Der er brug for kirken, hvis velfærden skal sikres

KRONIK: Kristendommen har betydning i velfærdsdebatten. Selvom kristendommen ikke handler om de sociale udgifters størrelse, handler den i høj grad om menneskets værdi

Dialogen, eller hvad man skal kalde det, mellem statsminister Anders FoghRasmussen (V) og socialminister Eva Kjer Hansen (V) inden for de seneste måneder, er illustrerende for, hvad der er den herskende forståelse af begrebet velfærdssamfund. Først mente socialministeren, at det styrkede samfundets dynamik, hvis uligheden (læs: de riges rigdom) voksede. Som bekendt trak hun på statsministerens krav denne mening tilbage. Siden hen fandt hun det bekymrende, at fattigdommen voksede blandt samfundets svageste ifølge en rapport, hun selv havde bestilt. Også denne mening gav hun afkald på, da den ikke faldt sammen med hendes politiske læremesters.

I dette kommer en bestemt forståelse af velfærdssamfundet til syne. Velfærdssamfundet er den brede middelstands velstandssamfund. I en vis parodisk forstand virkeliggørelsen af Grundtvigs berømte ord om, at "få har for meget og færre for lidt" – parodisk, fordi vi hverken vil foruroliges af de "få" eller de "færre".

Der vil være en konsensus fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten om, at Grundtvigs diktum er idealet. Sådan vil vi alle sammen gerne tænke om Danmark, og derfor må vi selvfølgelig som socialministeren lære at klappe i med, at ikke så få alligevel får lov at bryde ovenud af idealbilledet, og lukke øjnene for, at endnu flere falder nedenud af det. Det handler om den slet ikke usympatiske ambition at skabe eller fastholde en velstand for de mange. Skam få dem, der tænker ilde om, at de tilfældigvis også udgør vælgerflertallet.

Det er i hovedsagen den samme dagsorden, der præger Velfærdskommissionens rapport, så vidt jeg kan se. Det drejer sig om, hvad der skal til for, at vi fortsat kan finansiere en velstand for de mange, herunder også dem, der ikke længere selv kan bidrage produktivt dertil. Det er dér, bekymringen ligger i forhold til fremtiden. Kan alle vi almindelige danskere fastholde vores høje velstandsniveau? Vi skulle jo nødigt falde tilbage til 1980'ernes for slet ikke at tale om 1970'ernes stade. Det er rigtigt set af statsministeren, at den brede folkelige interesse følger det spor, og at det derfor ikke er hensigtsmæssigt at få flyttet fokus fra det, hverken til den ene eller den anden side.

Nogle taler om, at det er nødvendigt at modernisere velfærdssamfundet. Andre hævder, at det, der ligger i en sådan modernisering, reelt er en afvikling af samme velfærdssamfund. Men vi har i grunden aldrig fået afklaret, hvad målestokken for velfærdssamfundet er: Er det omsorgen for dem, der ikke kan klare sig selv, eller er det leve-standarden for folkets brede flertal? Folkeligt er nok den anden målestok den videst udbredte. Men fordi der ikke har været nogen mangel, har der også været en forståelse for eller ligefrem støtte til et tætmasket socialt net. Problemet er blot, at denne forståelse ikke er medfødt, og den plejer ikke sig selv. Hvis ikke den plejes, hvis ikke vores sociale samvittighed hele tiden udfordres, så tørrer denne forståelse ud.

Det har ligget lidt i luften i Velfærds-danmarks udvikling, at vi nok ville vise forståelse for, at fællesskabet brugte ganske store midler på de svagest stillede, fordi der var en velstand for de mange. En venlig fortolkning af velfærds-partiernes aktuelle projekt, sådan som det kommer til udtryk i statsministerens holdninger, kunne gå i samme retning: Hvis vi masserer de mange, vil de nok forblive bløde i forhold til de få. Erfaringen viser desværre, at sådan går det ikke: I stedet for at konstatere, hvor meget bedre vi har det end de svage, sammenligner vi os stædigt med standsfæller, at vi ikke skal synke det mindste agterud i forhold til dem. I stedet for at udvikle generøsitet frembringer vi begær.

Så kan man lidt kynisk spørge, hvad der sker ved det – ud over at der er en vis og også voksende samfundsmæssig spildprocent? Der sker noget ved det; der sker en forråelse, som i det lange løb indebærer, at hele visionen om et velfærdssamfund, sådan som den for eksempel er udtrykt i Grundtvigs ovenfor citerede linjer, smuldrer. Hvis vi har blikket stift rettet mod de manges velstand, så bliver ikke blot de svage ladt i stikken, men der bliver flere og flere af dem. Hvordan vi behandler de svageste, er ikke uden betydning for, hvordan vilkårene bliver for de mange. Vi vil blive bedre og bedre til at lukke øjnene for svaghed, ikke blot af økonomisk, men af enhver art.

