En morgen hen mod slutningen af marts 1841, hvor jeg ikke havde noget særligt for, gik jeg omkring i landsbyen Saratoga Springs og spekulerede på, hvor jeg kunne finde noget forefaldende arbejde indtil den travle sommersæson.
Anne var, som hun plejede, taget over til Sandy Hill omkring tredive kilometer væk for at bestyre køkkenet i Sherrill’s Coffee House, mens retten sad i byen. Jeg tror, Elizabeth var taget med hende. Margaret og Alonzo var hos deres tante i Saratoga.
På hjørnet af Congress Street og Broadway nær ved kroen, som dengang blev drevet af mr. Moon (der, så vidt jeg ved, stadig har den), blev jeg antastet af to respektabelt udseende herrer, som begge var mig fuldstændig fremmede. Som jeg forstod det, var de blevet henvist til mig af en af mine bekendte – jeg kan ikke komme i tanke om hvem – som havde sagt, at jeg var en fortræffelig violinspiller.
Hvorom alting er, de gav sig straks i snak om det emne og stillede talrige spørgsmål om mine evner i den retning. Mine svar var efter alt at dømme tilfredsstillende, for de tilbød at engagere mig i en kort periode og sagde samtidig, at jeg var netop den rette person til jobbet. Deres navne var, efter hvad de fortalte mig, Merrill Brown og Abram Hamilton, men jeg har god grund til at tvivle på, at det var deres rigtige navne.
Førstnævnte var en mand på, vil jeg tro, cirka fyrre år, en smule lavstammet og kraftig og med et ansigt, der røbede kløgt og intelligens. Han var iført sort skødefrakke og sort hat og sagde, at han boede enten i Rochester eller i Syracuse.
Sidstnævnte var en ung mand med lys hud og klare øjne og var efter mit skøn næppe fyldt femogtyve. Han var høj og slank, bar en snusfarvet jakke, en skinnende hat og en vest med et elegant mønster. Hele hans antræk var højeste mode. Han fremstod lidt kvindagtig, men tiltalende og havde et afslappet skær over sig, som fortalte, at han var vant til at omgås mennesker. De lod mig forstå, at de havde forbindelse med et cirkus, som aktuelt befandt sig i Washington, D.C. – at de var på vej dertil for at slutte sig til det igen efter en kort overgang at have foretaget en rejse nordpå med det formål at se landet, og at de finansierede rejsen med en forestilling nu og da.
De nævnte også, at det havde været meget vanskeligt for dem at skaffe musik til deres optrædener, så hvis jeg ville følges med dem så langt som til New York, ville de betale mig en dollar for hver dags arbejde og tre dollar derudover for hver dag, jeg spillede til en forestilling, samt nok til at dække mine udgifter til hjemrejsen fra New York til Saratoga.
Jeg accepterede tilbuddet på stedet, både på grund af aflønningen og ud fra et ønske om at se den store by. De var ivrige efter at komme af sted med det samme. Da jeg regnede med, at jeg kun ville være borte kort tid, mente jeg ikke, det var nødvendigt at skrive til Anne, hvor jeg var taget hen – jeg gik faktisk ud fra, at jeg ville være hjemme lige så hurtigt som hende. Altså pakkede jeg lidt skiftetøj og min violin og var klar til afgang. Vognen blev kørt frem – den var overdækket og blev trukket af et par rødbrune heste, og det gjorde alt i alt et elegant indtryk.
Deres bagage, som bestod af tre store kufferter, var bundet fast til sidefjælet, og mens de tog plads inde i vognen, kravlede jeg op på kuskesædet og kørte bort fra Saratoga og ud på vejen til Albany i højt humør på grund af mit nye arbejde og så lykkelig, som jeg nogensinde har været i hele mit liv.
Vi kørte gennem Ballston, slog ind på Ridge Road, som den hedder, hvis jeg husker korrekt, og fulgte den direkte til Albany. Vi nåede byen inden mørkets frembrud og standsede ved et hotel syd for museet.
Den aften havde jeg lejlighed til at overvære en af deres forestillinger – den eneste i al den tid, jeg var sammen med dem. Hamilton stod i døren, jeg udgjorde orkestret, mens Brown leverede underholdningen. Den bestod i at jonglere med bolde, danse på line, stege pandekager i en hat, få en usynlig gris til at hyle og andre lignende bugtaler- og taskenspillerkunster. Publikum var iøjnefaldende fåtalligt og oven i købet ikke just af den prominente slags, og Hamiltons regnskab over indtægterne var det, Shakespeare kaldte en »ludfattig status over tomme lommer«.
