ansvarlige for krisen mellem Rusland og Vesten. Præsident Vladimir Putin er ganske vist ansvarlig for at starte krigen, men baggrunden for den russiske aggression er, mener Mearsheimer, Natos udvidelser mod øst siden murens fald – også selvom Nato betegner sig som en "forsvarsalliance, der ikke udgør nogen fare for Rusland".
"Spørgsmålet handler ikke om, hvad vestlige ledere siger, at Natos formål og intentioner er. Det er, hvordan Moskva ser på Natos handlinger," skrev Mearsheimer i The Economist tidligere på måneden.
Når Rusland opfatter udvidelsen som en direkte trussel mod Ruslands fremtid, er situationen derfor også blevet ekstremt farlig.
"Man skal aldrig undervurdere, hvor hensynsløse stormagter kan være, når de mener, at de er i alvorlig knibe," skrev Mearsheimer.
Argumentet har man også hørt i forskellige varianter i den danske debat. Marie Krarup, løsgænger i Folketinget og tidligere forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, skrev eksempelvis i magasinet Ræson:
"Den russiske invasion i Ukraine er en forbrydelse. Og invasionen er Putins ansvar. Men at vi er nået frem til en situation, hvor den beslutning kan synes rationel og nødvendig i en russisk autokrats hoved, er ikke kun Putins skyld. Det er også Vestens skyld, herunder Danmarks."
Teori er dog blevet heftigt kritiseret. I en kommentar i Berlingske kaldte avisens chefredaktør Tom Jensen eksempelvis den slags udsagn for "putinisme":
"Den form for victimblaiming i forhold til Ukraine og Vesten er en ofte forekommende måde, hvorpå den russiske aggression gøres delvist undskyldelig."
I sit modsvar i Berlingske anklagede Marie Krarup chefredaktør Tom Jensen for at have "liberale skyklapper" på og overse, at en magt som Rusland først og fremmest tænker på sin egen sikkerhed:
"Rusland er blevet en stormagt – først og fremmest via sine A-våben – og har derfor røde linjer. Det er helt normalt. Men har man liberale skyklapper på, er geopolitik og røde linjer ondt og forkert. For i den liberale verden er det menneskerettigheder og demokrati, der er vigtigst."
Ifølge Sten Rynning er diskussionen et eksempel på, at de akademiske analysetraditioner liberalisme og realisme bliver politiseret. Men der er slet ikke tale om ideologier, men analytiske perspektiver, der bruges til at undersøge delelementer af en kompleks og nuanceret sikkerhedssituation, og derfor mener han, at de bliver misbrugt:
"Meget af debatten sker i navnet af nogle teorier, men i virkeligheden er det en politisering. Selvom man mener, at åbne institutioner fører til stabilitet, betyder det ikke, at ens modpart er putinist, fordi vedkommende kritiserer de åbne institutioner. Sådan en retorik er et misbrug af en teori, som man bruger til at politisere."
Magtpolitikkens frembrud
Flere konservative realister mener, at den russiske invasion har givet den liberale verdensorden det endelige dødsstød. Efter murens fald herskede der en udbredt liberal tro på, at internationale aftaler og institutioner samt gensidige økonomiske interesser ville begrænse konflikter og demokratisere fremvoksende magter som Rusland og Kina. Men hele det paradigme er brudt sammen, mener blandt andre Kasper Støvring, konservativ debattør og forfatter.
"Det er naiv ønskeforestilling at tænke, at man kunne have undgået situationen med mere samhandel med Rusland. Det kan godt ske, at samhandel og demokratisering fører til, at lande sjældnere fører krig mod hinanden. Men det kan lige så vel være, at det ikke går sådan, og alene den uvished gør magtbalance og inddæmningspolitik relevant," siger han.
"Rusland kunne blive styrtende rige på at sælge gas til Vesten, men valgte i stedet at gå i krig og sætte den velstand over styr. Derudover bryder Rusland en af de allermest elementære regler i de internationale institutioner, nemlig folkeretten."
