Prøv avisen
Boguddrag

Forfatter: Velfærdssamfundet har ødelagt livet for utroligt mange danskere

Mindst 200.000 mennesker lever i udenforskab, og på mere eller mindre permanent overførselsindkomst, mennesker som med den rette og den rettidige socialfaglige støtte ville kunne mestre livet og i langt højere grad klare sig selv, skriver tidligere direktør i Socialstyrelsen Knud Aarup. Foto: Martin Lehmann/ritzau

Velfærdssamfundet er ikke i stand til at tage vare på samfundets dårligst stillede. Derfor har mange danskere også mistet troen på, at fællesskabet holder en hånd under den enkelte, hvis livet er gået i stykker, skriver tidligere direktør i Socialstyrelsen Knud Aarup i sin bog ”Fra udenforskab til fællesskab – seks bud på et bedre velfærdssamfund”. Læs et uddrag samt de seks bud her

Det danske velfærdssamfund giver ikke længere almindelige danskere tryghed for, at samfundsfællesskabet er der, når man har brug for det. Mange har mistet troen på, at fællesskabet holder en hånd under den enkelte, så man kan komme videre i tilværelsen, hvis livet er gået i stykker. Velfærdssamfundet er heller ikke i stand til at tage vare på samfundets dårligst stillede.

Socialt udsatte børn og unge, udsatte voksne og mennesker med særlige behov som følge af handicap eller psykisk sårbarhed får i dag ikke den støtte og lærer ikke de strategier, som kan give den enkelte mulighed for at mestre sit eget liv. Resultatet er, at mange, som ellers kunne tage vare på sig selv, bliver henvist til et liv på offentlig forsørgelse, og mange af dem uden, at det var nødvendigt.

I Sverige taler man om at disse mennesker er havnet i ”utanförskab”. Det er det ord, som jeg har valgt at bruge i bogens titel: Fra udenforskab til fællesskab - seks bud på et bedre velfærdssamfund. Utanförskab oversættes som oftest med ”marginalisering”, dvs. det engelske ord. Det har helt klart ikke de samme medbetydninger bl.a. fordi det bruges i så mange forskellige sammenhænge, hvor det ikke indebærer noget som relaterer sig til mennesker med sociale problemer eller med funktionsnedsættelser. På dansk bruger vi som regel ordet ”udsat” fx i udsatte børn, unge og voksne eller Rådet for socialt udsatte. Det ord har jeg det heller ikke særligt godt med, fordi det signalerer, at mennesker er ”havnet” i en situation og at de så at sige er i omstændigheders vold. Det fratager både samfundet, alle de ikke-udsatte mennesker og den enkelte udsatte person for et ansvar. Der er ikke nogen, som har ansvar for at mennesker bliver udsatte. Det sker.

Helt anderledes er det med udenforskab. Det rummer i sig en aktiv eksklusion af mennesker fra det at være en del af samfundet. Utanforskab er ikke noget den enkelte vælger, men et resultat af samfundsmæssige processer. Og det samfundsmæssige medansvar fratager ikke den enkelte et egetansvar – et personligt ansvar. Det er bare ikke noget, som den enkelte skal stå alene med.

Vi har som medborgere i samfundet et medansvar for at andre medborgere presses ud i udenforskab. Derfor har jeg valgt i titlen af bruge ordet udenforskab og jeg vil gerne slå et slag for at vi på dansk vælger at bruge begrebet udenforskab til at betegne de mennesker, som på grund af manglende støtte og samfundsmæssige forhold er henvist til et liv uden for samfundet og uden mulighed for at selv at styre deres liv.

Omfanget af udenforskab i det danske velfærdssamfund har også en sammenhæng med den økonomiske omkostning til at drive samme samfund. Årligt bruges der mere end 800 mia. kr. på social-, uddannelses- og sundhedsopgaver. Det svarer til omkring 75% af de samlede offentlige udgifter. Antallet af offentligt ansatte, som arbejder med velfærdsopgaver, er vokset, og der er i dag mere end 600.000 veluddannede fagprofessionelle, hvis opgave det er at skabe udviklingsmulighed for hver enkelt borger, således at der bliver lige mulighed for livsudfoldelse i samfundet. Det er hele idéen med velfærdssamfundet, og det er formålet med de mange velfærdsprofessioner. Det sker bare ikke.