Tidligt næste morgen genoptog vi rejsen. Deres samtale udtrykte nu hovedsagelig ængstelig iver efter at nå frem til cirkusset hurtigst muligt. De hastede af sted uden at standse for at give flere forestillinger, og vi kom snart til New York, hvor vi lejede værelser i et hus i byens vestlige del i en gade, der gik fra Broadway til floden. Jeg formodede, at min rejse var kommet til vejs ende, og regnede med inden for en eller højst to dage atter at vende hjem til familie og venner i Saratoga. Brown og Hamilton begyndte dog at presse mig for at tage med dem til Washington.
De hævdede, at eftersom sommeren stod for døren, ville cirkusset, så snart de kom, sætte kursen mod nordstaterne. De lovede mig arbejde og god løn, hvis jeg ville tage med dem. De udpenslede i malende vendinger de fordele, der ville være i det for mig, og de fremstillede situationen så forjættende, at jeg endte med at sige ja til tilbuddet.
Næste morgen nævnte de, at nu, da vi skulle ind i en slavestat, ville det være bedst at få papir på min frihed, inden vi forlod New York. Det lød fornuftigt, om end jeg knap tror, tanken var faldet mig ind, hvis ikke de havde sagt det. Vi henvendte os straks i det, der, forstod jeg på det hele, var toldboden. De aflagde ed på bestemte forhold, som viste, at jeg var en fri mand. Der blev udfærdiget et dokument, som vi fik udleveret med besked om at tage med til notaren. Det gjorde vi, og da notaren havde tilføjet noget, som han fik seks shilling for, vendte vi atter tilbage til toldboden.
Der var endnu nogle formaliteter at ordne, inden sagen var i orden, hvorefter jeg betalte embedsmanden to dollar, stak papirerne i lommen og drog tilbage til hotellet med mine to venner. Jeg tænkte dengang, det må jeg tilstå, at det næppe var udgiften værd at skaffe de papirer – for jeg havde aldrig i mindste måde næret frygt for min personlige sikkerhed. Jeg husker, at notaren, vi blev henvist til, gjorde et notat i en stor bog, som jeg formoder, befinder sig på kontoret endnu. Et opslag i optegnelserne for den sidste del af marts eller begyndelsen af april 1841 vil derfor utvivlsomt fjerne eventuel skepsis blandt tvivlerne, i det mindste hvad dette specifikke punkt angår.
Med beviset på min frihed i lommen tog vi dagen efter vores ankomst til New York færgen til Jersey City og fortsatte derfra ad vejen til Philadelphia. Her blev vi natten over og fortsatte tidligt om morgenen mod Baltimore. Vi nåede efterhånden sidstnævnte by og indlogerede os på et hotel, som enten var drevet af en mr. Rathbone, eller som hed Rathbone House. Deres iver efter at nå frem til cirkusset lod til at blive stærkere og stærkere hele vejen fra New York. Vi efterlod vores vogn i Baltimore og tog toget til Washington, hvortil vi ankom, netop som mørket faldt på aftenen inden præsident William Henry Harrisons begravelse (den fandt sted 7. april 1841, o.a.), og vi indlogerede os på Gadsby’s Hotel på Pennsylvania Avenue.
Efter middag bad de mig komme op på deres værelse og betalte mig treogfyrre dollar, en større sum, end jeg var berettiget til, men de sagde, at deres rundhåndethed skyld- tes, at de ikke havde optrådt så ofte, som de havde forledt mig til at tro, under rejsen fra Saratoga. De oplyste mig desuden om, at det havde været cirkustruppens hensigt at forlade Washington næste morgen, men at de på grund af begravelsen havde besluttet sig for at blive en dag ekstra. De var i denne situation uhyre venlige, som de havde været det, lige fra vi mødte hinanden.
De lod ingen lejlighed gå fra sig til at snakke anerkendende med mig – mens jeg på den anden side bestemt var dem meget gunstigt stemt. Jeg stolede på dem uden forbehold og ville uden videre have vist dem næsten al mulig tillid. Deres konstante samtale og omgang med mig – deres omtanke, da de nævnte, at jeg skulle have papir på min frihed, og hundrede andre små gerninger, det ikke er nødvendigt at referere – tydede alt sammen på, at de faktisk var mine venner og oprigtigt opmærksomme på mit velbefindende.
