Prøv avisen

29-årige Filmon: Jeg hjælper, fordi det giver mening

Filmon Kahsai har oprettet Foreningen for Unge Eritreere. De mødes hver torsdag eller fredag og spille fodbold. Til fodboldtræningen er det kun drengene der møder op, men der er også piger, som er medlem af foreningen, og som deltager i andre aktiviteter. Foto: Fokus/Lars Aarø

Filmon Kahsai har skabt foreningen for unge eritreere, for at de unge kan lære om eritreisk sprog og kultur, men også for at skabe sammenhold og fællesskab

I den vestlige del af Aarhus kan man på Fuglebakkens fodboldbaner hver torsdag eller fredag finde en stor gruppe unge eritreere iført fodboldsko og højt humør. Og denne torsdag er ingen undtagelse. Omkring 20 unge mænd har fundet vej til de grønne baner. I dag skal de spille træningskamp, og den ene halvdel tager røde trøjer på, så kampen kan begynde.

African time (afrikansk tid, red.), som Filmon Kahsai kalder det, er et velkendt fænomen blandt nogle af drengene, så et par stykker kommer lidt for sent. Men det er ikke noget problem, for de hopper bare i fodboldstøvlerne og slutter sig til holdkammeraterne på banen.

Den ugentlige fodboldtræning er blot en af de aktiviteter, som Forening for Unge Eritreere tilbyder. Når de ikke er på fodboldbanen, hører de til i Frivilligcentret i Aarhus. Her holder de kulturformidling hver lørdag, hvor børn lærer om eritreisk kultur og får undervisning i modersmålet tigrinnya.

Men de holder også ’byd en flygtning velkommen’-arrangementer og fællesspisninger, som kan have såvel eritreisk som dansk tema. De har for eksempel holdt julefrokost med dansk mad og bankospil. Og det var en stor succes, fortæller foreningens stifter og bestyrelsesformand Filmon Kahsai.

Han startede forening for to år siden, fordi han følte, at der manglede et sted, som kunne samle de unge eritreere i Aarhus og omegn. Han ønskede et forum, hvor de kunne arrangere forskellige aktiviteter.

”Min vision med foreningen er at skabe sammenhold og fællesskab,” siger Filmon Kahsai.

Men et andet formål er at give unge eritreere, der ligesom ham selv har været i Danmark i mange år, mulighed for at blive bedre til at tale tigrinnya og blive klogere på eritreisk kultur og traditioner.

Det seneste år er der kommet en del nye unge eritreere til Aarhus og omegn, og foreningen er derfor vokset. Filmon Kahsai og de øvrige medlemmer har gjort meget ud af at byde de nyankomne velkommen, og hjælper dem blandt andet med at forstå den danske kultur og normer.
 
”Når de nye eritreere ankommer, ved de jo ikke noget om Danmark. Og der kan vi hjælpe dem med at afkode den danske kultur. Vi kan for eksempel forklare dem, hvorfor deres chef har gjort eller sagt, som han har, og hvad han har ment med det. For vi kan jo formidle det på et sprog, som er meget forståeligt,” siger Filmon Kahsai.

Selvom han har et fuldtidsarbejde og to små børn, bruger han omkring 10-15 timer hver uge på foreningsarbejdet.
 
”Jeg laver det frivillige arbejde i foreningen, fordi det giver mening for mig, og fordi jeg gerne vil kunne give noget til andre,” fortæller 29-årige Filmon Kahsai.
 
Men han understreger, at det ikke er et enmandsprojekt. Flere af de andre lægger også mange kræfter i foreningen, og Filmon Kahsai er ved et oplære nogen af de unge ildsjæle, så de på et tidspunkt kan overtage formandsposten:
 
”Vi er i gang med at afprøve at lade nogle af de unge styre det. Så jeg følger med fra sidelinjen, og holder mig, så vidt det er muligt, i baggrunden. For min intention er, at det skal køre videre, selvom jeg på et tidspunkt ikke bor i Aarhus længere,” forklarer Filmon Kahsai.

Han mener, at foreningsdemokratiet er vigtigt, og at der er plads til, at alle bliver hørt. Men der er grænser, for Eritrea er et uropræget land, og der er store uenigheder mellem eritreere:
 
”Alle har ret til at sige, hvad de vil, så længe det ikke skader foreningen. Men vi giver ikke plads til at man prædiker religion eller politik. Det er en privat sag, og det vil vi gerne holde udenfor”.

For første gang har foreningen nu fået tildelt midler fra kommunen, og det er Filmon Kahsai meget tilfreds med. De skal bruges på at købe fodboldtrøjer, etablere en fast cafe-dag en gang om ugen, samt købe redskaber til kulturformidlingen og materialer til en lektiecafe, som de ønsker at oprette. Samtidig arbejder Filmon Kahsai også for, at foreningen får sit eget lokale. 
 
På fodboldbanen i Aarhus står regnen efterhånden ned i tykke stænger, men det kan ikke slå gejsten ud af drengene, som tonser rundt på banen. Filmon Kahsai sparker bolden frem på banen til en af sine holdkammerater, og få øjeblikke senere er der scoret. Drengene jubler og kampen fortsætter.

Filmon Kahsai er blot en af de unge, som har stiftet sin egen forening. Du kan læse flere eksempler her. 

Drengene har ikke noget omklædningsrum, så fodboldsko, sokker og benskinner kommer på ude ved banen. Foto: Fokus/Lars Aarø
Her dribler Filmon Kahsai afsted med bolden. Foto: Fokus/Lars Aarø
Så blev kampens første mål scoret, og det førende hold jubler. Foto: Fokus/Lars Aarø