Derfor lever der i dag mindst 200.000 i udenforskab, og på mere eller mindre permanent overførselsindkomst, mennesker som med den rette og den rettidige socialfaglige støtte ville kunne mestre livet og i langt højere grad klare sig selv. Mange ville kunne få den uddannelse, som passede til dem, og livsperspektivet ville se helt anderledes ud. De mangler bare at lære, hvordan de mestrer livets udfordringer. Sat på spidsen har det danske velfærdssamfund i løbet af de sidste 30 år ødelagt livet eller i det mindste begrænset livsmulighederne for utroligt mange mennesker – mennesker, hvis livsmuligheder, som det netop var velfærdssamfundets opgave at sikre.

Alle disse mennesker kunne have bidraget til fællesskabet. I stedet må samfundet give dem støtte. Det betyder, at velfærdssamfundet årligt koster 100 mia. kr. mere i offentlige udgifter, end det var nødvendigt, og samlet udgørden dårlige velfærdsindsats et tab for samfundsøkonomien på 150 mia. kr. svarende til godt 7% af BNP.

Velfærdssamfundet er derfor på mange måder et paradoks. På den ene side er det dyrt og beskæftiger mange fagprofessionelle. På den anden side giver det ikke den rette støtte til dem, som har brug for det. Velfærdssamfundet, som det ser ud i dag, koster således den enkelte og dennes familie dyrt i tabte livsmuligheder, og det koster samfundet utrolige midler i velstand.

Men det er også her, at kimen til den positive historie ligger. For hvis det kan lykkes af vende udviklingen og begynde at løse paradokset, er der store muligheder for, at Danmark kan blive det sociale foregangsland, som det har været. Alle ingredienserne er til stede. Danskerne har fortsat en stor tillid til hinanden og til samfundets institutioner, selvom usikkerhed og frygt er voksende. Danmark er fortsat et af de mest lige lande i Europa og verden. Og der er på tværs af politiske partier en opslutning til, at Danmark også i fremtiden skal være en særlig plet på jorden.

Men der mangler en fælles erkendelse af velfærdsproblemets omfang og det er svært at få budskabet igennem på den politiske scene. Den mangel skyldes ikke mindst, at historien om velfærdssamfundet er så sammenvævet med det at være dansk. Det blev klart illustreret i Bertel Haarders nye værdikanon i december 2016. Her kom velfærdssamfundet ind på en førsteplads som den vigtigste værdi ved det danske samfund og ved det at være dansk. Troen på det gode danske velfærdssamfund er så grundfæstet hos de mange, at man lever i en illusion uden at kunne se virkeligheden i øjnene. Beskrivelsen af Danmark og det danske velfærdssamfund smelter sammen, fx som i statsminister Lars Løkkes tale til Folketingets åbning i oktober 2015:

"Danmark er et dejligt land. Et af de bedste i verden. Det kan vi danskere hurtigt blive enige om. Gennem generationer har vi skabt en helt særlig plet på kloden. Med frihed, velstand, og harmoni"

Det er sagt på lignende måde af tidligere statsministre og andre politikere ved mange lejligheder, og det er sådanne formuleringer, som også florerer i den almindelige politiske debat om Danmark. Når der skal tænkes langt frem, som fx Ventreregeringens 2025-plan, er der tilsyneladende ingen grundlæggende problemer ved det danske velfærdssamfund, og kun behov for en række partielle ændringer, eller som statsministeren selv udtrykte det:

"Populært sagt strammer vi bardunerne hele vejen rundt om teltet. Så det står lidt skarpere, og så det også kan stå, hvis vi skulle komme i regnvejr eller ruskevejr. Det er jo hele idéen med det her. Det er en helhedsplan. Når vi forandrer flere steder på én gang, så kan vi opnå mere. Og når vi forandrer i tide, så kan vi ved mindre anstrengelser få store forbedringer."