Jeg ved ikke andet, end at de var det. Jeg ved ikke andet, end at de var uskyldige i den store forbrydelse, jeg nu tror, de var skyldige i. Hvorvidt de var en medvirkende årsag til min ulykke – dybe og umenneskelige uhyrer i menneskeskikkelse – der for penges skyld med overlæg lokkede mig bort fra hjem og familie og frihed – det vil de, der læser disse sider, have de samme muligheder som jeg for at afgøre. Hvis de var uskyldige, må min forsvinden i sandhed have været en gåde for dem; men når jeg siden i tankerne har vendt og drejet hver eneste detalje ved historien, er det ikke til dato lykkedes mig at indtage så tolerant en holdning til dem.
Da jeg havde fået pengene af dem, som de lod til at have i store mængder, rådede de mig til ikke at gå ud i gaderne den aften, eftersom jeg ikke var bekendt med byens sæder og skikke. Jeg lovede at holde mig deres råd for øje og forlod dem, og kort efter viste en farvet tjener mig vej til mit værelse i stueetagen på hotellets bagside.
Jeg lagde mig for natten og faldt i søvn til tankerne om mit hjem og min kone og mine børn og den lange afstand, som skilte os fra hinanden. Men der kom ingen god barmhjertigheds engel til min seng og sagde, jeg skulle flygte – der lød ingen nådig stemme i mine drømme, som advarede mig om de prøvelser, der var nært forestående.
Næste dag var der en stor parade i Washington. Kanon- skud og ringen med klokkerne fyldte luften, mange huse var prydet med crepebånd, og gaderne var sorte af mennesker. Som dagen gik, dukkede processionen op, bevægede sig langsomt hen ad Pennsylvania Avenue, den ene vogn efter den anden, i en lang række, mens tusinder og atter tusinder fulgte efter til fods – alle akkompagneret af sørgemusik. De bar Harrisons døde legeme til graven.
Lige fra morgenstunden var jeg konstant i selskab med Hamilton og Brown. De var de eneste mennesker, jeg kendte i Washington. Vi stod sammen, mens begravelsesoptoget passerede. Jeg husker tydeligt, hvordan ruder sprang og landede klirrende på jorden efter hver kanonsalut, der blev affyret på begravelsespladsen. Vi besøgte Capitol og gik omkring på stedet i lang tid. Om eftermiddagen spadserede vi til præsidentboligen, de holdt sig hele tiden i nærheden af mig og pegede forskellige seværdigheder ud. Indtil videre havde jeg intet set til cirkusset. Faktisk havde jeg ikke skænket det mange tanker, om nogen overhovedet, under dagens mange begivenheder.
Mine venner gik adskillige gange i eftermiddagens løb på saloon og bestilte spiritus. De var dog på ingen måde, så vidt jeg kendte dem, i vane med at svire til overmål. Ved disse lejligheder skænkede de, efter selv at have fået, et glas og gav mig det. Jeg blev dog ikke beruset, som man måske kunne tro ud fra det, der skete efterfølgende. Hen mod aften og kort efter at have drukket et af disse glas, begyndte jeg at få det yderst ubehageligt. Jeg følte mig voldsomt dårlig. Mit hoved begyndte at værke – tunge, knugende smerter, usigeligt modbydelige.
Ved middagsbordet havde jeg ingen appetit; både synet og smagen af mad gav mig kvalme. Da det var ved at blive mørkt, gelejdede den samme tjener mig til det værelse, jeg også havde sovet i natten før. Brown og Hamilton mente, jeg hellere måtte gå i seng, følte venligt med mig og sagde, de håbede, jeg havde det bedre i morgen. Jeg trak kun af jakken og støvlerne og smed mig på sengen. Det var umuligt at falde i søvn. Hovedpinen blev værre og værre, indtil den var næsten ulidelig.
Snart efter blev jeg tørstig. Mine læber var tørre og sprukne. Jeg kunne ikke tænke på andet end vand – på søer og rivende floder, på bække, jeg havde bøjet mig over for at drikke, og på den dryppende spand, der steg op fra brøndens bund med sin kølige og skvulpende nektar. Så vidt jeg kunne skønne, var det hen imod midnat, da jeg ikke kunne bære den stærke tørst længere og stod op. Jeg var fremmed i huset og kendte intet til dets indretning. Der var tilsyneladende ingen oppe. Jeg famlede tilfældigt rundt i mørket og fandt omsider vej ned i et køkken i kælderen.
