Man kan sige, at ”Utøya 22. juli” handler om den idealistiske Kaja, der bliver fanget i det helvede, der opstod på en lille norsk ø en grå sommerdag i 2011. Man kan sige, at ”Utøya 22. juli” handler om at give stemmer til de døde, de overlevende, de efterladte i den massive mediemur omkring morderen, der opstod i årene efter massakren. Man kan sige, at ”Utøya 22. juli” handler om menneskelig medfølelse, om at trænge ind gennem vores tykke panser og lade os forstå, at ondskaben kan opstå iblandt os.
Men der er også noget absurd i at sige, at ”Utøya 22. juli” noget så simpelt som handler om noget. For ”Utøya 22. juli” er et ubønhørligt monument, en erindringsmosaik, en skamstøtte, et evigt blivende mindesmærke over norsk identitet, over en utålelig udåd. ”Utøya 22. juli” er også et politisk værk, en mesterlig teknisk præstation, en sensibel hyldest til ungdommen på Utøya og et anklageskrift. Bygget på detaljerede vidnesbyrd fra overlevende.
”I kommer aldrig til at forstå”. Kaja (en gennemborende god Andrea Berntzen) kigger lige ind i kameraet.
Vi tror, hun taler til os, men hun beroliger sine forældre i telefonen, der er bekymrede efter to eksplosioner i Oslos regeringskvarter. Kaja skændes med sin søster i teltet. Kaja spiser vafler med vennerne. Kaja flirte-diskuterer med en anden ung social- demokrat. BANG. Kaja kigger lidt rundt. BANG. Kaja løber ind i fælleshuset. BANG. Kaja hører skuddene nærme sig. BANG. Kaja løber ind i skoven. BANG. Kaja gemmer sig i en grøft. BANG. Kaja ligger bag en jordhøj og krammer en pige gennem dødskramperne. BANG.
Gisle Tveitos lyddesign er en spiddende komposition af skudsalver, smågrene, der knækker under flygtende fødder, bølger, der, uvidende om undergangen på land, slår evigheden ind. Skrig i det fjerne og åndedræt helt tæt på. Indtil et åndedræt ender. Et hvæsende åndedrag, der pludselig forstummer og holder alle andre lyde ude.
Kameraarbejdet af Martin Otterbeck er ubærligt vellykket. De 72 minutters massakre er optaget i ét enkelt take i realtid. Otterbecks kamera er en skånselsløs iagttager af Kajas kamp for overlevelse, når det zoomer ind på hendes ansigt, hendes skiftende skjulesteder. Kaja er i fokus, resten omkring hende er sløret, i respekt for de døde kroppe, der må befinde sig i kameraets vinkel.
Kameraet er ikke nysgerrigt, men uroligt. Og det låner os Kajas øjne. Når hun kigger frem bag en sten, løfter hovedet op over en jordhøj, ser vi, hvad hun ser. Men når Kaja løber, fra teltpladsen mod fælleshuset, fra fælleshuset mod skoven, fra skoven mod klipperne, fra klipperne mod stenstranden, løber kameraet med. Og her, i løb, bliver kameraet en person, en stedfortræder for publikum. Kameraet følger i hælene på Kaja, men fokuserer ikke på hende. Det kigger ned, tilter lidt til siden, rystende. Og lige der opstår ubærlige sprækker af følelsen af at være der, være i løb.
Instruktør Erik Poppe er ikke interesseret i effekt, i at vise døde kroppe spredt ud over øen. Er ikke interesseret i horror, i sensation, i at vise skudsalver, der rammer de unge bagfra. Blod og lig er, selvom det uvægerligt lyder fornuftsstridigt, sobert og sensitivt doseret. Gerningsmanden vises ikke, man fornemmer ham uden for et telt, ser hans silhuet én gang. Kaja er heroisk, alle de unge er godhjertede.
Har verden brug for ”Utøya 22. juli”? Har du brug for at se ”Utøya 22. juli”? Skal der laves en ”perfekt” æstetisk og ideologisk film om den mørkeste ondskab?
Svaret er en kamp mellem filosofiske traditioner. Skal mennesket glemme for at leve og ikke være fanget af fortiden? Eller er vi forpligtet til at huske for at forsøge at undgå gentagelser? ”Utøya 22. juli” vil det sidste. Med medfølelsen som sværd kæmper Poppe for at videregive 72 minutters empatisk indlevelse i et medmedmenneskes ubegribelige kvaler.
Det dokumentariske udtryk gør, at massakren på Utøya, i hvert fald for en stund, ikke er en abstraktion. Man sidder eksistentielt fuldstændig udmagret tilbage. Da filmen går i sort, lyder lavmælt filmens eneste musikstykke, en dyster og anspændt evighedsklang af orgel og klaver.
I modsætning til en statue, en bronzeplade, et fysisk mindesmærke, kan film, uden forklarende ord, uden ledsagende tolkninger, indgyde empati og indlevelse.
”Utøya 22. juli” slutter ubegribeligt hjerteskærende, men med en form for håb. En cyklisk forståelse for at midt i al ondskaben må livet gå videre. Går livet videre. Tiden stod ikke stille på Utøya. De overlevende er her endnu. De efterladte er her endnu. Mindet om de døde er her endnu.
Erik Poppes film er så overbevisende, at den foreløbig står tilbage som den eneste måde at forløse en film om Utøya på. Det er selvfølgelig ikke sandt. Sandheden har mange facetter.
”Utøya 22. juli” er ubærlig, den river sjælen fra hinanden. Skal du se den? Ja. For ondskaben opstod. Og vi er forpligtet til ikke at kigge væk. Ondskaben opstår. Og vi er forhærdede. ”Utøya 22. juli” er et massivt bolværk mod den forråelse, der kan ramme os alle i en mediebåren virkelighed fuld af vold. En film kan føles mere virkelig end et makabert retssagsteater. ”Utøya 22. juli” er et medmenneskeligt manifest. Noget nær pligtstof.