Der skal, ifølge statsministeren, kun små samfundskirurgiske indgreb til at holde velfærdssamfundet i topform. Der kan godt nok konstateres flere problemer og uhensigtsmæssigheder rundt omkring. Men de bliver aldrig sat sammen til mønstre og sammenhænge, som har med hinanden at gøre.

Den ene dag kan der diskuteres bandekonflikter og behovet for mere politi, så der kan være tæt opfølgning på bandemedlemmer, og de kan komme bag tremmer. Den næste dag kan man diskutere, hvorfor det ikke går bedre i de boligområder, der betegnes som ghettoer. Den tredje dag kan forskelle i Pisa-resultaterne fra de forskellige skoler drøftes, og der kan peges på nogle skoler, som ligger i bund. Og den fjerde dag bliver det drøftet, om der er tilsyn nok med de domsanbragte unge på døgninstitution. Den første dag er vi på justitsområdet. Den anden dag er vi på boligområdet, og hvis vi er heldige også på integrationsområdet. Den tredje dag er det undervisningsområdet, og den fjerde dag socialområdet.

Men alle fire områder hænger uløseligt sammen i virkeligheden og handler især om tilrettelæggelse af de sociale indsatser. Drøftelserne bliver imidlertid taget, uden at enderne når sammen. Ingen af drøftelserne behøver nogensinde at referere til hinanden, og ingen af svarene behøver nogensinde at blive set i sammenhæng. Men det er lige præcis her, at kæden er hoppet af.

Der er over de sidste 30 år sket en opsplitning af de forskellige samfundsmæssigeproblemstillinger i stadigt mindre enkeltområder, og der er etableret en lang række små samfunds-siloer, som ikke kommer i berøring med hinanden. Den eneste fællesnævner og den eneste form for helhedstænkning er den økonomiske. Her er det eneste, der tæller, reduceret til spørgsmålet om vækst i samfundsøkonomien. Derfor bliver politik og udvikling af politik reduceret til et spørgsmål om, hvordan initiativer henholdsvis fremmer eller hæmmer vækst i samfundet.

Det er den optik, som alle andre politikområder bliver set og italesat igennem. Derfor fylder overvejelser om de offentlige udgifters størrelse langt mere, end overvejelser om, hvad der kommer ud af, og hvorvidt borgerne har gavn af, de offentlige udgifter. Når alt foregår på siloniveau, mister man blikket for eller erkendelsen af samfundsmæssige sammenhænge. Der er derfor intet fokus på samfundets sociale dynamik, og der er ingen, som tegner det store billede af, hvor Danmark er på vej hen.

Det betyder en dårligere indsats for borgerne, for lokalområderne og samfundet som helhed, og der kommer til at mangle helhed og sammenhæng. Denne mangel stammer i væsentligt omfang fra den rådgivning, som det centrale embedsapparat på Slotsholmen giver politikerne på Christiansborg og det påvirker den daglige politikudvikling, som de nationale politikere leverer. Derfor ser de heller ikke sammenhængen mellem de forskellige politikkers konsekvenser for hele Danmark.

Det er også grunden til, at staten i sin styringsiver fx overser, at en gennemførelse af en fælles offentlig indkøbspolitik for stat, regioner og kommuner i sidste ende betyder lukning af en lang række butikker i de mindre samfund og derfor bidrager yderligere til et skævt Danmark. Det er også grunden til, at staten også først sent opdager, at opbygning af nye mere styrbare videregående uddannelsesinstitutioner på professionsområdet kan føre til regionale forskelle i udvikling af uddannelsesniveauet.

