På sofabordet foran Sofie Due ligger hendes lille lyserøde debutroman ”Før vi ved af det vender lyset tilbage”. Historien handler, understreger hun, ikke direkte om hende selv, for det er en roman med fiktionens friheder. Men at være i stue med Sofie Due og hendes kunstplakater og musikinstrumenter på væggene i den lille lejlighed på Nørrebro føles alligevel lidt som at sidde midt i åbningsscenen fra hendes debutroman, hvor hovedpersonen Leah igen mærker noget, der minder om Helligånden.
Og lighederne mellem romanens hovedperson Leah og Sofie Due er til at få øje på. For Leah kommer også som ung uprøvet kvinde til København fra Odense, hvor hendes far var pinsepræst, før forældrene blev skilt. Og som Leah har Sofie Due selv haft svært ved at finde ud af, ”hvad hun skulle gøre af Gud, når hun ikke længere ville komme i en kirke”. I romanen laver Leah det eksperiment at holde op med at bede et år for at se, om livet bliver dårligere af det. Og det gør det ikke umiddelbart, men inderst inde savner hun den åndelige dimension i livet, som hun før kun har forstået at fremkalde i pinsekirken. Her inviterede man som det naturligste i verden Helligånden med til gudstjenesterne i forventning om at blive rørt af Gud i et spirituelt miljø med lovsang og håndspålæggelsesforbøn, som hun altså nu har lagt afstand til for at søge andre fællesskaber i feminismen og festmiljøet blandt byens unge kunstnertyper. Men pludselig mærker hun noget, der ligner følelserne fra barndommens religiøse eftermøder, på et uventet sted.
”Jeg har én gang, siden jeg holdt op med at bede til Gud, oplevet den dirrende, sælsomme følelse, jeg forbinder med at mærke Helligånden i mig. Det skete i Maltes lejlighed. Vi havde drukket rødvin, og jeg, beruset, mærkede tyngden i kroppen og letheden i tankerne,” skriver Sofie Due i romanens åbning om en scene, hvor Leahs kæreste Malte sidder og spiller klassisk guitar, mens hun altså pludselig mærker en følelse, som hun hverken genkender som fuldskab eller forelskelse, men som ånd.
”Prologen var noget af det allersidste og allermest sårbare, jeg skrev i skriveprocessen. Jeg tror, at jeg skulle skrive mig hen til det, fordi det stadig er så sårbart for mig at formidle, hvad det vil sige at mærke en følelse af åndelighed, og måske af Gud.”
Hvordan oplevede du det selv som barn at være i kontakt med Helligånden, som du skriver?
”Det synes jeg er svært at tale om. For mig er det nok noget af det mest private, man kan tale om. Men jeg oplevede det nok ligesom Leah som en fysisk markør af en åndelig berøring. Når Gud taler til en, er det jo ikke nogle ord, man hører fysisk ind i øret, men mere en slags intuition. Det er nok noget, alle oplever i mere eller mindre grad, men i pinsekirken er der et større fokus på det i kraft af troen på Helligånden. Men jeg synes, at det er svært at tale om pinsekirker generelt,” siger hun og tilføjer:
”Jeg synes i hvert fald, at der er stor forskel på pinsekirker i Danmark. Det fremgår nok også lidt af bogen, hvor Leah både besøger pinsekirken i København og i Odense. I København føler hun jo lidt, at pinsekirken laver et professionelt show, som måske også bliver lidt upersonligt.”
Savnet efter fællesskabet
Målet med Sofie Dues roman, som også bare handler om at være ung og finde sin vej i livet, har også været at skildre et udramatisk brud med et kirkemiljø, som hun på mange måder stadig holder af.
”Noget af det, der har været vigtigt for mig ved at skrive denne her bog, er at skrive et alternativ til den typiske udbryderhistorie, hvor der er et meget tydeligt før og efter og måske endda stor konflikt eller dramatik, måske endda med udstødelse. Det er slet ikke min historie. Og jeg har selv savnet historier, jeg kunne genkende mig selv mere i, og som har handlet om den mere komplekse trosrejse. Bare fordi man stopper i en kirke, er man jo ikke nødvendigvis færdig med Gud eller med andre kirker. Selv har jeg det bare lidt svært med formen i pinsekirken, hvor det ligger i luften, at man netop skal være meget udadvendt med sin tro, så jeg har følt mig bedre tilpas i folkekirker, hvor der er plads til, at man kunne liste sig ubemærket ind, men stadig modtage velsignelsen og være en del af et slags fællesskab alligevel.”
Alligevel er det nok det stærke fællesskab, som både Leah i romanen og Sofie Due selv har savnet mest fra sin frikirkeopvækst, hvor der altid var plads til alle slags mennesker.
”Det kristne fællesskab, jeg oplevede i frikirken, kan noget særligt, fordi det kan rumme mange forskellige mennesker, også de skæve eksistenser. Når Leah trives med at arbejde på en buffetrestaurant i Amager Centret, er det måske netop, fordi hun føler sig hjemme i den rummelighed, hun genkender, fra pinsekirken i Odense.”
Det er svært at tale om tro
Noget af det sidste, faderen gjorde som præst i pinsekirken i Odense – både i virkeligheden og romanen – var at omdøbe den til ”Bykirken” for at signalere åbenhed over for alle. Og i dag ser hun også tilbage på den odenseanske frikirke med ”ret stor omsorg og kærlighed”.
