Værdikrigeren Bush er forvandlet til en blød grå eminence

George W. Bush, der i morgen fylder 75 år, viser sin bog ”Portraits of Courage” (Portrætter af mod) frem i 2017.
George W. Bush, der i morgen fylder 75 år, viser sin bog ”Portraits of Courage” (Portrætter af mod) frem i 2017. Foto: Laura Buckman/AFP/Ritzau Scanpix.

Han ville ”udrydde tyranni i verden”. Han begyndte to krige. Han tog livtag med aids i Afrika. Han øgede højrereligiøse gruppers indflydelse på amerikansk samfundsliv. Han udråbte en ”global krig mod terror” og etablerede en forhadt fangelejr, Guantanamo, i strid med international lov.

Som republikansk præsident fra 2001 til 2009 var George W. Bush kendt som hårdkogt sheriftype og højrekristen kulturkriger. Hans embedsperiode havde enorme konsekvenser for USA og for verden, og uanset politisk ståsted kan de fleste amerikanere blive enige om, at Bush ikke tilhørte klubben af ligegyldige amerikanske præsidenter.

Det er nu 12 år siden, at George W. Bush forlod magtens centrum i Washington og rejste hjem til Texas, hvor han indledte en stille tilværelse som kunstmaler, forfatter og pensionist. Og i de 12 år er nogle af de hårde kanter tilsyneladende blevet slebet af ekspræsidenten, der i morgen kan fejre sin 75-årsfødselsdag.

En del af forklaringen på, at den 43. præsident i dag har fået et offentligt image som en blød og skattet ældre statsmand, er Republikanernes alliance med Donald Trump og flirt med konspirationsteorier og antidemokratiske strømninger. Trumps normbrydende præsidentskab fik mange amerikanere til at længes efter George W. Bush, som generelt opfattes som et redeligt menneske, og som angiveligt hverken stemte på Trump i 2016 eller i 2020.

Dette billede blev forstærket af demokraten Barack Obamas ros til Bush i selvbiografien ”Et forjættet land”, hvori den 44. præsident lovpriser sin forgænger og dennes familie for deres store indsats for at byde Obama-familien velkomne i Det Hvide Hus og gøre overgangen mellem deres to administrationer så gnidningsfri som mulig. Historien står i skarp kontrast til Donald Trumps benspænd for Joe Biden op til sidstnævntes indsættelse som præsident. Det varme venskab mellem George W. Bush og Obamas hustru, Michelle Obama, henrykker også mange af de amerikanere, der begræder den ekstreme partipolitiske polarisering i USA.

Det er imidlertid ikke alle, der er klar til at rehabilitere en præsident, der begyndte to krige og blåstemplede brugen af tortur. Da George W. Bush tidligere i år vendte tilbage til den politiske scene med bogen ”Out of Many, One” (Ud af mange, én), hvis 43 portrætter af indvandrere har til formål at sætte et menneskeligt ansigt på debatten om immigration, protestererede nogle meningsdannere mod det, som de betegner som amerikanernes korte historiske hukommelse.

”USA er amnesiens land. Det er ikke et land, hvor folk husker, hvad som skete i går, for slet ikke at tale om, hvad som skete i Bush-årene,” siger Dan Kovalik, der er lektor i menneskerettighedsjura på University of Pittsburgh i Pennsylvania, til avisen The Guardian.

Selvom George W. Bush blev født ind i en politikerfamilie og er søn af USA’s 41. præsident, så stod det ikke i kortene, at han en dag skulle blive nationens øverstkommanderende. Han var som ung mand kendt som en charmerende, men håbløs charlatan med et alkoholproblem. Ægteskabet med den retskafne lærer Laura Bush i 1977 afsluttede hans playboyliv, men det var først, da han i 1985 mødte den berømte prædikant Billy Graham, at han lagde flasken på hylden og sprang ud som en stærkt troende genfødt kristen. Da Bush under sin første præsidentvalgkamp i 2000 blev bedt om at sætte navn på sin yndlingsfilosof, var svaret ”Jesus, fordi han ændrede mit hjerte”.

Som præsident blev Bush ansigtet udadtil på USA’s evangelikale bevægelse, og han førte en konservativ værdipolitik. Fællesbøn var en fast del af arbejdsdagen i Det Hvide Hus, og mens hans alliance med det højrekristne USA styrkede ham politisk, beskyldte kritikere ham for at udviske grænserne mellem kirke og stat.

Blandt George W. Bushs største bedrifter var hans globale folkesundhedsinitiativ, der formentlig reddede eller forbedrede millioner af menneskeliv i Afrika. Hans eftermæle er dog plettet af hans håndtering af to store katastrofer, som skete på hans vagt: terrorangrebene i 2001 og orkanen Katrina i 2005.

Da terrorister angreb New York og Washington, blev George W. Bush for en stund alle amerikaneres præsident. Bush trøstede den rystede nation og gjorde det klart, at USA ville nægte at lade sig kue. Hans militære respons tærede imidlertid på hans kapital, især i takt med afsløringen af de mange fejltrin og fortielser i forbindelse med invasionen af Irak.

Orkanen Katrina var et andet lavpunkt. Billederne fra New Orleans, hvor myndighederne viste sig ude af stand til at redde nødstedte borgere, mens en tilsyneladende uengageret George W. Bush ikke gjorde meget andet end at flyve en helikoptertur hen over katastrofeområdet, var beskæmmende i mange amerikaneres øjne.

Som pensionist har George W. Bush mestendels holdt sig fra politik og i stedet dyrket andre interesser. En følelse af rastløshed fik ham til at begynde at male, og hans debut som kunstner med bogen ”Portraits of Courage” (Portrætter af mod), der indeholder 66 portrætter af amerikanske ekssoldater, blev forbløffende godt modtaget af kunstkritikere.

”Uanset, hvad man synes om George W. Bush, så viser han i denne bog og med disse malerier dyder, som desværre synes at mangle i toppen af den amerikanske politiske pyramide i dag: nysgerrighed, medfølelse, viljen til at lære noget nyt og ydmygheden til at lære det med offentlighedens bevågenhed,” skrev eksempelvis avisen Washington Posts chefanmelder Philip Kenicott.

George W. Bush bor i dag i Dallas i Texas med sin hustru, og parret har desuden en ranch i Crawford i samme delstat.