Det ligger også bag, at man ikke kobler indførelse af e-post i det offentlige med konsekvenser for postudbring i yderområder – og sådan kunne jeg blive ved. Silo-tænkning og silo-opsplitning er efter min mening årsagen til, at centraladministrationen slet ikke har blik for velfærdssamfundets paradoks og dermed den helt generelle sammenhæng, som gør, at velfærdssamfundet i dag er blevet for dårligt og for dyrt. Det er den mangel, som jeg med denne bog vil forsøge at rådebod på.

Jeg vil vise, hvordan de sidste 30 års fejlagtige udvikling har betydet, at mange har har mistet troen på, at velfærdssamfundet holder en hånd under den enkelte ved sygdom, arbejdsløshed eller andre sociale begivenheder. Den utryghed vil jeg give stemme i bogen og vise, hvordan tryghed igen kan blive et bærende grundlag for velfærdssamfundet.

Velfærdssamfundets mange institutioner er nødt til at få et fornyet fokus på, at al menneske-til-menneske-indsats drejer sig om helhed og sammenhæng i indsatsen for den enkelte person og den enkeltes familie. Professionerne skal i praksis bevæge sig fra en professionel distance til i langt højere grad at udøve professionelt nærvær.

Jeg har tidligere i min bog Frivillighedens Velfærdssamfund fremført, at der stadig er mange grundlæggende værdier at hente i Bistandsloven fra 1976. Ikke mindst, som Bent Rold Andersen formulerer det, at den sociale indsats altid som udgangspunkt skal have, hvilken konkret og individuel hjælp og støtte har den enkelte brug for, for at fungere med sig selv og andre.

I Fra udenforskab til fællesskab vil jeg vise, hvordan et bevidst fokus på helhed og sammenhæng i indsatsen for den enkelte og familien samtidig indebærer et fokus på den støtte, som kan fremme netop den tryghed, der giver mennesker mulighed for at udvikle deres egne ressourcer og dermed komme tættere på at tage ansvar for og mestre eget liv. Begge disse fokuspunkter eller værdier om helhed og mestring kommer til at løbe som en rød tråd igennem bogen.

Jeg vil lægge afgørende vægt på, at vi ser sammenhængen imellem velfærdssamfundets forskellige menneske-til-menneske-institutioner således, at de i deres helhed kommer til at virke bedre for samfundets svageste, og at Danmark i den forstand får et nyt og mere effektivt socialt sikringssystem. Som Bent Rold Andersen udtrykte det om 1960’erne, kan det også siges om i dag:

"Men var det ikke en ide nu at forsøge at samle trådene: At overveje, hvorledes vi skal indrette vort sociale sikkerhedssystem; således at behov og ikke tilfældigheder er afgørende for den hjælp, der ydes; således at de sociale myndigheder alle trækker i samme retning; og således at hele systemet danner det bedst muligt grundlag for videregående socialpolitiske målsætninger: Forebyggelse, revalidering, familiepolitik, trivsel. Vi kan så måske igen komme til at tjene hædersbetegnelsen: Et socialt foregangsland."

Skal vi øge fokus på helhed og sammenhæng, er det nødvendigt at samle trådene, som Rold Andersen udtrykker det. Det betyder, at forebyggelse og dermed tidlig indsats bliver afgørende på tværs af alle velfærdsinstitutionerne, som arbejder med børn og unge (social forebyggelse).

Det indebærer også en erkendelse af, at den enkelte, som af forskellige grunde ikke kan magte sit eget liv, skal have støtte til at udvikle evnen til mestring (revalidering). Endvidere må den enkelte aldrig ses alene men i sin sammenhæng og med sit netværk (familiepolitik). Endelig er trivsel og tryghed afgørende forudsætninger for, at en velfærdsindsats overhovedet giver effekt eller er mulig (trivsel for alle).

Denne tænkning skal ikke være begrænset til de sociale indsatser, som kaldes det specialiserede socialområde, dvs. udsatte børn og unge, udsatte voksne og handicappede.Det skal derimod bredes ud og være det centrale fokus i alle menneske-til-menneske-velfærdsområder, dvs. i jordemoderens, sundhedsplejerskens, pædagogens, lærerens, socialarbejderens, lægens, sygeplejerskens, ergo- og fysioterapeutens og alle de andre velfærdsarbejderes daglige virke.

