I længere tid var min kone irriteret over, at jeg hele tiden skruede op for lyden, når vi sammen skulle se fjernsyn. Hun mente, at det blev værre og værre. Og hun opfordrede mig til at gå til kontrol med min hørelse. Det afviste jeg fnysende. Så galt var det vel heller ikke. Men hun blev ved, og for at få mig af sted tilbød hun solidarisk, at hun godt ville gå med til Dansk HøreCenter, så vi begge kunne få tjekket hørelsen.
Som sagt så gjort. En dag sad vi på ventepind på Dansk HøreCenter og kunne læse om alle de lyksaligheder, som et sæt høreapparater kunne berige os med. Der var ikke lang ventetid. Vi kom ind til hver sin hørespecialist.
Da vi kom ud, var dommen allerede faldet. Min kone skulle have høreapparater. Jeg slap fri, godt nok med hiv og sving.
Så gik det meget serviceorienterede hørecenter i gang, og i løbet af kort tid havde det solgt de mest fantastiske høreapparater til 20.000 kroner, men så kunne de også alting, og man kunne komme og få dem justeret så tit, det skulle være. Gratis. Og de har virkelig store fordele.
Nu kan min kone igen høre lærken synge og kirkeklokkerne ringe på lang afstand. Men endnu mere bemærkelsesværdigt, så er de forbundet med hendes iPhone, så jeg pludselig ser hende gå og tale ud i luften. Og det er ikke, fordi hun snakker med sig selv. Nej, hun taler i telefonen, der ringer op direkte i hendes ører. Og hun kan høre musik, mens hun stryger tøj, eller hun kan høre bøger eller podcasts, mens hun er på vandring. Det er godt nok smart.
Men der er også ulemper. Bedst som vi er ude at vandre, kommer der advarselssignaler i min kones ører. Det skyldes ikke, at der er en ulv inden for fareafstand, men at hendes batterier er opbrugte, og så er det pludselig slut med at høre lærker. De skal skiftes ud cirka hver fjerde dag, og hvem kan huske det? Til den pris burde batterierne kunne holde i en måned. Det er heller ikke videre heldigt at gå i bad med dem.
De skal på om morgenen og af om aftenen og også sommetider indimellem. Men værst er det, at når man først har fået høreapparater, så hører man dårligere uden.
Og servicen, den blegnede efterhånden. Der var ikke længere det samme engagement på hørecenteret, når der skulle justeres. Det er nu fire år siden, og hørecenteret vil nok snart foreslå en fornyelse af høreapparaterne.
Og hvad så med mig? Jeg holder ud. Jeg skruer stadig op for lyden på fjernsynet, og nu går det helt galt, for så tordner det i min kones høreapparater. Så vi tyr til underteksterne, som kan sættes på den film, som vi ser sammen. Heldigvis er det kun mig, der vil se sport. Så da går jeg på loftet til et lidt større fjernsyn, der har mål til fodbold og håndbold, og så skruer jeg op for lyden, så jeg kan høre kommentatorerne, hvilket er svært, da der er skruet voldsomt op for lyden af det publikum, der længe slet ikke var til stede. Og jeg mindes, hvor mange gange jeg som chef for en tv-station af ældre seere indtrængende blev bedt om at få mine medarbejdere til at undlade underlægningsmusik på deres indslag, så de kunne høre speaken. Jeg fortryder nu, at jeg ikke trådte mere i karakter.
Værst af alt er det, at flere og flere yngre mennesker taler ligesom Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen. De hvisler og hvisker kun. De åbner slet ikke munden. Så jeg kan end ikke mundaflæse dem, hvilket jeg ellers er blevet god til. Nej, må jeg så bede om Dronningen eller Poul Reumert eller i nødsfald Søren Brostrøm. Dem kunne mine børn og deres lige lære meget af. De aftvinger mig ofte et ”hva?”, som jeg forsøger at variere på mange måder. Tydelig dansk udtale skal ind på skoleskemaet fra 0. klasse.
Men lærkerne og kirkeklokkerne går tydeligt igennem. Der er ingen problemer på den frekvens.