Unge udvisker grænsen mellem at tro og ikke tro

De yngste generationer er også dem, der har den største afstand til kirke og religion. Men den gamle frontlinje mellem troende og ateister er ved at blive afløst af en gråzone med kristne, der ikke tror på Gud, og ikke-troende, som måske alligevel tror på et eller andet

Det er langt fra alle, der er engageret i den europæiske paraplyorganisation for katolske ungdomsorganisationer, Mijarc, som er medlemmer af kirken i dag. For mange af dem er fællesskabet vigtigere end troen.
Det er langt fra alle, der er engageret i den europæiske paraplyorganisation for katolske ungdomsorganisationer, Mijarc, som er medlemmer af kirken i dag. For mange af dem er fællesskabet vigtigere end troen. Foto: Mijarc.

Da Vatikanet i 2018 havde den katolske ungdom som hovedtema på den årlige synode og bestilte en rapport om de 16til 29-åriges forhold til religion, blev biskopperne konfronteret med diagrammer, hvor hele 91 procent af denne aldersgruppe i Tjekkiet, 80 procent i Estland og 75 procent i Sverige erklærede sig uden religion. Selvom andelen af unge troende er højere i for eksempel Polen, Portugal og Litauen, fik det undersøgelsens forfatter, professor Stephen Bullivant fra St. Mary’s University i London, til at erklære over for avisen The Guardian, at ”religion ligger for døden”.

Men det er nu ikke helt rigtigt, mener Philippe Portier, fransk religionssociolog og forfatter til bogen ”La religion dans la France contemporaine” (Religion i det moderne Frankrig).

Han har finkæmmet de europæiske værdiundersøgelser, og selvom kun 15 procent af de unge franskmænd betegner sig selv som kristne, mens 18 procent tilhører andre trosretninger, mener han ikke, at de unge er holdt op med at tro.

”Det billede, der tegner sig i Frankrig, men også i resten af Europa, er langt mere komplekst end blot, at tro erstattes af ikke-tro. Den gode gamle ateist fra 1950’erne, der var overbevist om, at tro er lig med overtro, er ved at blive en uddøende race. Modsat hvad man længe har troet, fører sekulariseringen ikke til, at troen forsvinder,” siger Philippe Portier.

I stedet for at sondre mellem troende og ikke-troende opererer han med en gruppe af ”overbeviste”, som er helt sikre på, at de er enten troende eller ateister. Denne gruppe udgør 41 procent af de adspurgte i den franske udgave af den europæiske værdiundersøgelse, European Value Survey.

59 procent befinder sig dermed i en gråzone mellem tro og ikke-tro. De fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem dem, der ”tror på Gud på en anden måde”, for eksempel i form af en guddommelig kraft eller et højere væsen, og så en gruppe af agnostikere, som ikke tror, men heller ikke afviser, at Gud findes, og en gruppe af troende, som ikke er sikre på, at de virkelig tror på Gud.

Og selvom andelen af ikke-troende vokser i hele Europa, bliver der også flere, som tror på for eksempel mirakler, paradis eller helvede, og det gælder ikke mindst de unge.

”Tro er ved at vende tilbage som en sokkel, der er med til at skabe mening. Men det sker på en ultramoderne, stærkt individualistisk måde, i form af selvfordybelse og skabelsen af personlige fortællinger om ’en vital kraft’. Det betyder, at grænsen mellem at tro og ikke tro er blevet mere flydende, og der er en form for konvergens mellem det religiøse og det sekulære. Og det gælder især de unge mellem 18 og 29 år,” siger Philippe Portier.

Det mærker man blandt andet i de katolske ungdomsorganisationer i Europa.

”Vi vil henvende os til alle unge, uanset om de er troende eller ej, og vi arbejder med de spørgsmål, som unge er konfronteret med, som for eksempel klimaforandringer og socialt engagemement,” siger Jannis Fughe fra den tyske katolske landboungdoms organisation, KLJB, som også sidder i bestyrelsen for de katolske ungdomsorganisationers europæiske paraplyorganisationen, Mijarc.

”Men vi skaber også et rum, hvor det er trygt at tale om åndelige og eksistentielle spørgsmål. Jeg vil ikke sige, at man ikke kan have dybe samtaler i sekulære organisationer. Men vi er særligt opmærksomme på, at dette også er et behov, de unge har,” siger Jannis Fughe.

”Målet er ikke at missionere eller at få de unge til at tale om Gud, selvom tilbuddet er der,” siger Sophie Froment, der repræsenterer den franske søsterorganisation, MRJC, i den europæiske bestyrelse.

”Når vi samles til for eksempel sommerlejre, er der altid en form for gudstjeneste og bøn. Men de, der ikke ønsker at deltage, samles i stedet om en anden samtale. Det er ikke det kristne, vi fører os frem på,” siger hun.

”Når vi samles til for eksempel sommerlejre, er der altid en form for gudstjeneste og bøn. Men de, der ikke ønsker at deltage, samles i stedet om en anden samtale. Det er ikke det kristne, vi fører os frem på,” siger hun.