Derfor er det afgørende, at vi som et minimum fastholder begge målestokke: omsorgen for de svageste og et godt liv for de mange. Og her må det så selvfølgelig understreges, at det ikke er ordene, men kendsgerningerne, det kommer an på (sådan som disse for eksempel er dokumenteret i rapporten til socialministeren).

Har kirken eller kristendommen noget at sige ind i velfærdsdebatten? I høj grad. Den har det i form af et frontal-angreb på det spørgsmål, der efterhånden ikke så sjældent popper op: Er disse svage nu indsatsen værd? Kristendommen handler godt nok ikke om de sociale udgifters størrelse, men den handler i høj grad om menneskets værdi. Vel at mærke ikke kun dets værdi i Guds øjne, men også, afledt deraf, dets værdi i vores, i fællesskabets, øjne. Samfundets værdimål må ustandselig udfordres af kristendommens.

Men det må sandelig også hver enkelt persons værdimål. Er det, som jeg har anført ovenfor, sådan, at vores medmenneskelighed ikke er medfødt, så må den uophørligt stilles over for den kristne fortælling om, at ethvert menneske i Guds øjne er så værdifuldt, at Han selv vil dø for det (og dermed er det Gud værd). Den fortælling lader hverken den enkeltes eller fællesskabets samvittighed i fred, hvis vi er på vej til at berøve mennesker deres betydning. Vi kan ikke behandle mennesker som samfundsmæssigt spild og samtidig fastholde deres og vores betydning i Guds øjne.

Den bekendte lignelse om arbejderne i vingården, hvor man yder forskelligt, men lønnes ens, er ikke en beskrivelse af en samfundsmodel. Den har ikke desto mindre to vigtige pointer i forhold til velfærdsdebatten: Den stiller skarpt på den evindelige sammenlignen sig med andre, som har fulgt menneskeheden siden Kain, som rider os som en mare i dag, og som lader dem, der er i nød, upåagtede. Dertil fastholder den, at der er en fundamental lighed mellem mennesker. Og denne menneske-lighed må også sætte sig aftryk i en menneskelighed i samfundet.

For kristendommen er det bedøvende ligegyldigt, om det er staten eller civilsamfundet, der bærer denne menneskelighed. Hvis vi tror, at vi kan undvige forpligtelsen ved at spille bolden frem og tilbage imellem os, ja, så kender kristendommen kun ét svar: Du svigter! Så kan vi nok så meget døve vores samvittighed med, at indsatsen må ligge i et andet regi, og andre må være nærmere til at tage sig af de nødstedte. Den enkelte kan ikke sige sig fri, fordi staten svigter. Men staten eller samfundet kan heller ikke (og heller ikke dens præsteskab: politikerne). Kan samfundet kræves til regnskab, når det svigter – er det ikke kun den enkelte? Efter min mening kan samfundet godt stilles til regnskab; det består jo af mennesker.

Det har været et hovedspor i kirken siden de første kristnes dage, at menighederne også selv påtog sig et ansvar for de svageste i samfundet. Noget tyder på, at der i de kommende år så rigeligt bliver behov for denne diakonale tjeneste i Danmark. Nogle mener, at kirken skulle afholde sig fra at levere lappeløsninger for et samfund, der svigter. Hvis kirken tænkte på den måde, ville den dybt forråde den menneskeforståelse, som kommer til udtryk i dens egne fortællinger. Et eneste menneske hjulpet er nok til at begrunde den største anstrengelse.

Men de, som vi har valgt til at lede samfundet, kan ikke af den grund ånde lettet op. Hvert eneste diakonalt initiativ rummer til os alle sammen spørgsmålet: Hvorfor var dette nødvendigt? Og: Skal de manges velstand betales med de fås ulykke?

Niels Henrik Arendt er biskop

over Haderslev Stift

KRISTENDOM

OG VELFÆRDsstat

For nylig udkom den længe ventede rapport fra Velfærdskommissionen. I den anledning sætter Kristeligt Dagblad i fem kronikker fokus på forholdet mellem kristendom og velfærd. Den første kronik blev bragt den 28. december.

Kronikkerne kan læses på

www.kristeligt-dagblad.dk

Læs nytårskronikken i morgen af

MEP og tidligere statsminister

Poul Nyrup Rasmussen (S)