Ulovligt at overgrebsdømt lærer fik offers psykolognotater

En gerningsmand fik udleveret psykolognotater om sit offer - en teenagepige. Men nu får styrelse kritik.

En mand blev idømt to års fængsel for samleje med en dengang 13-årig pige, som han var idrætslærer for. Bagefter fik han blandt andet udleveret notater fra pigens samtaler med psykolog. Men det var i strid med loven, slår Datatilsynet nu fast.
En mand blev idømt to års fængsel for samleje med en dengang 13-årig pige, som han var idrætslærer for. Bagefter fik han blandt andet udleveret notater fra pigens samtaler med psykolog. Men det var i strid med loven, slår Datatilsynet nu fast. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

En tidligere idrætslærer, der er dømt for samleje med en 13-årig elev, fik videregivet unødigt mange oplysninger om sit offer.

Det slår Datatilsynet fast i en afgørelse, skriver Jyllands-Posten.

Civilstyrelsen får ifølge avisen alvorlig kritik for ulovlig videregivelse af blandt andet psykolognotater og oplysninger om teenagepigens tilholdssteder.

Videregivelsen skete, på trods af at gerningsmanden netop havde fået polititilhold mod pigen og hendes familie.

Udleveringen af oplysninger skete i forbindelse med en erstatningssag efter straffesagen. Det er Civilstyrelsen, der står for at indkræve erstatningspengene.

Gerningsmanden har ret til at få indblik i de oplysninger, der ligger til grund for erstatningen. Men Civilstyrelsen havde altså ikke styr på lovgivningen på det punkt, fastslår Datatilsynet.

Ifølge Jyllands-Posten har Civilstyrelsen flere gange afvist, at der var sket en fejl. Men efter at avisen bragte en artikel i maj sidste år, ændrede man internt procedure. Styrelsen fortalte da, at den ikke var klar over polititilholdet.

I byretten blev idrætslæreren dømt for voldtægt af den dengang 13-årige pige. Men landsretten ændrede afgørelsen i sommeren 2020. Den frikendte ham for voldtægt, men dømte ham for at have haft samleje med en mindreårig.

Han er desuden dømt for blufærdighedskrænkelse af syv skolepiger og for vidnetrusler.

/ritzau/