”Jeg har haft det godt i den kirke, da jeg voksede op i Odense, og jeg synes egentlig ikke, at jeg har noget dårligt at sige om den. Jeg synes, at det er nogle dejlige mennesker, der kommer der. Og det føles også altid dejligt at komme tilbage og besøge kirken. I romanen skruer jeg nok lidt op for konflikterne i forhold til, hvad min egen oplevelse er. Bogen er jo fiktion, så den er ikke min fortælling, og Leah har nok et noget mere anstrengt forhold til sin familie, end jeg har. Jeg har egentlig oplevet fuld forståelse og plads til, at jeg var der, hvor jeg selv havde lyst til at være i livet, troen og alt muligt andet. Leah oplever lidt mere, at hendes familie har svært ved at sætte sig ind i den forandring, der sker i hende. Men i virkeligheden tænker jeg også, at hendes familie er bange for at spørge, hvor hun er henne trosmæssigt. Hendes bror Daniel går bare ud fra, at hun ikke er kristen længere. Men han har faktisk ikke spurgt hende. Der er en berøringsangst over at tale om troen, som Leah også oplever i København, hvor hun selv har svært ved at fortælle om sin opvækst. Det er også noget af det, der ligger i bogen. Det er svært at tale om tro for alle.”
Men hvorfor forlod du så kirken?
”Ligesom Leah har forældre, der er blevet skilt, er mine forældre også blevet skilt. Jeg flyttede selv til København med min mor, da jeg skulle begynde i gymnasiet, så jeg har også oplevet at flytte fra Odense til København og skulle begynde forfra. Det tror jeg gav plads til at overveje, om jeg fortsat skulle komme i pinsekirken. Jeg begyndte at komme i andre kirker og tog måske i virkeligheden for første gang lidt mere stilling til denne her måde at være kristent fællesskab på. Ligesom med Leahs historie var det en glidende bevægelse, hvor behovet for at være en del af en kirke svandt lidt ind. Jeg fik en masse gode venner i gymnasiet, som levede på mange andre måder. Måske havde jeg også brug for at have troen lidt for mig selv uden at være så aktiv i et eller andet kristent fællesskab,” siger hun og skynder sig at tilføje:
”Jeg vil bestemt ikke sige, at jeg er ateist. Men måske har jeg sat Gud lidt på pause, fordi jeg havde et behov for ikke at skulle forholde mig til troen hele tiden. Hvis Gud er der, tænker jeg, at han sikkert også godt kan forstå det.”
Hvad tror du, at dine forældres skilsmisse betød for din tro?
”Jeg kendte ikke andre i kirken, der havde forældre, der var blevet skilt, så det var ikke det mest almindelige. Og det gik imod de værdier, som vi selv var vokset op med. Når man først var gift, var det for at være sammen hele livet. Det var slet ikke til diskussion, men da mine forældre så blev skilt, satte det selvfølgelig også nogle tanker i gang om, hvorvidt alt det andet, jeg havde hørt, var sandt. Og mine forældre kom også ud på deres egne livsrejser efter skilsmissen, så jeg tror, at det var noget af det, der gjorde, at jeg også blev åben for, at man kunne leve på flere måder. Skilsmissen medførte et skift, hvor det viste sig, at tingene kunne gøres på mange forskellige måder. Og det har nok kun været sundt at opdage. Leah prøver også at diskutere det med sin pinseveninde Amalie, der mener, at alt bliver en gråzone, hvis man ikke holder fast i det, Gud siger i Bibelen, mens Leah svarer, at livet sker i gråzonen, når mennesker er større end deres trosforestillinger. Livet er meget komplekst, og troen er meget kompleks.”
Faste forestillinger om alt
Forældrene fylder ikke ret meget i romanen, men det gør forholdet til morfaderen til gengæld. Og han er også den karakter i bogen, som er mest inspireret af en virkelig person, forklarer hun. For Sofie Due er han et billede på, hvordan man kan være troende på ”en fin og dejlig måde”. Romanens titel stammer heller ikke direkte fra Bibelen, men fra en sætning hun har hørt fra ham og mormoderen. Det er alligevel svært ikke at læse titlen ”Før vi ved af det vender lyset tilbage” som en slags poetisk profeti eller et nærmest bibelsk løfte, men det er ikke til at vide, om lyset skal betyde troen, håbet eller verdens lys – Jesus, og det må også gerne stå åbent, for den unge forfatter er foreløbig færdig med færdige svar på alting, fortæller hun.
”Jeg voksede op med faste forestillinger om alting, men nu er jeg kommet til et sted, hvor det er en kæmpe befrielse at kunne sige ’det ved jeg ikke’,” siger hun med et lettet smil i sin sofa.
”Ligesom Leah i bogen er jeg nok et sted, hvor jeg gerne vil lade uvisheden være som et grundvilkår. Jeg er nået derhen, hvor jeg godt tør sige, at jeg ikke ved, hvor jeg står. Måske har jeg i virkeligheden også haft en opvækst, hvor man var meget offentlig omkring, hvad man troede på. Men i dag har jeg fundet ro i at være et sted, hvor jeg netop ikke behøver at stille mig et fast sted og bekende kulør. Det har været en rejse for mig, for jeg er vokset op i et kirkemiljø, hvor man gerne ville sætte hinanden lidt i kategorier. Enten var man kristen, eller også var man ikke.”
Det oplever Leah også i romanen. Da hun holder op med at komme i kirken, antager hendes familie nærmest automatisk, at hun er holdt op med at tro på Gud og dermed har kurs mod fortabelsen. Sådan oplevede Sofie Due det ikke med sin noget mere forstående familie, der har respekteret hendes egen trang til at finde sig selv i livet, troen og tvivlen.
”Jeg er i dag nået frem til, at det er okay at være tvivlende og søgende, og nu har jeg i hvert forsøgt at skrive en roman, der kan rumme det,” siger hun.