Flere meningsdannere har i lyset af krigen påpeget, at magtpolitikken er kommet tilbage på den sikkerhedspolitiske dagsorden, for invasionen har gjort det tydeligt, at Rusland med sin militære magt modsvarer, at landet ikke har den samme geopolitiske indflydelse som tidligere. Men magtpolitikken har slet ikke været væk, mener Anna Libak, udlandsredaktør på Weekendavisen:
"Det var bare os i Vesten, der havde magten, efter Sovjetunionen brød sammen, og det overså mange. Dengang var Kinas økonomi 15 gange mindre end den amerikanske økonomi, men siden da er de andre lande blevet stærkere. Derfor har vi fået mindre magt, og de gør sig mere gældende."
Hun er enig i John Mearsheimers analyse om, at den russiske reaktion på Natos udvidelse var forventelig, og at lande ikke nødvendigvis bliver mere demokratiske af, at lande begynder at handle med hinanden.
"Men jeg er uenig i, at vi burde have undladt at udvide Nato og dermed provokere Putin. Netop fordi vi havde magten i en verden, hvor den stærkes ret hersker, burde vi have sikret os, at magtbalancen ikke ville tippe. Jeg mener, at vi skulle have rustet op, for det var forventeligt, at andre magter ville blive stærkere og forsøge at gøre deres indflydelse gældende."
Ny fødsel af frihed
Der er dog ikke totalt enighed om, at den rå magtpolitik står alene tilbage i en verden, der er i gang med at opruste.
I starten af 1990'erne blev den amerikanske politolog Francis Fukuyama berømt for sin tese om, at historien havde nået sit endeligt i kølvandet på ideologiernes kamp under den kolde krig. Analysen lød, at den vestlige liberalisme havde vundet over den autoritære kommunisme, og nu var det bare et spørgsmål om tid, før de liberale værdier ville sprede sig fra Vesten og ud til resten af verden. Mange har dog mistet den tro i kølvandet på de tabte krige i Mellemøsten og opblomstringen af illiberale systemer i lande som Rusland, Kina, Syrien, Venezuela og Iran.
I et essay, som Kristeligt Dagblad bragte tidligere på måneden, medgav Fukuyama, at den eksisterende liberale verdensorden er blevet taget for givet, og at den vil "forsvinde i det øjeblik, vi sænker paraderne." Men nu ser vi også, hvad alternativet er til liberalismen, og det kan føre til, hvad han kalder en ny "fødsel af frihed".
"Autoritarisme er nu blevet oversat til en forfærdelig nedslagtning, hvor alle kan se, at den slags politik fører til militær aggression," sagde Fukuyama tidligere på måneden i et interview med Washington Post, hvor han også forudsagde, at et russisk nederlag i Ukraine vil genoplive ånden fra 1989.
"Verden vil have lært, hvad værdien af en liberal verdensorden er, og at den ikke vil overleve medmindre folk kæmper for den og gensidigt støtter hinanden," skrev Fukuyama i essayet, der blev bragt i Kristeligt Dagblad.
Så måske er magtbalance og liberale værdier ikke hinandens modsætning?
Vesten har fået en erklæret fælles fjende, og det mener Anna Libak også er med til at lægge en dæmper på polariseringen i debatten.
"Du ser de liberale princippers fremkomst nu. Lige nu viser det ukrainske folk, at de vil dø for at sikre retten til selvbestemmelse i deres eget land, og at de ikke gider at leve under en russisk samfundsmodel. Det sidder så dybt og grundlæggende i mennesker, at de gerne vil have retfærdighed og indflydelse på deres egen tilværelse og lands fremtid."
Selvom debatten er betændt, mener Kasper Støvring, at der ligger en kim til forsoning, fordi fløjene er grundlæggende enige om, hvad det er, der skal bekæmpes, og hvad der skal forsvares.
"Jeg ser liberale, der identificerer sig med Ukraines modige og berettigede kamp for at sikre sin nationale suverænintet. Jeg ser også, at vi er ude af den aktivistiske demokratispredning, som har præget liberal og idealistisk politik i rigtig mange år. I stedet går vi mod en inddæmnings- og magtbalancepolitik," siger han.