Prøv avisen
Mit nytårsønske

Teolog: Mit håb for 2017 er, at vi ikke normaliserer det absurde

Donald Trump kan ændre verdens orden, ikke fordi han er klog, slet ikke fordi han er genial, men alene fordi han er uforudsigelig og intet har at tabe, og fordi ingen tør tale om det absurde i hans virke, skriver teolog Christina Busk. Foto: Evan Vucci/Polfoto

Det største etiske opmærksomhedspunkt vi får i 2017, bliver at tale så højt og tydeligt om det absurde, at det ikke bliver normaliseret, skriver Christina Busk

Er der en etisk problemstilling, der har haft svært ved at trænge igennem i 2016, og som bør komme på dagsordenen i 2017? Det har vi bedt medlemmerne af vores Etikpanel om at svare på. Denne gang er det teolog Christina Busk, der kommer med sit etiske ønske for det nye år.

I 2016 valgte USA en ny præsident. Og det har sat ikke bare USA, men store dele af verden i en konfus tilstand som følge af iltmangel. Vi holder vejret, mens vi venter på, hvad der vil ske. Vi holder vejret i spænding, eller måske nærmere rædsel, for vi kan ikke forudsige, hvad der kommer til at ske. Donald Trump var ikke en normal præsidentkandidat, og Donald Trump vil ikke blive en normal amerikansk præsident.

Han er uforudsigelig. Han gør de ting, man ikke gør som statsoverhoved for verdens største magt. Han siger ting, der ellers ville være uhørte for en præsident. Han bryder enhver form for protokol. Hans argumentation kan skifte, som vi andre skifter underbukser, og hans argumentation er ofte usammenhængende eller direkte selvmodsigende.

Vi kan ikke forudsige præsidentens næste træk og netop her ligger en stor etisk udfordring. En magtfuld mands uforudsigelighed. Og så er det ikke engang alvor endnu – men det bliver det i 2017.

Det har været debatteret og drøftet, om valget i USA er ”folket mod eliten”. Men det er jo ligegyldigt, hvis skyld det er, for vi skal alle leve med konsekvensen. Donald Trump er valgt. Det er, som det er. Det kan ikke gøres om. Og det kan potentielt sætte alle andre statsledere i gentagne etiske dilemmaer. Ikke bare fordi de er politisk uenige. Nej, de vil komme i et dilemma, fordi dét Donald Trump gør, er uforudsigeligt - ikke bare holdningsmæssigt, men i særlig grad adfærdsmæssigt.

Han griber til ”postgange”, som slet ikke regnes inden for normen af politisk adfærd. Han overskrider gentagne gange både skrevne og uskrevne regler og forvirrer dermed alle omkring sig. Det gælder hans egen administration og det gælder så sandelig også andre statsledere verden over.

Statsledere verden over vil gentagne gange blive ramt af samme forvirring, som Donald Trumps egen administration. Og hvad betyder det? Det kan i værste fald betyde, at vi vil se statsledere holde sig under radaren og med tilbageholdt åndedræt vente på at se konsekvenserne af uforudsigeligheden. Vi vil se statsledere, der vil tie om det absurde. Tie, for ikke at rette opmærksomheden og dermed uforudsigelighedens klamme ånde mod sig selv, og det land de repræsenterer. Der er ingen, der skal have noget klinket. Og det kan blive vores største etiske udfordring.

Donald Trump kan ændre verdens orden, ikke fordi han er klog, slet ikke fordi han er genial, men alene fordi han er uforudsigelig og intet har at tabe, og fordi ingen tør tale om det absurde i hans virke.

Den største fare for os almindelige mennesker vil være, at vi bliver så vant til det absurde, at vi stopper med at reagere på det, for til sidst at stoppe med overhovedet at registrere det. Vores etiske udfordring bliver således at holde fast i vores holdninger, så vi kan undgå at gå ind i 2018 som tilvænnede til det absurde og uforudsigelige. At vi i bedste fald er blevet tavse eller i værste fald har accepteret det absurde.

Det største etiske opmærksomhedspunkt vi får i 2017 bliver derfor at tale så højt og tydeligt om det absurde, at vi bliver opmærksomme på, om vores holdninger skrider - samtidig med at vi holder vejret.

Andre læser lige nu