Prøv avisen
Boguddrag

Præst og forfatter: Den største glæde og kærlighed kan aldrig eksistere uden angst

Anna Mejlhede er forfatter og sognepræst ved Holmens Kirke. Snart er hun aktuel med bogen "Hjertesorg", der handler om hjertesorg, fortrydelser og selvredigering. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Hjertesorg rammer os ikke kun, når et menneske, vi holder af, forlader os eller dør fra os. Hjertesorgen er et grundvilkår, der følger os hele livet – på godt og ondt. Netop dette har Anna Mejlhede skrevet en bog om. Læs et uddrag fra bogen her

At være allermindst i det allerstørste

Der er intet i verden, der kan give mig en mere massiv følelse af at være en fiasko end i relationen til min datter. Ingen arbejdsrelaterede situationer, hvor svære de så end har været, kommer tilnærmelsesvis op på siden af den knugende fornemmelse af fiasko, der kan overmande mig netop i min funktion som mor.

Intet andet menneske end hun har nemlig helt den samme adgang til det allerinderste af min kærlighed og det sted i mig, hvor skyldfølelse og fortrydelse bor. Sammen med hende er jeg både det lykkeligste og mest ulykkelige menneske. I den relation, vi har, står jeg nemlig blottet helt ud i yderste led af min person og mit væsen. Intet solskinsfilter, jeg kan forsøge at lægge imellem os, ingen forsøg på at rette fokus mod alt det, jeg da kan godt, virker i forhold til hende. For i vores relation er jeg først og fremmest mor, ikke hverken præst, forfatter eller ven. På en måde tror jeg godt, jeg kan sige det sådan, at mor kommer før menneske i denne relation, hvilket jeg ved, at mange andre forældre også har oplevelsen af.

Jeg husker, hvordan jeg nys hjemkommet fra hospitalets barselsgang sad og så på dette mirakuløse lille menneske, mens hun sov fredeligt i sin lift ved siden mig i sofaen. På bordet foran mig lå et engelsk Vogue-magasin med en ung kvinde på forsiden, og jeg husker, hvordan jeg så fra liften og til magasinet på bordet og for fuld kraft ønskede, at dette lille menneske allerede var voksen og dermed var kommet godt og helskindet igennem en opvækst med mig som mor.

Min fætter og hans kone holdt til deres datters konfirmation en tale med nogenlunde samme budskab. De havde udregnet, hvor mange uger, dage, timer og minutter det på konfirmationsdagen var lykkedes dem at holde deres datter i live, og efter opremsningen gav de hinanden et ”high five” på deres præstation.

Glæden over min datter var så enorm, at angsten for at gøre alting helt forkert hang fast i hælen på glæden, uden at jeg kunne gøre noget som helst, der kunne ryste den af, og i stedet ramte en erkendelse mig for fuld kraft: At den største glæde og kærlighed aldrig kan eksistere uden angsten og desuden altid bærer kimen i sig til den største sorg.

Det eneste, der kunne hjælpe mig i denne enorme og sammensatte urkraft af følelser, var at gå den i møde med forundring. En forundring over livets enorme kraft, der kunne holde om mig lige der, ved siden af min sovende datter. Kun ved at slippe forestillingen om kontrol kunne jeg gøre mig forhåbninger om ikke at blive skør af livets enorme storhed!

Jeg har hørt andre forældre beskrive det på nogenlunde samme måde. En far fortalte engang under en dåbssamtale, hvordan han umiddelbart efter sin datters fødsel blev ringet op af sin bedste ven, som stillede et af de her klassiske spørgsmål, mange forældre helt automatisk besvarer sammen med billedet af deres nyfødte. ”Her er vores Emma, nyfødt og fin, 3.800 gram og 48 cm lang”. Men denne far forstod simpelthen ikke, hvad vennen mente, da han spurgte: ”Hvor stor er hun så?” For hvordan i alverden skulle han svare på det? Hans datter var jo enorm! Hun fyldte det hele, og både han og moderen kunne overhovedet ikke se andet end hende, og forundringen over, hvor alt det kom fra, fyldte dem begge ud med en jordskælvsagtig kraft.

Måske er det netop den erkendelse, at man som menneske med sit nyfødte barn i armene både står med det allerstørste, man kan forestille sig, og føler sig som det allermindste. Så lille og uanseelig, at man rammes af angst for ikke at lykkes med at beskytte dette fine væsen og fylde det med kærlighed, så det aldrig sidenhen kommer i tvivl om netop den. Kort sagt bringer det at blive forældre for mange menneskers vedkommende en erkendelse af begrænsning og lidenhed med sig, og man ser sig om for at finde noget større og mere uforanderligt at lægge al denne kærlighed og skrøbelighed over i.

Gennem de år jeg har været præst, har jeg oplevet mange mødre og fædre blive troende på et eller andet plan efter oplevelsen af at stå der med et nyfødt barn i favnen. Til dåbssamtalerne har jeg derfor også jævnligt siddet med forældre, der med et skævt smil siger, at det var, som om et rum åbnede sig i dem, som de ikke vidste fandtes.

Mange mennesker er ret ivrige efter at fortælle vordende forældre om, hvad de har i vente. Det kan være sympatisk, men det virker nu sjældent at transportere sine egne erfaringer over i andre i den situation. Mest af alt fordi ingen i denne verden alligevel helt kan forestille sig, hvad der sker, når den størst mulige kærlighed fylder alt i et menneske ud. Og især forklare den intense følelse af smerte, der kan følge med. Det er noget nær lige så umuligt, som når et forelsket menneske vil prøve at forklare et menneske, som endnu ikke har prøvet at være det, hvordan det er. Det må ganske enkelt opleves på egen krop og dermed i eget hjerte. Også den afmagt, der følger med. Afmagten over at føle sig grundlæggende for lille til en opgave af de dimensioner.