To-tre farvede tjenestefolk gik rundt dernede, og en af dem, en kvinde, gav mig to glas vand. Det slukkede tørsten forbigående, men da jeg kom op på værelset igen, var den samme brændende trang til noget at drikke, den samme frygtelige tørst, vendt tilbage. Den var om muligt endnu værre end før, og det gjaldt også den voldsomme hovedpine. Jeg var ilde stedt, led de forfærdeligste kvaler! Jeg stod tilsyneladende på vanviddets rand! Mindet om den nats grufulde lidelser vil følge mig til graven.
En time eller mere efter at jeg var kommet tilbage fra køkkenet, hørte jeg nogen komme ind på mit værelse. Der lod til at være flere – forskellige stemmer blandede sig med hinanden – men hvor mange, eller hvem de var, kan jeg ikke sige. Om Brown og Hamilton var iblandt dem, er det rene gætteri.
Det eneste, jeg husker bare nogenlunde tydeligt, er, at jeg fik at vide, at det var nødvendigt at opsøge en læge og få noget medicin, at jeg tog mine støvler på og uden hverken hat eller jakke fulgte med dem ned ad en lang smøge eller gyde, som førte ud til åben gade.
Gaden lå i en ret vinkel til Pennsylvania Avenue. På den modsatte side brændte der lys i et vindue. Min fornemmelse er, at jeg var sammen med tre mennesker, men det er alt sammen vagt og ubestemme- ligt som erindringen om en ond drøm. De sidste glimt, jeg husker nu, er, at vi gik i retning af lyset, som jeg forestillede mig, kom fra lægens konsultation, og som lod til at trække sig længere væk, i takt med at jeg bevægede mig hen imod det.
Fra det øjeblik mistede jeg bevidstheden.
Hvor længe jeg befandt mig i den tilstand – om det kun drejede sig om den nat eller om mange dage og nætter – ved jeg ikke; men da jeg genvandt bevidstheden, befandt jeg mig alene, i tæt mørke og lænket.
Hovedpinen havde i nogen grad fortaget sig, men jeg var meget ør og svag. Jeg sad på en lav bænk af rå brædder og havde hverken jakke eller hat på. Jeg var i håndjern. Der var også et sæt svære kæder om mine ankler. Den ene ende af en lænke var fastgjort til en stor ring i gulvet, den anden til kæderne om mine ankler. Jeg prøvede forgæves at stå på mine ben.
Lige vågnet af så forpint en trance tog det sin tid, inden jeg kunne samle mine tanker. Hvor var jeg? Hvad skulle disse lænker betyde? Hvor var Brown og Hamilton? Hvordan havde jeg gjort mig fortjent til at sidde indespærret i et fangehul? Jeg forstod ingenting. Der var et sort hul af uvis varighed, som gik forud for, at jeg vågnede på dette ensomme sted, og der var begivenheder, som jeg ikke kunne genkalde mig, uanset hvor meget jeg ransagede min hukommelse. Jeg lyttede intenst efter tegn eller lyde af liv, men intet brød den knugende stilhed undtagen mine egne lænkers raslen, hver gang jeg rørte mig.
Jeg mærkede efter i mine lommer, så langt lænkerne tillod det – og det var så også langt nok til, at jeg kunne konstatere, at jeg ikke blot var blevet berøvet min frihed, men at mine penge og papirer også var væk! Så begyndte det at dæmre for mig, i første omgang uklart og forvirret, at jeg var blevet kidnappet. Men det var alligevel for utroligt.
Der måtte være sket en misforståelse – en uheldig fejltagelse. Det kunne ikke være tilfældet, at en fri borger i New York, som ikke havde gjort noget menneske uret eller forbrudt sig mod nogen lov, kunne blive behandlet så umenneskeligt.
Jo mere jeg overvejede min situation, desto mere følte jeg dog mine mistanker bekræftet.
Det var i sandhed en trøstesløs tanke.
Jeg følte, menneskene i deres ufølsomhed hverken var pålidelige eller barmhjertige – og jeg gav mig de undertryktes Gud i vold, hvilede min pande mod mine lænkede hænder og græd bitterligt.