Jeg vil i bogen forsøge at genindsætte det sociale som det virksomme stof i menneske-til-menneske-indsats. Det sociale som det, der skaber effekt, hvad enten det drejer sig om sundhedsfremme, beskæftigelsesfremme, uddannelse, integration eller mere specifikke sociale indsatser for særlige målgrupper. Fokus på det sociale er en forudsætning for, at vi kan genetablere social mobilitet og genvinde troenpå muligheden for social udvikling. Det er kun ved, at vi øger indsigten i det sociale, at mennesker får fornyet styrke til at udvikle eller genvinde mestring af eget liv.

Det er ved at insistere på vigtigheden i at give strategier og støtte til selvhjælp, at mennesker bliver i stand til at bevæge sig i en ny retning, og det uanset, hvilke funktionsnedsættelser, hvilken psykisk sårbarhed eller hvilke sociale problemer man har med i ballasten.

Det er gennem fokus på det sociale, at vi får blik for de konkrete indsatsers helhedsorienterede karakter. Herved bliver det muligt for den enkelte at bryde mønstre som negativ selvfølelse, selvbeskyttelse og i sidste ende de negative konsekvenser af social arv. Med øget fokus på det sociale kan mulighedsligheden igen blive en realitet i Danmark. Det er her vi finder forudsætninger for, at det danske velfærdssamfund kan gen- og ny-udvikles.

Jeg vil i denne bog slå til lyd for, at samfundsmæssige og politiske initiativer i højere grad ses i et langt perspektiv. Man opnår ikke mange resultater med et treårigt perspektiv. Social udvikling tager tid. Men det er også ved at anlægge et langsigtet perspektiv, at der kan findes nye løsninger. Jeg vil over seks kapitler give min bud på, hvordan et dansk velfærdssamfund for det 21. århundrede i en globaliseret markedsorienteret økonomi på samme tid kan blive et menneskeligt bedre og et økonomisk billigere samfund med en god balance mellem det offentlige, civilsamfundet og den private sektor.

Nogle gange formår filosoffer og forfattere med korte udsagn at ramme lige det, som man gerne vil udtrykke. Det gør Robert Louis Stevenson, forfatteren til Skatteøen, i denne sammenhæng, når han skriver:

"At være den, du er, og at blive til det, du har mulighed for: Det er livets mening."

Den tilgang til mennesker er bærende for mig, og det er en rød tråd i bogen, at alt for mange i dag ikke får muligheden for hverken at være den, de er, eller at blive til det, de har mulighed for. Men for mig at se bør alle have den mulighed. Det er kernen i mulighedsligheden, og det skylder vi alle i et velfærdssamfund som det danske.

Seks bud på et bedre velfærdssamfund

• Alle har noget at bidrage med til fællesskabet. Det handler om at kunne se mennesket i hinanden og give plads til et anderledes arbejdsmarked.

• Nationale handleplaner skal hjælpe børn og unge, som har været anbragt, lider af ADHD, autisme eller ordblindhed samt drenge med ikke-vestlig baggrund mere effektivt igennem uddannelsessystemet.

• Borgerne skal have retskrav på at blive behandlet som hele mennesker. Den enkelte borger skal behandles ud fra en konkret individuel helhedsbetragtning i det offentlige system.

• Velfærdsprofessionerne skal sættes fri, og de skal finde tilbage til kernen i deres faglighed og til det, de er sat i verden for at være: noget for andre.

• Socialpolitik skal genoplives bl.a. ved at afskaffe satspuljen. Den har siden 1990 ødelagt socialt arbejde ved at gøre det til et tre-årigt projekt, som udføres og finansieres ved siden af de eksisterende ressourcer.

• Mennesker er dybest set sociale individer, og tillid skal igen være bærende for lov- givningen frem for troen på egennytte som væsentligste drivkraft.

Hør Knud Aarup fortælle om det danske velfærdssamfund, som han ser det i dag