Måske mærkede jeg det allerede fra den dag, jeg ikke kunne finde ud af at skifte min nyfødte datters ble. Det var på barselsgangen dagen efter fødslen, der var endt i akut kejsersnit. Tågen inde i mit hoved sad stadigvæk massivt og dækkede for mit udsyn, og jeg kunne endnu ikke gå helt oprejst på grund af operationssåret i min mave. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg ville hjem. Her på hospitalet følte jeg mig så ensom. Min datters far måtte kun være på barselsgangen i besøgstiden, og han var den eneste, jeg kunne dele min datter med. 22 ud af 24 af døgnets timer var jeg derfor overladt til mig selv og mine egne evner – eller mangel på samme – som nybagt mor. Alligevel følte jeg mig bundløst lykkelig. Og ved siden af den følelse lige så bundløst ulykkelig. Jeg var forfærdet og fortryllet af kærlighed og magtesløshed på en gang. Ingenting så ud som før, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle finde rundt i denne nye verden, der havde suget mig ind i sig.

Havde jeg mon en fødselsdepression, spurgte en sygeplejerske? Men nej, det her var noget helt andet. En tilstand, der lå udenfor min kontrol og udenfor enhver form for diagnose, man kunne have klistret på mig. Jeg var ikke deprimeret. Den, jeg havde været, før jeg fødte, var bare ikke til stede længere. Jeg var gået i ét med en form for kærlighed, jeg aldrig havde kendt til før, og som viskede mit eget ego ud.

Så tag dig dog sammen, kunne jeg læse i det opgivende blik, der mødte mig fra en anden af sygeplejerskerne på barselsgangen. Kvinder har født børn, siden menneskeheden opstod, så stop dog det klynkeri, syntes jeg, der stod i talebobler over hendes hoved. Jeg vidste også, at hun havde ret. Og samtidig overhovedet ikke. Fordi der er forskel på, om man sidder som urmenneske i skoven og tørrer sit nyfødte afkom fri for fosterfedt og blod med bladene fra en busk, eller om man er et menneske i slut-1990’erne, der er så civilisationsramt og alt muligt andet ramt, at det, der er tilbage af urkvinden, virkelig kan ligge på en meget lille plet. Det eneste, der var tilbage af mig dér på barselsgangen, var en ansvarsfølelse så stor, at den lammede mine arme med en frygt, jeg ikke havde mærket før.

Jeg har efterhånden døbt virkelig mange børn og voksne, men dåbsritualet rammer mig lige voldsomt hver gang. Det spæde barn, hvis det altså ikke sover eller skriger, ser ofte direkte på mig, mens jeg tegner korsets tegn for dets pande og bryst, og nogle gange også når jeg siger dets fulde navn og hælder vand over dets hoved og døber det. Og dét blik har en ganske særlig klarhed i sig. En klarhed, der kan få mig til at glemme alt omkring mig. At føle sig gennemskuet af sådan et par barneøjne ved jeg, at mange har oplevet, men i dåbsøjeblikket er det ikke kun det at føle sig gennemskuet, der rammer med overvældende bevægelse. Det er, som om der i øjeblikket opstår en forbindelse, der ikke er skabt af noget som helst, der kommer fra hverken mig selv eller barnet. Som om dåbens ritual ikke blot lægger sig omkring barnet og tilhørerne, men også trænger ind i mig, så jeg på en mærkelig måde pludselig husker eller kan fornemme min egen dåb, hvilket selvfølgelig ikke er muligt i konkret forstand.

”Modtag det hellige korsets tegn, både for dit ansigt og for dit bryst”, står der i dåbsritualet. I Grundtvigs kendte og netop til dåb ofte brugte salme ”Sov sødt barnlille”, skriver han ritualet ind i sit digt med egne ord

Gudsfingrene grande

slog kors for din pande.

Guds enbårnes røst

slog kors for dit bryst,

thi skal ingen djævel dig skade.

Salmen skrev Grundtvig i 1844 under en dyb depression, og den står i salmebogen under afsnittet ”trøst og fred” og ikke under afsnittet ”dåb”.

Ordet ”djævel” er nemt at få i den gale hals, fordi det hurtigt bringer billeder frem på nethinden, der alt for konkret og farverigt fortolker det diabolske. Men jeg tror, vi skal brede begrebet langt mere ud. Som alt det, der suger livsmodet og kærligheden ud af os.

Det, som ofte helt umærkeligt og dermed endnu mere subtilt fortæller os, at fordi vi står så små i det enorme og uendelige, så betyder vi intet.

”Ingen er uundværlig, men enhver er uerstattelig”, står der i forordet til Peter Kemps bog ”Det uerstattelige”. Sandheden i de ord slår mig, hver gang jeg har dåb. For der står vi: præst og forældre, faddere og menighed og ser på det lille barn, i hvis øjne uendeligheden og kærligheden endnu ikke har taget skade af det, som verdens råhed lægger ind i et menneske lidt efter lidt, efterhånden som vi lever.

”Djævelen ligger i detaljen”, siger man. Men der ligger også andet i detaljen end det. For det er også i detaljerne, at selve livet ligger. Det, som får livet til at rejse sig igen, når det er faldet til jorden. I de mærkeligste detaljer ligger også årsagen til kærlighed. Årsagen til, at vi føler os hjemme et sted, eller til, at vi ud af intet pludselig kan føle en ro og en fred uden at kunne forklare det.

Livets storhed og skønhed ligger også i detaljen. I det, som øjet nemt ser henover, fordi det virker for småt til at kunne rumme noget stort. Men der tror jeg, at vi ofte tager fejl.