Ungarns store vaccineplan holder ikke stik

Viktor Orbán ville gøre Ungarn til det første land i EU med flokimmunitet. Men vaccineudrulningen er stagneret, og regeringens indkøb af kinesiske vacciner kan give bagslag. Nu følger Orbán i hælene på Israel og tilbyder alle ungarere et tredje stik

Den ungarske regerings indkøb af kinesiske vacciner kan nu vise sig at give bagslag. Mange Sinopharm-vacciner samler støv på de ungarske vaccinecentre nu.
Den ungarske regerings indkøb af kinesiske vacciner kan nu vise sig at give bagslag. Mange Sinopharm-vacciner samler støv på de ungarske vaccinecentre nu. Foto: Istvan Filep/AP/Ritzau Scanpix.

Der er gabende tomt foran indgangen til det lokale vaccinecenter i Debrecen, og det har der faktisk været i ugevis. Allerede før sommerferien nåede Ungarn at færdigvaccinere 55 procent af befolkningen – det første EU-land til at nå den milepæl – men siden er vaccinationsprogrammet mere eller mindre gået i stå, selvom der er masser af coronavacciner i overskud. I dag er Ungarn stagneret på omkring 57 procent færdigvaccinerede imod covid-19.

Tilbage i februar var det ellers premierminister Viktor Orbáns store mål at nå flokimmuniteten før alle andre, da han anskaffede sig både kinesiske og russiske vacciner til at supplere de EU-godkendte doser. Det gik da også hurtigt med at få vaccineret den første halvdel af befolkningen. Men ligesom i USA og andre lande har regeringen i Ungarn ikke været i stand til at omvende landets mange vaccineskeptikere, som tæller flere millioner.

”Mest af alt føler jeg mig forvirret og utryg over vaccinernes reelle effekt,” siger 52-årige Annamária Kovács, førpensioneret lærer i Debrecen, Ungarns næststørste by.

Til Kristeligt Dagblad sagde hun i februar, at hun nok ville vælge ”en god gammeldags russisk vaccine”, underforstået Sputnik V, men i de følgende måneder voksede hendes skepsis, og i dag regner hun ikke længere med at lade sig vaccinere.

Som i andre lande skaber delta-varianten af virussen nu nye bekymringer. Smittetallene begynder at kravle opad, og flere ungarske forskere frygter et enormt mørketal, da der ikke foretages særlig mange daglige test.

”Fjerde bølge kommer nærmere, ikke mindst fordi vi har så mange uvaccinerede,” vurderer Ferenc Jakab, professor i virologi ved universitetet i Pécs.

Fra regeringens side forsøger man atter at vise handlekraft. I søndags begyndte Ungarn – igen som det første land i EU og som et af de første i verden sammen med Israel – at tilbyde en tredje vaccinedosis til alle borgere. Den skal ifølge Orbán fungere som et ”boost” for at slå delta-varianten ned og gøre ungarerne modstandsdygtige over for virussen før vinterens komme. Samtidig bliver det obligatorisk for alle landets sundhedsansatte at lade sig vaccinere. Tvangsvaccination kommer dog ikke på tale, fastslår premierministeren.

”Vi kan kun redde folk, hvis de selv ønsker at blive reddet,” lød det fra Orbán under hans ugentlige morgeninterview på Kossuth Radio forleden.

Men som det var tilfældet i foråret, da Ungarn gik enegang i EU med indkøb af kinesiske og russiske vacciner, lyder der nu igen advarsler fra en række medicinske eksperter. I et offentligt brev til Viktor Orbán skriver seks ungarske forskere fra Det Nationale Center for Folkesundhed (NNK), at de frygter konsekvenserne af ”regeringens forhastede plan om et tredje vaccinestik”.

Dels mener de ikke, at der er videnskabeligt grundlag for dette lige nu – og slet ikke, når det er de praktiserende lægeklinikker og sundhedspersonalet på lokale vaccinecentre, der individuelt skal vurdere, hvilken vaccine der skal gives som tredje stik. Dels kritiserer de regeringen for at ignorere problemerne med den kinesiske Sinopharm-vaccine, som Orbán selv valgte at få, da han blev vaccineret i februar.

”At tilbyde en tredje dosis til den brede befolkning burde virkelig ikke være en prioritering lige nu. Langt vigtigere er det at overbevise og vaccinere dem, der ikke har fået nogen vaccine endnu, og så løse de ældres situation med utilstrækkelig immunitetsrespons på den kinesiske Sinopharm-vaccine,” siger den ene af forskerne, András Falus, professor i immunologi ved det medicinske Semmelweis-universitet.

Mindst 500.000 ældre ungarere er blevet vaccineret med Sinopharm. Men i de senere uger har ungarske forskere offentliggjort flere studier, der viser, at over en fjerdedel ikke danner antistoffer. For personer over 80 år er det hver anden, som slet ikke udvikler immunitet efter to stik med den kinesiske vaccine.

”Problemet med de mange ældre ungarere, der er vaccineret med Sinopharm, er akut og skal løses hurtigst muligt,” understreger Falus’ forskerkollega László Balkányi i brevet til regeringen.

Hvad angår planen med at mikse forskellige vaccinetyper, skulle forskningen være lige på trapperne, men det kan være risikabelt at begynde allerede nu, som man har gjort i Ungarn, påpeger forskerne.

Tilbage i Debrecen er vaccineskeptikeren Annamária Kovács heller ikke overbevist.

”Jeg afventer situationen, til der er mere klarhed,” siger hun.

Foran byens vaccinecenter er der stadig ikke dukket nogen mennesker op.